Udpegning af steder i København, hvor trygheden skal øges
Økonomiudvalget (ØU) skal tage stilling til forslag om udpegning af steder i København, hvor trygheden skal øges gennem en relativ enkel ændring af den fysiske indretning af stedet.
Borgerrepræsentationen (BR) behandlede den 18. juni 2014 medlemsforslag fra Socialdemokraterne vedr. "Udpegning af 50 steder, hvor trygheden skal øges" (2014-0110494). BR vedtog at henvise behandlingen af forslaget til ØU.
Indstilling og beslutning
1. at pålægge Økonomiforvaltningen at tilrettelægge en proces for udpegning af steder, hvor trygheden skal øges med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen, Lokaludvalgene og viden fra Københavns Kommunes Tryghedsindeks,
2. at pålægge Økonomiforvaltningen at udarbejde et notat til brug for budgetforhandlingerne for 2015, der dels udpeger en række steder, hvor forvaltningen, med udgangspunkt i den eksisterende viden, vurderer, at trygheden skal øges, og dels stiller forslag om en proces og økonomisk ramme for udpegning af øvrige utrygge steder i København, der skal identificeres i forbindelse med en lokal borgerinddragelsesproces.
Problemstilling
Medlemsforslaget indebærer, at Økonomiforvaltningen pålægges at tilrettelægge en proces for udpegning af disse steder bl.a. med inddragelse af viden fra lokaludvalgene og deres dialog med borgerne i de enkelte bydele.
I forhold til ordlyden af medlemsforslaget (2014-0110494) indstiller Økonomiforvaltningen, at der ikke på forhånd fastlægges et bestemt antal steder i byen, hvor trygheden skal øges. I stedet vil det aktuelle tryghedsbehov afgøre, hvor mange steder der skal gennemføres fysiske forandringer.
Desuden indstiller Økonomiforvaltningen, at der allerede i forbindelse med budgetforhandlingerne, udpeges konkrete steder, hvor der skal ske fysiske forbedringer sammen med en ekstra økonomisk ramme for yderligere steder, som skal udpeges i forbindelse med en borgerinddragelsesproces.
Løsning
Økonomiforvaltningen skal forud for budgetforhandlingerne udarbejde et oplæg, der dels indeholder konkrete forslag til steder, hvor en forholdsvis enkel investering vil øge trygheden, og dels indeholder en model for, hvordan øvrige utrygge steder i København skal udpeges i forbindelse med en lokal borgerinddragelsesproces.
Frem mod budgetforhandlingerne vil Økonomiforvaltningen på baggrund af den viden, der allerede foreligger om utryghedsskabende steder i byen, udpege en række forslag til konkrete forbedringer. Disse steder vil blive forslået på baggrund af den eksisterende viden fra lokaludvalgene, de gennemførte tryghedsvandringer samt resultaterne af Københavns Kommunes Tryghedsindeks. Desuden vil Økonomiforvaltningen stille forslag om, at der ved budgetforhandlingerne bliver afsat en ramme til øvrige forbedringer i de områder i byen, hvor de utrygge steder endnu ikke er udpeget, men som vil blive udpeget i forbindelse med en kommende lokal borgerinddragelsesproces, hvor bl.a. lokaludvalgene vil blive opfordret til at deltage.
Økonomiforvaltningen vurderer, at opgaven med at udpege steder, hvor trygheden skal øges, bedst løses med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen, som har ressortansvaret for en række fysiske udbedringer af byrummet (fx belysning og beskæring af beplantning). Desuden har Teknik- og Miljøforvaltningen, i kraft af de af forvaltningen gennemførte tryghedsvandringer, viden om hvilke konkrete steder i byen, der opleves som utrygge. Endelig har Teknik- og Miljøforvaltningen den faglige viden til at bidrage kvalitativt til at vurdere hvilke løsninger, der er mest hensigtsmæssige. Derfor ønsker Økonomiforvaltningen at inddrage Teknik- og Miljøforvaltningen i projektet.
De fysiske forbedringer, der lægges op til, skal være af begrænset karakter og ikke større fysiske investeringer. Nogle forbedringer vil ske inden for forvaltningernes egne rammer, mens der for andres vedkommende vil være behov for særskilt finansiering. De typiske forbedringer, der foreslås, vil bestå af supplerende belysning, beskæring af planter, oprydning, reparation af belægning og evt. mindre justeringer i den eksisterende tv-overvågning. Det vil i høj grad bero på tilbagemeldingerne fra borgerne, hvilke konkrete steder og investeringer, der vil blive foreslået gennemført. Et eksempel på en typisk forbedring, der kan blive tale om, findes ved Korsgadehallen, hvor der i dag nogle steder er mangelfuld belysning og andre steder for kraftig belysning som blænder, se illustrationer vedlagt som bilag 1.
Økonomi
Videre proces
Hvis der afsættes midler til projektet i budgettet for 2015, vil Økonomiforvaltningen implementere de fysiske forbedringer på de steder, som allerede er udpeget, forudsat Økonomiudvalgets godkendelse af de konkrete forslag.
Endvidere vil Økonomiforvaltningen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalgene gennemføre en lokal borgerinddragelsesproces, hvor borgerne får mulighed for at komme med deres konkrete forslag til steder, hvor trygheden skal øges.
Det forventes, at processen med at identificere de utrygge steder og kvalificere løsningerne, vil tage 3-4 måneder, idet lokaludvalgene skal gives tid til borgerinddragelsesprocessen. Herefter vil Økonomiforvaltningen udarbejde en udmøntningsindstilling i forhold til udpegning af de steder, som identificeres af i forbindelse med inddragelsen af borgerne.
Beslutning
Dagsordenspunkt 5: Udpegning af steder i København, hvor trygheden skal øges
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.