Mødedato: 12.06.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapportering på Københavns Kommunes større selskaber (juni 2018)

Se alle bilag
Kvartalsrapportering på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 4. kvartal 2017, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at selskabernes redegørelser for, hvordan der kan skabes mere åbenhed til gavn for offentligheden, jf. bilag 2 og 3, tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 (dagsordenspunkt 8) indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber. De større selskaber består af følgende: HOFOR koncernen, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Metroselskabet I/S, I/S Amager Ressourcecenter (ARC), I/S Vestforbrænding, Arena CPHX P/S, Trafikselskabet Movia, Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S og Hovedstadens Beredskab I/S.

På Økonomiudvalgets møde den 20. februar 2018 afgav et samlet udvalg følgende protokolbemærkning til den seneste kvartalsrapportering (februar 2018):

"Forvaltningen opfordres til at komme med et bud på en måde at skabe mere åbenhed i de kommunale selskaber, så kommunens borgere kan få et større indblik i det arbejde, der udføres i dem."

Den 14. marts 2018 blev Økonomiudvalget orienteret per mail om, at Økonomiforvaltningen har iværksat/vil iværksætte forskellige tiltag, jf. løsningsafsnittet og bilag 4, og at protokolbemærkningen herefter ansås for at være imødekommet.

Løsning

I fortsættelse af tidligere kvartalsrapporteringer til Økonomiudvalget forelægges hermed - efter godkendelse i de respektive selskaber - rapportering på udviklingen i de større selskaber for 4. kvartal 2017, jf. bilag 1, samt redegørelse om mere åbenhed i selskaberne, jf. bilag 2 og 3.

I forlængelse af drøftelserne på temamøderne i Økonomiudvalget den 2. februar 2016 og den 8. marts 2016 blev der udarbejdet strategiske mål for kommunens ejerskab for hvert enkelt selskab, som Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 22. juni 2016 (dagsordenspunkt 54). Kvartalsrapporteringen følger bl.a. de økonomiske og politiske strategimål, som blev vedtaget for det enkelte selskab.

Økonomiforvaltningen har pt. fokus på de punkter, der fremgår af bilag 1. Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som fx Klimaplanen.

På baggrund af Økonomiudvalgets protokolbemærkning på mødet den 20. februar 2018 om at skabe mere åbenhed i de kommunale selskaber har Økonomiforvaltningen iværksat forskellige tiltag, herunder følgende:

Forvaltningen har anmodet selskaberne om at fremlægge redegørelser for, hvordan der kan skabes mere åbenhed i selskaberne, således at der tilstræbes størst mulig åbenhed. Hovedindholdet af de af selskaberne fremsendte redegørelser fremgår af bilag 2, og i bilag 3 ses det samlede materiale fra de 9 selskaber. Som det fremgår af bilag 2 og 3 tilstræber selskaberne størst mulig åbenhed under hensyntagen til, at flere af selskaberne agerer på markedsvilkår og dermed også skal sikre tilfredsstillende konkurrencevilkår i forbindelse med behandlingen af forretningsfølsomme data. Flere af selskaberne vil dog på den givne anledning arbejde med at udvikle yderligere åbenhedstiltag, herunder i forhold til bestyrelsesmateriale og hjemmesider, med henblik på at gøre det endnu mere borgervenligt og informativt.      

Økonomiforvaltningen har besluttet, at kvartalsrapporten med bilag som udgangspunkt skal behandles på åben dagsorden fremover. Konkret har forvaltningen vurderet, at nærværende rapport og alle bilag kan behandles på åben dagsorden. 

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssig effekt.

Videre proces

Næste kvartalsrapportering forventes forelagt for Økonomiudvalget i 3. kvartal 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch              /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 19: Kvartalsrapportering på Københavns Kommunes større selskaber (juni 2018) (2018-0107146)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”På grund af Økonomiudvalgets bekymring om ARC ønsker Økonomiudvalget at blive orienteret om situationen på et ekstraordinært møde den 21. juni 2018.”

Til top