Mødedato: 12.08.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Omprioritering af midler til sikring af pieren på Svanemølle Strand

Der skal godkendes en omprioritering af midler til en forundersøgelse af pieren på Svanemølle Strand.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,

1. at der anvendes 0,3 mio. kr. til en midlertidig sikring af pieren på Svanemølle Strand. Af hensyn til hurtig eksekvering mellemfinansieres udgifterne på TMUs ordinære driftsramme i 2014.

2. at der af anlægsbevillingen på 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014 anvendes 0,625 mio. kr. til projektering af renoveringen af pieren på Svanemølle Strand.


Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen BR,

3. at der af anlægsbevillingen på 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014 omdisponeres 0,3 mio. kr. til finansiering af den midlertidige sikring af pieren på Svanemølle Strand.

4. at der frigives en anlægsbevillingen på 0,3 mio. kr. til midlertidige sikring af pieren på Svanemølle Strand. Anlægsbevillingen frigives på TMU bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3 i 2014.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I forbindelse med Overførselssagen 2013-2014 besluttede forligsparterne at afsætte 1,0 mio. kr. til en undersøgelse af pieren på Svanemølle Strand. Undersøgelsen skulle gøre det muligt at udarbejde et udspecificeret budgetnotat om en renovering af pieren.

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har fået udarbejdet en rapport fra et eksternt konsulentfirma, som peger på en løsning og kortlægger økonomien i en sådan løsning. Rapporten peger desuden på en midlertidig løsning, så sikkerheden på pieren kan være i orden, indtil en renovering af pieren er gennemført.

Rapporten viste sig at være billigere end først forventet, idet problemet med pieren var simplere end antaget. Teknik- og Miljøudvalget skal nu godkende, at TMF bruger 300.000 kr. på en midlertidig sikring af pieren.

Løsning

Siden pieren åbnede i 2012 har den flere gange været afspærret pga. af sammenstyrtninger i belægningen. Den eksterne rådgiver har i sine undersøgelser af pieren vurderet, at yderligere sammenstyrtninger ikke kan udelukkes.

TMF foreslår derfor, at der af den 1 mio. kr. der er afsat til forundersøgelsen af pieren afsættes 300.000 kr. til en midlertidig sikring af den.

Den eksterne rådgiver har foreslået en midlertidig løsning, hvor der udlægges strøer og derpå lægges plader. Løsningen forventes at kunne holde i op til to år. Løsningen vil have et råt og midlertidigt udtryk, men den vil sikre, at pieren kan holdes åben denne sommer og den efterfølgende, mens en permanent løsning projekteres.

Til selve renoveringen af pieren foreslår den eksterne rådgiver en model, hvor sandet inde i pieren udskiftes med sten, og der lægges et selvbærende trædæk øverst. TMF udarbejder et budgetnotat om denne løsning til de kommende budgetforhandlinger. Renoveringen vil koste 8 mio. kr.

Økonomi

I Overførselssagen 2013-2014 blev der afsat 1,0 mio. kr. til en forundersøgelse til en renovering af pieren på Svanemølle Strand. De 1,0 mio. kr. er stjernemarkeret og således frigivet med BRs godkendelse af sagen den 8. maj 2014.

På nuværende tidspunkt er der brugt 75.000 kr. til udarbejdelse af en rapport. TMF foreslår, at de resterende midler bruges til en midlertidig sikring af pieren til 300.000 kr.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil forvaltningen igangsætte arbejdet med etableringen af det midlertidige dæk. Dækket forventes at kunne være færdigt inden industriferien. Såfremt det mod forventning viser sig ikke at være muligt at gennemføre projektet så hurtigt, vil midlerne blive tilbageført til kommunekassen.

TMF vil desuden færdiggøre det budgetnotat som omhandler selve renoveringen af pieren, så dette kan fremlægges ved de kommende budgetforhandlinger.

Pernille Andersen                                   /Jon Pape


Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at der, af de 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014, afsættes 0,3 mio. kr. til en midlertidig sikring af pieren på Svanemølle Strand



Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2014

Forvaltningen fremsatte følgende tekniske ændringsforslag:

”Indstillingens at-punkt ændres fra:

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at der, af de 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014, afsættes 0,3 mio. kr. til en midlertidig sikring af pieren på Svanemølle Strand.

til:

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 1.at der anvendes 0,3 mio. kr. til en midlertidig sikring af pieren på Svanemølle Strand. Af hensyn til hurtig eksekvering mellemfinansieres udgifterne på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme i 2014.

2. at der af anlægsbevillingen på 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014 anvendes 0,625 mio. kr. til projektering af renoveringen af pieren på Svanemølle Strand.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

3. at der af anlægsbevillingen på 1,0 mio. kr. til forundersøgelse af Mole ved Svanemøllestranden i Overførselssag 2013-2014 omdisponeres 0,3 mio. kr. til finansiering af den midlertidige sikring af pieren på Svanemølle Strand

4. at der frigives en anlægsbevillingen på 0,3 mio. kr. til midlertidige sikring af pieren på Svanemølle Strand. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalget bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3 i 2014.”


Den således ændrede indstilling blev godkendt.

Beslutning

Dagsordenspunkt 25: Omprioritering af midler til sikring af pieren på Svanemølle Strand

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top