Mødedato: 12.06.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tilskud til Hovedstadens Beredskab til museumsdrift

Økonomiudvalget skal tage stilling til, hvorvidt Økonomiforvaltningen kan gå videre med at udarbejde et budgetnotat forud for forhandlingerne om budget 19 vedrørende tilskud til Hovedstadens Beredskab.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
  1. at det godkendes, at der med henblik på forhandlingerne om budget 19 udarbejdes et budgetnotat vedr. tilskud til Hovedstadens Beredskab til museumsdrift pba. nedenstående retningslinjer.

Problemstilling

I forbindelse med etableringen af Hovedstadens Beredskab den 1. januar 2016 blev alle aktiver i Københavns Brandvæsen, herunder museumssamlingen, overdraget til det nye § 60 selskab. Samlingen har hidtil været udstillet i lokaler på Dæmningens Brandstation i Valby. Da Hovedstadens Beredskab skulle fraflytte Dæmningens Brandstation, var museets fortsatte drift uafklaret. Derfor blev det med Budget 18 besluttet at flytte udstillingen til kommunens lejemål på Vesterbro Brandstation, Enghavevej 170.

Endvidere blev det i budget 18 besluttet at tildele et midlertidigt tilskud til Hovedstadens Beredskab samt stille lokaler frit til rådighed for udstilling af samlingen på Vesterbro Brandstation i 2018.

Det fremgår herudover af budgetaftalen, at ”Økonomiforvaltningen skal undersøge mulighederne for en økonomisk bæredygtig løsning for at bevare samlingen. Økonomiudvalget forelægges et oplæg forud for budget 2019.”

Løsning

Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat forud for forhandlingerne om budget 19. Budgetnotatet vil indeholde følgende forslag til løsning, som er udarbejdet af Økonomiforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Hovedstadens Beredskab.

Det tidligere brandmuseum på Dæmningens Brandstation var åbent tirsdag kl. 13-16 og havde ca. fem besøgende pr. uge. Når det nye brandmuseum åbner i oktober 2018, er målet 10 gæster pr. uge, hvilket er fastsat i Kultur- og Fritidsforvaltningens tilskudsaftale med Hovedstadens Beredskab.

Driften af samlingen og udstillingen varetages af Københavns Brandvæsens Museumsforening, som består af frivillige. Der er få aktive medlemmer og meget begrænsede ressourcer.

For fremtidigt at sikre offentlig adgang til samlingen foreslås det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen fra 2019 fortsat frit stiller lokaler til rådighed for Hovedstadens Beredskab i lejemålet Enghavevej 170 1. og 2. sal. Den årlige husleje i 2018 udgør 350.000 kr. inkl. administrationsbidrag, forbrug etc.

Det foreslås herudover, at Kultur- og Fritidsforvaltningen yder et varigt tilskud på 345.000 kr. pr. år til Hovedstadens Beredskab, hvoraf 175.000 kr. ydes til personale og 100.000 kr. ydes til aktiviteter, 50.000 kr. ydes til drift og 20.000 kr. ydes til drift af formidlingsapp.

Endvidere foreslås det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2019 yder et engangstilskud på 180.000 kr., hvoraf 100.000 kr. ydes til at renovere trappeforløbet til lokalerne, 50.000 kr. ydes til at udvikle en formidlingsapp og 30.000 kr. ydes til at etablere brand- og tyverialarm i lokalerne.

Forslaget medfører samlet set et engangstilskud på 180.000 kr. og et varigt tilskud på 695.000 kr.

Såfremt der bevilges midler til lønnet personale, forventer Hovedstadens Beredskab at ansætte en studentermedhjælper til at varetage opgaven med at åbne samlingen m.v. I så fald vil Kultur- og Fritidsforvaltningen hæve aktivitetsmålene i tilskudsaftalen, så der stilles krav om to ugentlige åbningsdage og et højere besøgstal.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at det ikke er oplagt at samlingen huses i et af de museer, der ligger under forvaltningen. Der er tale om fire museer samt et fjernmagasin.

For fjernmagasinet og Københavns Stadsarkiv gælder, at der ikke er plads til specialsamlingen med ca. 2000 genstande. Dertil kommer at Københavns Stadsarkivs samling opbevares i et depot på Rådhusets 4. sal (loftsetagen), der ikke udstilles, og ikke kan myndighedsgodkendes til besøgende pga. utilstrækkelige flugtveje.

Hvis specialsamlingen skal være en del af Københavns Museums samling, bliver det en del af et statsanerkendt museum, hvilket vil kræve væsentlige udgifter. Til statsanerkendelsen hører en række særlige forpligtelser inden for indsamling, registrering, bevaring mv. Kultur- og Fritidsforvaltningens beregninger viser, at forslaget vil indebære følgende udgifter: 1. Anlægsudgift på 3.200t. kr., til etablering af museet og udstilling samt istandsættelser, 2. Serviceudgifter fordelt på en engangsudgift på 115 t. kr. til serviceaftaler, og 3. En varig driftsudgift på 920 t. kr. til drift af museet, bygningsleje, konservering af samlingen mv.

For de resterende to museer, der ligger under Kultur- og Fritidsforvaltningen gælder, at Brandmuseets specialsamling, der kun omhandler Københavns Brandvæsen, ikke passer ind. Nikolaj Kunsthal er et udstillingssted for især samtidskunst og Thorvaldsens Museum opbevarer primært Thorvaldsens værker.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre Proces

Budgetnotat med ovenstående løsning indgår i forhandlingerne om budget 19.

 

Peter Stensgaard Mørch                /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunk 14: Tilskud til Hovedstadens Beredskab til museumsdrift (2018-0102255)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top