Etnisk Ligestillingsår 2003 - Økonomiforvaltningens fokusprojekt
Etnisk Ligestillingsår 2003 - Økonomiforvaltningens fokusprojekt
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 12. august 2003
J.nr. ØU 247/2003
3. Etnisk Ligestillingsår 2003 - Økonomiforvaltningens fokusprojekt
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at projekt Mangfoldig Arbejdsplads gøres til forvaltningens fokusprojekt i forbindelse med Etnisk Ligestillingsår 2003
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2003
Godkendt.
O tog forbehold og afgav følgende bemærkning:
"Dansk Folkeparti mener, at det er udmærket, at kommunen får medarbejdere af anden etnisk oprindelse end dansk, men det skal 100 pct. være den mulige medarbejders evner, der er afgørende for at få jobbet, og ikke vedkommendes etniske oprindelse".
C tilsluttede sig bemærkningen fra O.
Behandling: -
RESUME
Integrationsrådet og Det rådgivende Integrationsudvalg har i fællesskab besluttet at gøre 2003 til Etnisk Ligestillingsår. Ligestillingsåret bliver markeret med forskellige aktiviteter bl.a. debatmøder og informationskampagner. Integrationsrådet og Det rådgivende Integrationsudvalg holdes løbende orienteret om projektets forløb.
Økonomiforvaltningen ønsker at indstille projektet "Mangfoldig ArbejdsPlads" (MAP) til at være forvaltningens fokusprojekt. MAP har derfor til formål at
· udbrede mangfoldighedsledelse som en integreret del af ledelsespraksis på tre arbejdspladser i Københavns Kommune
· indsamle viden om og udvikle redskaber til indførelse af mangfoldighedsledelse på kommunens arbejdspladser og formidle viden om denne.
Projektet vil forløbe over 1½ år.