Mødedato: 12.06.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2019 (juniindstillingen)

Se alle bilag

Indstillingen redegør for udvalgenes indsendte budgetbidrag for 2019, effektiviseringsforslag med videre og indarbejder politisk vedtagne korrektioner i udvalgenes budgetrammer. Indstillingen danner herudover grundlag for kommunens budgetforslag, der skal første behandles på Økonomiudvalgets møde den 22. august 2018 (augustindstillingen 2019).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at udvalgenes korrigerede budgetrammer fastsættes på baggrund af demografireguleringer og øvrige politiske beslutninger som beskrevet i bilag 1,
  2. at det godkendes, at udvalgenes effektiviseringsforslag i bilag 3 indgår i budgetforhandlingerne,
  3. at status for investeringspuljerne tages til efterretning, jf. bilag 5,
  4. at retningslinjerne for udarbejdelsen af budgetforslaget, herunder bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at indarbejde nye skøn for p/l og i samarbejde med forvaltningerne at afklare tekniske udeståender og revurdere udgifter til overførsler, jf. bilag 1, kapitel 7, godkendes,
  5. at forslag til håndteringen af det strukturelle mindreforbrug vedr. tabslån under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse ydelsesstøtte godkendes,
  6. at det godkendes, at budgettet til MOVIA i 2019 sænkes med 25,1 mio. kr. som følge af en efterregulering af Movias regnskab for 2017, der afregnes i 2019,
  7. at det godkendes, at demografipuljen i 2019 på 36,6 mio. kr. vedr. den kommunale medfinansiering af Sundhedsvæsenet, som følge af den demografiske udvikling i 2019, nulstilles og at budgettet til den kommunale medfinansiering af Sundhedsvæsenet under Sundheds- og Omsorgsudvalgets løftes med 24,2 mio. kr. i 2019. De resterende 12,4 mio. kr. tilgår kassen.

Problemstilling

De ekstraordinære tab som følge af sammenbruddet i forhandlingerne om en udligningsreform, usikkerheden om ophøret af overgangsordningen vedr. refusionsomlægningen og den nye lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af indtægter fra parkering vil i betydeligt omfang påvirke Københavns Kommunes økonomiske rammer fra 2019 og frem. Isoleret set forventes opdateringen af grundlaget for udligningen at medføre et varigt indtægtstab for Københavns Kommune på 553 mio. kr. årligt fra 2019, bortfaldet af overgangsordningen vedr. refusionsomlægningen kan medføre en gevinst på 14 mio. kr. i 2019, mens loven vedrørende parkeringsindtægter indebærer, at Københavns Kommune mister 160 mio. kr. i 2020, stigende til 215 mio. kr. varigt i 2030. Samlet set kan det medføre et tab i størrelsesordenen 754 mio. kr. årligt for Københavns Kommune.

Københavns Kommune oplever fortsat befolkningsvækst, som øger skatteindtægterne, men som også giver et demografisk udgiftspres. Fra Budget 2018 og frem mod 2022 medfører den demografiske udvikling stigende udgifter for 884,7 mio. kr. i alt til de demografiregulerede områder.

Samtidig fortsætter moderniserings- og effektiviseringsprogrammet, jf. aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2017, hvilket medfører et årligt fald i finansiering og servicemåltal på 51 mio. kr. for Københavns Kommune i perioden 2018-2021, hvilket medfører et fald i finansiering og servicemåltal på i alt 204 mio. kr. i perioden.

Kommunens bruttoanlægsniveau i 2019 afhænger af økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening og den efterfølgende fælleskommunale budgetproces. Økonomiforvaltningen vurderer, at Københavns Kommune har behov for et bruttoanlægsniveau på mindst 3,4 mia. kr. i 2019. På nuværende tidspunkt udgør bruttoanlægsudgifterne i udvalgenes budgetter for 2019 5,4 mia. kr.

Løsning

Forvaltningerne har udarbejdet budgetbidrag for 2019 i overensstemmelse med budgetrammerne og de udmeldte retningslinjer, herunder også udvalgenes effektiviseringsforslag for i alt 373,8 mio. kr.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget godkender udvalgenes effektiviseringsforslag i bilag 3, som herefter indgår i budgetforhandlingerne, samt at Økonomiudvalget tiltræder de i bilag 1 beskrevne budgetrammer.

For at udvide beslutningsgrundlaget til budgetforhandlingerne i lyset af de ekstraordinære økonomiske udfordringer som følge af tab ved udligning og parkering har Økonomiudvalget den 22. maj 2018 vedtaget, at der igangsættes budgetanalyser med ekstern bistand og med inddragelse af forvaltningerne. Formålet er at identificere omkostningsreducerende tiltag, der kan forelægges til politisk prioritering ifm. budgetforhandlingerne for 2019. Handlemulighederne skal være reelle alternativer til simple varige besparelser på den nære kernevelfærd og til tiltag som generelt gør det dyrere at være borger i København. Nedenstående områder er genstand for tværgående analyser af omkostningsreducerende tiltag:

  • Områder hvor Københavns Kommune har høje udgifter eller særlige aktiviteter
  • Aktiviteter der løses af flere enheder i Københavns Kommune
  • Bedre udnyttelse af kommunens kvadratmeter, og tiltag der kan reducere anlægsudgifter
  • Afdækning af mulige ekstra indtægter

Sidstnævnte analyse gennemføres af Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger.

Økonomiudvalget forelægges analyserne i august 2018. Tiltagene kan herefter indgå i forhandlingerne om budget 2019.

Nedenfor orienteres om Københavns Kommunes økonomiske rammer, status for effektiviseringsstrategien, status for økonomien i budget 2019 samt de største bevægelser siden Indkaldelsescirkulære 2019 (IC 2019). Bevægelserne beskrives i bilag 1. Samtlige korrektioner til udvalgenes budgetter fremgår af bilag 8.

Økonomi

Effektiviseringsstrategi 2019

Udvalgene har fremsendt effektiviseringsforslag svarende til 178,5 mio. kr. Sammen med de stigende profiler fra tidligere års effektiviseringer på i alt 195,2 mio. kr., udgør forvaltningernes samlede effektiviseringsbidrag 373,8 mio. kr. Alle forvaltninger lever op til måltallet. De tværgående indkøbseffektiviseringer på fællesaftaler bidrager til opfyldelse af forvaltningernes effektiviseringsmåltal med 26,1 mio. kr. og er indarbejdet i de stigende profiler for de enkelte forvaltninger. Københavns Ejendomme & Indkøb forventer frem mod augustindstillingen, at der bliver indgået indkøbsaftaler svarende til måltallet.

Koncernenhederne bistår forvaltningerne med at identificere tværgående potentialer som forvaltningerne kan anvende til at indfri effektiviseringsmåltallet. Nogle udvalg har med effektiviseringsbidraget for 2019 indarbejdet effektiviseringer fra de tværgående tiltag. Der arbejdes videre med de tværgående effektiviseringsforslag frem mod Økonomiudvalgets første behandling af budgetforslag 2019 (augustindstillingen) den 22. august 2018.

Status på strategien for smarte investeringer i velfærden

I forbindelse med overførelsessagen 2017/2018 blev der udmøntet midler til 45 nye forslag. Status på investeringspuljerne efter overførselssagen er, at der samlet set er 259,0 mio. kr. tilbage i puljerne, som fordeler sig med 58,8 mio. kr. på service og 199,7 mio. kr. på anlæg samt 0,4 mio. kr. til innovationspuljen (service). I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2019 sker anden udmøntning af investeringspuljerne for 2018. For yderligere om status for investeringspuljerne henvises til bilag 5.

Teknik- og Miljøforvaltningen har tre ansøgninger til investeringspuljerne, og Kultur- og Fritidsforvaltningen har to ansøgninger til investeringspuljen, som er en forudsætning for indfrielse af deres effektiviseringsmåltal i 2019, og som Økonomiudvalget med denne indstilling godkender indgår i de politiske forhandleringer om budget 2019. Disse fem investeringsforslag søger tilsammen 13,5 mio. kr. fra investeringspuljen 2018, som skal finansieres af investeringspuljen til budgetforhandlingerne for budget 2019, jf. bilag 5.

Derudover forventes det, at der kommer en række tværgående forslag, der kræver midler fra investeringspuljerne. Disse forslag vil indgå i forhandlingerne om udmøntning af investeringspuljerne i forbindelse med budgetforhandlingerne. Et samlet overblik vil foreligge i forbindelse Økonomiudvalgets behandling af augustindstillingen 2019 den 22. august 2018.

Moderniserings- og effektiviseringsprogram

Det er aftalt mellem Regeringen og KL, at moderniserings- og effektiviseringsprogrammet (MEP) skal løbe i fire år fra 2018 og hvert år skal lede til et katalog med effektiviseringsforslag, der kan frigøre én milliard kroner. Halvdelen af effektiviseringen kan kommunerne ikke selv råde over. Københavns Kommunes årlige andel af aftalen udgør 51,0 mio. kr. og indgår i måltallet for effektiviseringsstrategien for 2019.

Med økonomiaftalen for 2018 blev der præsenteret tre temaer med en række initiativer, som skulle frigøre én milliard kroner i kommunerne i 2018. Temaerne var:

  • Forenkling af kommunernes rammer og styrket styring – 525 mio. kr.
  • Effektiv drift gennem samarbejde og nye organiseringer – 350 mio. kr.
  • Bedre indkøb og øget digitalisering – 125 mio. kr.

Der afventes forsat de nødvendige lovændringer og bekendtgørelser fra regeringen på en række afgørende områder inden for temaet forenkling af kommunernes rammer og styrket styring. Der vil med augustindstillingen blive fulgt op på initiativerne fra økonomiaftalen for 2018.

Med aftalen om kommunernes økonomi for 2019 aftales de nye MEP initiativer vedrørende 2019, herunder potentialer, implementering og opfølgning.

MEP initiativerne skal favne alle kommuner. Det betyder, at der er initiativer, som ikke nødvendigvis er relevante at gennemføre i København. I augustindstillingen for budget 2019 vil der indgå en første vurdering af, i hvilket omfang de nye MEP initiativer er relevante for Københavns Kommune, og om hvorvidt forvaltningerne kan drage nytte af initiativerne.

Håndtering af strukturelt mindreforbrug i forbindelse med tabslån

Københavns Kommune har inden for rammen af tidligere byfornyelseslovgivning kunne give tilsagn om støtte til byfornyelsesprojekter som tabslån. Udgifterne til lånene er aftagende, og der vil opstå et stigende strukturelt mindreforbrug over årene i takt med, at lånene tilbagebetales og ophører.

Som opfølgning på IC 2019 har Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Intern Revision udarbejdet en model, hvor tabslån isoleres på egen bevilling og ikke vil have overførselsadgang imellem regnskabsårene. Mer/mindreforbrug på bevillingen vil skulle tilføres kassen. Niveauet for budgetåret bliver fremadrettet opdateret årligt i forbindelse med augustindstillingen. Budgettet i forbindelse med augustindstillingen 2019 forventes at afspejle et mindreforbrug på 15,5 mio. kr. i 2019 jf. bilag 1.

Demografipulje vedr. kommunale medfinansiering af Sundhedsvæsenet

I forbindelse med IC 2019 blev der i lighed med tidligere år afsat en pulje på 36,6 mio. kr. til at håndtere udgiftsstigningen sfa. den demografiske udvikling. Med den nye aldersdifferentierede model forventes der dog på nuværende tidspunkt kun udgifter sfa. demografi mv. på 24,2 mio. kr., som indarbejdes i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2019. De resterende 12,4 mio. kr. i puljen tilbageføres til kassen.

Samlet økonomi

Med denne indstilling er der i budgetrammerne for 2019 indarbejdet nettoudgifter for i alt 40,6 mia. kr., jf. tabel.

Tabel 1. Københavns Kommunes samlede udgifter i 2019

Mio. kr., 2019 p/l

Service

Anlæg

Overførsler mv.

I alt

Nettoudgifter

25.553

4.731

10.279

40.564

Note: Beløbene er opdateret med alle beslutninger til og med Borgerrepræsentationen den 31. maj 2018, anlægsoversigten til Økonomiudvalget den 12. juni 2018 samt korrektioner foretaget i denne indstilling.

Service

På baggrund af den nye befolkningsprognose er budgetrammerne blevet reduceret med i alt 64,4 mio. kr. i 2019. Heraf udgør effekten af efterreguleringen i 2018 færre udgifter for 35,0 mio. kr. varigt, mens 29,5 mio. kr. skyldes et lavere skøn for befolkningsudviklingen 2018-2019. Med opdatering af model for demografiregulering på området for borgere med handicap og med indførelse af demografiregulering på området for borgere med sindslidelse, tiltrådt af Økonomiudvalget den 24. april 2018, punkt nr. 2, øges Socialudvalgets budgetramme med hhv. 5,5 mio. kr. og 12,8 mio. kr. De demografisk betingede merudgifter fra 2018 til 2019 udgør herefter 190,6 mio. kr. jf. bilag 1.

Movias regnskab for 2017 viser lavere realiserede omkostninger end det indbetalte a conto-beløb vedr. busdriften. Der afregnes derfor 25,1 mio. kr.  til kommunen som følge af lavere udgifter til busdriften i 2017, jf. bilag 1.

Anlæg

Kommunens nettoanlægsbudget er med juniindstillingen 2019 i alt 4,7 mia. kr. i 2019, hvilket er 3,7 mia. kr. lavere end IC2019. Ændringen skyldes hovedsageligt ændrede anlægsperiodiseringer fra 2019 til 2020 og frem. Bruttoanlægsudgifterne er med juniindstillingen 2019 på 5,4 mia. kr.

For at nå den i IC 2019 fastsatte målsætning om et samlet anlægsmåltal på 3,4 mia. kr. i 2019 til budgetforhandlingerne 2019 er udvalgene blevet anmodet om, at udvalgenes bruttoanlægsudgifter nedbringes til 2,9 mia. kr. ved 3. anlægsoversigt i 2018. Der vil dermed som udgangspunkt være 0,5 mia. kr. i anlægsmåltal i 2019 til politisk prioritering i forbindelse med forhandlingerne om budget 2019.

Det samlede kommunale niveau for bruttoanlægsudgifterne kendes endnu ikke, og er afhængigt af den kommende økonomiaftale samt den faseopdelte budgetproces.

For at sikre, at kommunerne set under ét overholder økonomiaftalens rammer for anlæg koordinerer KL kommunernes budgetter som led i den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter, senest den 15. oktober 2018.

Overførsler mv.

De samlede udgifter til overførsler mv. i Københavns Kommune udgør 10,3 mia. kr., hvilket er 0,3 mia. kr. lavere end IC 2019. Ændringen skyldes hovedsagelig opdateret skøn for udgifter på beskæftigelsesområdet, jf. bilag 1.

Områder der kan påvirke budget 2019

Økonomiforvaltningen er herudover bekendt med en række områder, hvor de økonomiske effekter endnu ikke er endeligt opgjort, men vil indgå i budget 2019. De væsentligste er oplistet nedenfor og uddybes i bilag 1:

  • Konsekvens af ændret udligning herunder evt. indfasning og ny parkeringsaftale
  • Aftale om kommunernes økonomi 2019
  • DUT
  • Tilskud og udligning samt ejendomsskatter
  • Opdateret skøn for overførselsudgifter som følge af Økonomisk Redegørelse
  • Opdateret skøn for kommunal medfinansiering af sundhedsområdet
  • Vedtagelse af budget 2019 for Movia
  • Vedtagelse af budget 2019 for Udbetaling Danmark

Reel kasse

Den reelle kasse opdateres i august i forbindelse med augustprognosen for 2018. Såfremt der ved augustprognosen konstateres, at kassebeholdningen ligger under det anbefalede niveau på 700 mio. kr., bør der ske kasseopbygning. Hvis den reelle kasse ligger over det anbefalede niveau kan de overskydende midler eventuelt indgå som finansiering i budgettet for 2019.

Retningslinjer for udarbejdelse af budgetforslag

Der anbefales en række tekniske bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at foretage tilrettelser på baggrund af nye skøn for p/l og i samarbejde med forvaltningerne at afklare tekniske udeståender og revurdere udgifter til overførsler, jf. de opstillede retningslinjer i bilag 1, kapitel 7.

Videre proces

I forlængelse af denne indstilling skal forvaltningerne i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilrette budgetbidragene, så de kan indgå i første behandlingen af budgetforslaget for 2019, som behandles af Økonomiudvalget den 22. august 2018 og Borgerrepræsentationen den 30. august 2018.

Med IC 2019 blev det besluttet, at der skal udarbejdes budgetnotater på need to emner, på rettidig omhu samt eventuelt 1-3 enkeltstående budgetnotater på specifikke udfordringer inden for de enkelte fagforvaltningers områder.

Need to inddeles i følgende tre kategorier:

1. Need to - Risikosager

2. Need to - Kapacitet

3. Need to - Renovering

En nærmere uddybning af need to-begreberne samt rettidig omhu er præciseret i bilag 1. Fristen for indlevering af need to-budgetnotater, rettidig omhu samt budgetnotater på specifikke udfordringer er torsdag den 9. august 2018 kl. 12.00. Der er ligeledes frist den 9. august 2018 kl. 12.00 for aflevering af de budgetnotater, som er henvist fra overførselssager og budgetforhandlinger til de politiske forhandlinger om budget 2019 eller senere jf. bilag 6.

Økonomiforvaltningen står til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, herunder proces og udarbejdede produkter. Medlemmerne kan henvende sig til Økonomiforvaltningens direktion herom.

 

Peter Stensgaard Mørch          /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2019 (juniindstillingen) (2018-0144566)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingens 1.-2. og 4.-7. at-punkter blev godkendt uden afstemning

Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Københavns Kommune har de senere år i forbindelse med budgettet opereret med budgetønskekategorierne ”need to” og ”rettidig omhu”, som er ønsker, der af forvaltningerne bliver søgt finansieret forud for den åbne politiske forhandling. I SF har vi en oplevelse af, at anvendelse af need to kategoriseringen har taget en uhensigtsmæssig drejning, hvor eksempelvis store byggeprojekter bliver prioriteret, mens serviceudgifter på velfærdsområderne i ringere grad bliver imødekommet. SF opfordrer på den baggrund forvaltningerne til at være mere selektive i, hvad de vælger at kategorisere som need to ønsker og i forlængelse heraf alle partier til at være mere kritiske ift., hvilke need to budgetønsker der bliver optaget i regnearket forud for de åbne politiske forhandlinger. Hvis et ønske ikke er nødvendigt, bør det kun finansieres, hvis der er politisk flertal herfor under de åbne forhandlinger.”

Til top