Forslag til ny budgetproces for Budget 2008
Forslag til ny budgetproces for Budget 2008
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 12. september 2006
J.nr. ØU 339/2006
1. Forslag til ny budgetproces for Budget 2008
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget drøfter visionen og rammerne for budgetprocessen for
Budget 2008 samt forslag til ny budgetproces for Budget 2008.
RESUME
Økonomiudvalget
drøftede på budgetseminaret den 14.-15. august 2006 visionerne og rammerne for
Økonomiudvalgets arbejde i valgperioden.
På baggrund af
Økonomiudvalgets drøftelser opstilles en fælles vision for Økonomiudvalgets
arbejde.
Visionen omfatter
følgende sigtelinjer:
·
Fælles
ansvar for kommunens styre
·
Strategisk
og langsigtet udvikling af kommunen
·
Fornyelse
og innovation er nøglen til bedre kvalitet og service
·
Ressourcerne
skal flyttes fra administration til de borgernære serviceområder
·
Medarbejdernes
kompetencer skal udvikles og inddrages aktivt i fornyelse af kommunens
service
·
Samtidighed
mellem tilvejebringelsen og udmøntningen af prioriteringsrummet
I denne redegørelse
er en gennemgang af visionens elementer, og hvad disse konkret betyder for
tilrettelæggelsen af budgetprocessen for Budget 2008.
Baggrunden er, at
kommunen står over for en række strukturelle udfordringer de kommende år.
Udfordringer, som kommunen skal adressere og finde innovative løsninger på,
såfremt Københavns Kommune i de kommende år skal have mulighed for at udvikle
sig i en positiv retning til gavn for københavnerne.
Den ene udfordring
er kravet om 0-vækst i de kommunale serviceudgifter. Kravet om nulvækst i
kommunens serviceudgifter betyder reelt, at alle nye tiltag og initiativer, som
Borgerrepræsentationen vil igangsætte, skal finansieres via intern omstilling,
der frigiver midler til politisk prioritering. Nulvæksten i de kommunale serviceudgifter
betyder endvidere, at kommunen i højere grad skal fokusere på at få mere service
og kvalitet ud af de samme penge.
Den anden udfordring
er stigende problemer med at rekruttere og fastholde kvalificerede
medarbejdere. Kommunen står i de kommende år over for at skulle genbesætte
de mange stillinger, som bliver ledige, når de store årgange trækker sig
tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidigt vil arbejdsudbuddet mindskes, da årgangene, der kommer ud på
arbejdsmarkedet bliver mindre. I Københavns Kommune er knap hver femte
medarbejder over 55 år, og kommunen har allerede i dag store vanskeligheder med
at fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere på social- og sundhedsområdet.
Udfordringerne
understreger behovet for, at kommunen systematisk arbejder med at udvikle nye
og bedre løsninger, der kan sikre mere kvalitet og service samt skabe en
attraktiv arbejdsplads, hvor aktiv medarbejderinddragelse og kompetenceudvikling
prioriteres højt.
Med afsæt i visionen for Økonomiudvalgets arbejde og udfordringerne for Københavns Kommune opstilles en ny model for tilvejebringelsen af prioriteringsrummet samt ny budgetproces for Budget 2008.
Modellen for tilvejebringelsen af prioriteringsrummet indebærer, at der udarbejdes et oplæg fra forvaltningerne, forankret i kredsen af de 7 administrerende direktører. F orvaltningernes oplæg samles i et bruttokatalog, som indeholder konkrete forslag på minimum 400 mill. kr. Kataloget skal indeholde en række konkrete forslag til nye og bedre måder at gøre tingene på, som kan frigøre ressourcer til tværgående og interne prioriteringer.
Udarbejdelsen af
bruttokataloget påbegyndes primo oktober 2006 og afsluttes medio januar 2007
med forelæggelse for Økonomiudvalget primo februar.
Budgetprocessen for Budget 2008 indebærer, at det fortsat er
fagudvalgene der har ansvaret for at udarbejde egne budgetforslag, men at
beslutningen om hvor der skal omprioriteres og hvilke serviceområder der skal
opprioriteres, besluttes sideløbende i forbindelse med de politiske
forhandlinger om budgettet i september måned.
SAGSBESKRIVELSE
Fælles vision for Økonomiudvalgets arbejde
Økonomiudvalget
drøftede på budgetseminaret den 14.-15. august 2006 visionerne og rammerne for
Økonomiudvalgets arbejde i indeværende valgperiode.
Baggrunden er at
Københavns Kommune står overfor en række udfordringer med at forbedre og
udvikle servicen overfor borgerne.
Regeringens
økonomiske politik betyder som udgangspunkt nulvækst i de kommunale
serviceudgifter i de kommende år. Dette betyder reelt, at alle nye serviceudgifter,
som Borgerrepræsentationen vil igangsætte, skal finansieres via intern omstilling,
der frigiver midler til politisk prioritering.
Det bliver i de kommende år vanskeligt at skaffe
tilstrækkeligt med hænder til at levere den kommunale service. Kommunen står
over for at skulle genbesætte de mange stillinger, som bliver ledige, når de
store årgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidigt vil
arbejdsudbuddet mindskes, da årgangene,
der kommer ud på arbejdsmarkedet bliver mindre. I Københavns Kommune er knap
hver femte medarbejder over 55 år.
Især de borgernære områder kan i de kommende år komme til at
lide under personalemangel. Problemerne er allerede nu mærkbare på social- og
sundhedsområdet, hvor kommunen oplever vanskeligheder med at rekruttere og
fastholde kvalificerede medarbejdere og som følge heraf er nødsaget til at
ansætte uuddannet personale.
Endelig indebærer kommunalreformen, at kommunen bliver endnu mere synlig i københavnernes hverdag. Københavnerne er afhængige af kommunens tilbud for at få hverdagen til at hænge sammen, og kommunen skal derfor kunne levere fleksible og tidssvarende tilbud, som lever op til de krav som et aktivt arbejds- familie- og fritidsliv i København stiller.
Økonomiudvalget har
på baggrund af udfordringerne opstillet en ny vision som indeholder følgende sigtelinjer:
·
Økonomiudvalget
og fagudvalgene har et fælles ansvar for at arbejde sammen som ét bystyre, hvor
borgernes interesser går forud for sektorinteresser, og ressourcerne anvendes
på den bedst mulige måde til gavn for københavnerne og medarbejderne.
·
Budgettet
skal udtrykke politisk langsigtede og strategiske beslutninger, som udstikker
retningen for Københavns Kommune frem til næste valgperiode. Udmøntningen af
budgetaftalen skal ske i et tæt samarbejde mellem kommunens forvaltninger og
med inddragelse af relevante interessenter og videnspersoner.
·
Der skal
anvendes færre ressourcer på administration. Nye og innovative løsninger, bedre
anvendelse af ny teknologi og smidigere og enklere administrative sagsgange
skal frigøre ressourcer fra administration, som i stedet skal anvendes til
bedre service på de borgernære serviceområder.
·
Kommunens
organisation og ydelser skal være tidssvarende. Metoder og løsninger, der kan
bidrage til en bedre og smartere arbejdstilrettelæggelse skal frem i lyset og
anvendes aktivt i arbejdet med at forny og forbedre kommunens serviceydelser.
Fornyelser og innovation kan omsættes til økonomiske gevinster, bedre kvalitet
og service i ydelserne til borgerne og større brugertilfredshed.
·
Medarbejdernes
erfaringer og forslag skal inddrages aktivt og systematisk i fornyelsen af den
kommunale service. Et godt arbejdsmiljø, hvor kompetenceudvikling og
medarbejderinddragelse er en naturlig del af arbejdsdagen, skaber engagement,
ansvarsfølelse og giver øget medarbejdertilfredshed, som også kommer
københavnerne til gode.
·
Prioriteringsrummet
tilvejebringes og udmøntes som led i budgetforhandlingerne i sep
tember måned.
Visionen betyder at
der skal ændres i budgetprocessen for Budget 2008 i forhold til den nuværende
budgetproces. Disse ændringer er gennemgået nedenfor.
Midler til bedre service findes på en ny måde
Fremover skal
kommunen tilvejebringe midler til bedre service
- gennem tværgående
administrativ innovation, der frigør midler fra administration til service,
- ved fornyelse af
den kommunale service, der øger den borgerrettede service,
- gennem omstilling
og prioritering af de ydelser, der tilbydes borgerne
- samt ved at reducere
kommunens udgifter til overførelsesudgifter – kontanthjælp, sygedagpenge m.v.
Modellen indebærer,
at der udarbejdes et oplæg fra forvaltningerne, forankret i kredsen af de 7
administrerende direktører.
Forvaltningernes
oplæg samles i et bruttokatalog, som indeholder konkrete forslag på minimum 400
mill. kr. Kataloget skal indeholde en række konkrete forslag til nye og
bedre måder at gøre tingene på, som kan frigøre ressourcer til tværgående og interne
prioriteringer.
Kataloget omfatter
tre kategorier.
1.
Tværgående
administrativ innovation: Nye og innovative løsninger vedrørende tværgående
koncernfunktioner, såsom IT, økonomistyring, personaleadministration, og
indkøb. Endvidere indgår tværgående udgiftsområder såsom telefoni,
energibesparelser mv.
2.
Fornyelse
af den kommunale service: Forslag til metoder og organisering, der kan øge den
borgerrettede aktivitet inden for serviceområderne. Fx reduktion af sygefravær,
optimering af arbejds- og sagsgange, ny organisering og sammenlægning af
funktioner mv. Endvidere skal mulighederne for at udbyde flere opgaver undersøges.
3.
Omstilling.
Omfatter fjernelse af aktiviteter, som ikke er politisk prioriteret samt ændringer
i visitationen til kommunale ydelser.
I forbindelse med udarbejdelsen af kataloget angives om ændringerne
vedrører tværgående og administrativ innovation, fornyelse af den kommunale
service, opgaver der prioriteres bort, ændringer i visitationen til kommunale
ydelser eller ændringer i kvaliteten af ydelserne. Kataloget skal omfatte
aktiviteter, som vedrører varig drift.
Sammen med forslagene på minimum 400 mio. kr. angives endvidere
initiativer, som har til formål at reducere kommunens udgifter til overførsler.
Det kan fx omfatte en målrettet indsats på kontanthjælps- og
sygedagpengeområdet, hvor en tidlig indsats og gennemgang af arbejdsgange kan
medvirke til at nedbringe udgifterne. Færre udgifter på overførselsområdet kan
bidrage til at skabe et økonomisk råderum, men kan ikke konverteres til
merudgifter på serviceområderne.
Det skal sikres, at der er de rigtige incitamenter i forvaltninger og
institutioner til at medvirke til at gennemføre forslagene. Derfor skal der ved
gennemgangen af de enkelte forslag indgå en vurdering af om dele af gevinsten
ved gennemførelse af forslagene kan forblive decentralt. Det kan f.eks. være
gevinster inden for energi, indkøb, nedbringelse af sygefravær og andre
adfærdsregulerende initiativer.
Forslagene til innovation og fornyelse kan være med til at reducere
problemerne med rekruttering dels fordi opgaverne kan løses ved brug af færre
ressourcer dels ved at kommunen fremstår som en attraktiv arbejdsplads med nye
og effektive måder at udføre opgaverne på. Investeringer i medarbejderne
(efteruddannelse m.v.) og udvikling af kommunens personalepolitik skal
ligeledes forbedre kommunens ry som attraktivt arbejdsplads.
Udarbejdelsen af bruttokataloget påbegyndes primo oktober 2006 og
afsluttes medio januar 2007 med forelæggelse for Økonomiudvalget primo februar.
Økonomiforvaltningen vil i samarbejde med forvaltningerne igangsætte ovennævnte
aktiviteter.
Forvaltningerne skal
i forbindelse med udarbejdelsen af forslagene tilrettelægge en proces, som
tilgodeser størst mulig medarbejderinddragelse.
Kataloget skal medvirke til at
der også i forbindelse med Budget 2008 bliver en pulje på minimum 200 mill.kr.,
som kan anvendes til bedre service gennem tværgående prioritering.
Udvalgenes bidrag til puljen på
minimum 200 mio. kr. fastsættes af Økonomiudvalget i forbindelse med
behandlingen indkaldelsescirkulæret medio februar.
Forslag til budgetproces for
Budget 2008
Med afsæt i ovenstående model for tilvejebringelse af
prioriteringsrummet for Budget 2008 kan et alternativ til den nuværende
budgetproces opstilles. En beskrivelse af den nuværende budgetproces fremgår af
bilag 1.
Forslag til budgetprocessen for Budget 2008 indebærer, at det fortsat
er fagudvalgene der har ansvaret for at udarbejde egne budgetforslag, men at
beslutningen om hvor der skal omprioriteres og hvilke serviceområder der skal
opprioriteres, besluttes samtidigt i forbindelse med de politiske forhandlinger
om budgettet i september måned.
-
Primo
februar: Økonomiudvalget forelægges bruttokataloget med forslag på minimum 400
mill. kr.
-
Medio
februar: Økonomiudvalget udmelder udvalgenes bidrag til den centrale pulje til
tværgående prioriteringer. Prioriteringsrummet udgør minimum 200 mill. kr.
-
Marts -
maj: Udvalgene udarbejder forslag til, hvordan deres andel af prioriteringsrummet
kan tilvejebringes samt forslag til udvalgenes interne omprioritering.
Udvalgene kan anvende bruttokataloget.
-
Juni:
Udvalgenes budgetforslag oversendes til Økonomiudvalget. Udvalgene redegør
samtidigt for, hvorledes deres andel af prioriteringsrummet tilvejebringes.
Endvidere redegøres for udvalgenes interne omprioritering.
-
Ultimo
august/primo september: Økonomiudvalget og BR får forelagt budgetforslaget
-
Ultimo
september: Det tværgående prioriteringsrum tilvejebringes og udmøntes som led i
budgetforhandlingerne.
Ovenstående forslag til budgetproces tilgodeser følgende centrale
punkter:
1. Tilvejebringelsen af prioriteringsrummet og udarbejdelse af
udvalgenes budgetforslag foregår i de udvalg, som har ansvaret for og den
faglige indsigt i de relevante udgiftsområder.
2. Der sker en prioritering af det tilvejebragte råderum på tværs af
udvalgene.
3. Udmøntningen af prioriteringsrummet foregår, når kommunen har et
samlet overblik over kommunens økonomi
4. Der er samtidighed mellem tilvejebringelsen og udmøntningen af
prioriteringsrummet.
Endvidere giver forslaget i lighed med budgetprocessen for Budget 2007
mulighed for at de politiske budgetforhandlinger kan finde sted ultimo september.
ØKONOMI
-
ANDRE
KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
Bilag 1: Beskrivelse
af den nuværende budgetproces - 2007.
Claus Juhl
/
Bjarne Winge