Mødedato: 12.09.2006, kl. 15:15

Koncessionskontrakt vedrørende Torvehallerne, Israels Plads (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Koncessionskontrakt vedrørende Torvehallerne, Israels Plads (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 12. september 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 286/2006

 

 

3.                   Koncessionskontrakt vedrørende Torvehallerne, Israels Plads (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at firmaet nævnt i bilag 1 tildeles koncessionskontrakten vedrørende opførelsen og driften af Torvehallerne på lejet grund, Israels Plads Nord, i henhold til det af Arkitekturværkstedet ApS udarbejdede projekt

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2006

Sagen blev udsat.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2006

Anbefalet.

 

Jesper Schou Hansen (V) afgav følgende bemærkning: Venstre er af den opfattelse, at kommunen skal leve fuldt op til aftalen med Statoil".

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme."


 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte den 25. august 2005, at Bygge- og Teknikforvaltningen skal forberede et udbud af et projekt for etablering og drift af torvehaller på Israels Plads Nord uden omkostninger for Københavns Kommune, såfremt køb af benzintankgrunden og nedlæggelse af benzintanken kunne gennemføres. Bygge- og Teknikudvalget besluttede efterfølgende, at arkitekt Hans Peter Hagens skal hyres som bygherrerådgiver, idet Arkitekturværkstedet ApS' projekt skal danne grundlag for udbudet.

Vej & Park udbød projektet i begrænset EU-udbud med prækvalifikation siden i offentligt EU-udbud. Det begrænsede udbud resulterede i 4 henvendelser, én indgav materialet for sent og to var ikke konditionsmæssige. På den baggrund kunne der således ikke skabes tilstrækkelig konkurrence. Det blev derfor besluttet at udbyde projektet i offentligt udbud. Det offentlige udbud blev bekendtgjort i EU´s TED-database og annonceret i Berlingske Tidende og Børsen. Det resulterede i 3 henvendelser om at få udbudsmaterialet tilsendt.   Tilbudsfristen var den 21. marts 2006, hvor der indkom 2 tilbud.

Vurderingen fremgår af brevene til tilbudsgiverne som er vedlagt som bilag 1 og 2.

 

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. maj 2006, men blev udsat.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse (BTF 328/2005) af 25. august 2005 blev udarbejdelsen af udbudsmaterialet igangsat.

Vej & Park afsendte den 19. oktober 2005 EU-udbudsbekendt-gørelse angående prækvalifikation til Koncessionskontrakt om Torvehallerne på Israels Plads.

Ved fristen for indsendelse af anmodning om prækvalifikation den 13. december 2005 indkom anmodninger fra 3 virksomheder. Ingen af disse 3 virksomheders anmodninger var fuldt ud konditionsmæssige i forhold til de i udbudsbekendtgørelsen udbedte oplysninger. Ved brev af 20. december 2005 til disse 3 virksomheder udbedes de respektive manglende oplysninger med en frist for fremsendelse til den 5. januar 2005. Den 21. december 2005 modtages endnu en anmodning om prækvalifikation. Denne anmodning afvises, grundet for sen modtagelse.

Resultatet af denne ekstra runde med de 3 virksomheder var, at vi stod med én virksomhed hvorfra vi har modtaget alle udbedte oplysninger, de øvrige to virksomheder havde ikke indgivet de udbedte manglende oplysninger og var dermed ukonditionsmæssige.

På den baggrund og for om muligt at sikre en tilstrækkelig konkurrence på Torvehallerne besluttede Vej & Park at genudbyde Torvehallerne som et offentligt EU-udbud, jf. efterretningsnotat af 6.januar 2006. Koncessionen tildeles ud fra en samlet vurdering af, hvilket tilbud der er det økonomisk mest fordelagtige. 

Det offentlige udbud blev bekendtgjort i EU´s TED-database og annonceret i Berlingske Tidende og Børsen. Tilbudsfristen for i ndlevering af tilbud var den 21. marts 2006. De indkomne tilbud er siden vurderet og et af disse indstilles nu til godkendelse.

Udbudsmaterialet

På baggrund af de dårlige erfaringer fra prækvalifikationsrunden blev udbudsmaterialet suppleret med et detaljeret tilbudsskema, for optimalt at sikre, at tilbudsgiverne fik fremsendt de rigtige oplysninger. Endvidere afholdtes et generelt informationsmøde, hvor tilbudsskemaet blev gennemgået og hvor det var muligt at stille spørgsmål til de enkelte punkter i tilbudsskemaet. Spørgsmål blev besvaret ved fremsendelse af 2 rettelsesblade til tilbudsgiverne.

Udbudsmaterialet for koncessionen omfatter koncessionshaverens ret og pligt til

  1. at leje en del af Israels Plads på de vilkår der angives i lejekontrakten, som er en del af udbudsmaterialet
  2. at opføre Torvehallerne i overensstemmelse med projektmaterialet
  3. at drive Torvehallerne herunder at udleje og opkræve betaling for staderne og i det hele taget stå for den daglige drift.
  4. betale Københavns Kommune den fastsatte leje

Udbudsmaterialet indeholdt tilbudsskema, udbudsvilkår, lejekontrakt, koncessionskontrakt, projektbeskrivelse, præsentationsbrochure, CD-rom med projekttegninger, lokalplane nr. 353 "Israels Plads Nord", miljøkortlægning, matrikelkort, tingbogsattest og deklaration, korrespondance med Oliebranchens Miljøpulje og referat, korrespondance med Københavns Bymuseum vedrørende arkæologisk udgravning, geoteknisk rapport, tegning vedrørende dækningsgravene og udbudsbekendtgørelsen.

Toiletbygningen på Israels Plads

Toiletbygningen er som det fremgår af vedlagte kort holdt uden for det areal som indgår i lejekontrakten for Israels Plads Nord. Det har været et stort ønske fra Arkitekturværkstedets side at toiletbygningen kunne anvendes i forbindelse med Torvehallerne til administration og med tilhørende personalefaciliteter. I lokalplanen er det endvidere angivet: "Personalefaciliteter skal fortrinsvis indrettes i stueetagen og tagetagen i den i § 4, stk.1, nævnte bevaringsværdige bygning, hvor eksisterende toiletter i kælder og handicaptoilet i gadeniveau forudsættes opretholdt". I udbudsmaterialet har det været holdt åbent om bygningen skulle indgå i en sammenhæng med Torvehallerne, idet den kommende investor har skullet angive sin interesse for bygningens anvendelse til administrative formål. Det har endvidere været angivet, at forudsætningen for at kunne udnytte bygningen i forbindelse med Torvehallerne ville være, at der kan findes alternative lokaler for KTK's gaderenholdelse.

Deponering

Det er Økonomiforvaltningens opfattelse at der i forbindelse med dette projekt ikke skal foretages deponering.

 

Økonomi

Lejebetaling m.v. og andre økonomiske tal fremgår af bilag 1.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Brev til den valgte tilbudsgiver A (fortroligt)

Bilag 2: Brev til tilbudsgiver B (fortroligt)

Bilag 3: Koncessionskontrakten (fortrolig)

Bilag 4: Lejekontrakten (fortrolig)

Bilag 5: Kort med angivelse af areal til udlejning

 

Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. maj 2006

 

 

 

Ole Bach

 

Til top