Metro til Nordhavn - 1. hvidbog og aftale med staten
Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til indgåelse af aftale om etablering og finansiering af metro til Nordhavn.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at vurderingen i hvidbogen (bilag 1) om Cityringen – metro til Nordhavn, tiltrædes,
- at placering af en nødskakt i Krauseparken, en station ved Nordhavn station og en station ved Orientkaj indgår i VVM-redegørelsen og lægges til grund for aftale med staten om metro til Nordhavn,
- at vedlagte aftale (bilag 2) om etablering og finansiering af metro til Nordhavn mellem Københavns Kommune, staten (v/Transportministeriet) og Frederiksberg Kommune, godkendes,
- at der gives et rådighedsbeløb samt anlægsbevilling på 163 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 på Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.32.21.5 (aktier og andelsbeviser mv.) til ejerbidrag (kapitalindskud) til Metroselskabet vedrørende metro til Nordhavn. Rådighedsbeløbet mellemfinansieres via et træk på Økonomiudvalgets bevilling finansposter, funktion 8.22.05.5 (kassen). Ved det endelige salg af KE Transmission A/S tilføres 163 mio. kr. til kassen,
- at den resterende reservation på 137 mio. kr. (2012 p/l) med udgangspunkt i forventning om salg af KE-Transmission opretholdes på kassen til finansiering af reserver i forbindelse med metro til Nordhavn.
Problemstilling
I ”Budget 2012” var aftaleparterne enige om, at der bør etableres en metrolinje til Nordhavn. Borgerrepræsentationen besluttede den 9. februar 2012 at indgå aftale med staten (v/ Transportministeriet) og Frederiksberg Kommune om at igangsætte de forberedende arbejder for en metroafgrening fra Cityringen til Nordhavn på baggrund af Metroselskabet og By & Havns udredning om metro til Nordhavn. Metroselskabet er bygherre på projektet.
Der er gennemført en forudgående høring om kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering for metro til Nordhavn. Der er udarbejdet en hvidbog med en vurdering af høringssvarene (bilag 1). Samtidig er placering af en nødskakt- og stationer, som skal indgå i VVM-redegørelsen, fastlagt.
Københavns Kommune, staten (v/ Transportministeriet) har forhandlet sig frem til en aftale om etablering og finansiering af metro til Nordhavn. Indgåelse af aftalen skal godkendes af de bevilligende myndigheder. Københavns Kommune skal yde et ejerbidrag på 163 mio. kr. (2012 p/l) til finansieringen af anlægget samt afsætte en reserve på 137 mio. kr. (2012 p/l).
På baggrund af aftalen kan metro til Nordhavn etableres med åbning i 2019 uden at påvirke tidsplanen for åbning af Cityringen. Metrolinjen til Nordhavn omfatter to stationer (Nordhavn Station og v/Orientkaj) samt en nødskakt i Krauseparken.
Løsning
Høring og hvidbog
Forvaltningen har gennemført en høring for at indkalde idéer og forslag til hvad der skal behandles i kommuneplantillæg med VVM-redegørelsen for metro til Nordhavn.
Den vedlagte hvidbog (bilag 1) indeholder et resumé og en vurdering af høringssvarene. Der blev holdt et informationsmøde den 22. marts 2012. Et referat fra mødet er vedlagt (bilag 3).
Høringssvarene drejer sig overvejende om alternativer til placering af nødskakten i Krauseparken, bekymring for støj, luftforurening og tung trafik i forhold til daginstitutioner og skoler i området, rekreative værdier i Krauseparken, en ekstra metrostation på Østerbro og alternativ placering af Nordhavn metrostation. Desuden foreslås afgreningen benyttet til transport af udboret materiale fra Cityringens tunnelarbejdsplads i Sortedams Sø. Lokaludvalgene er generelt positive overfor en metroafgrening til Nordhavn. Østerbro Lokaludvalg ønsker, at muligheden for etablering af en ekstra station som kan overflødiggøre nødskakten i Krauseparken undersøges yderligere.
Forslag om alternativ placering af nødskakt og en ekstra metrostation på Østerbro er håndteret i hvidbogen. Øvrige miljøforhold vil blive inddraget og vurderet for anlægs- og driftsfase i VVM-redegørelsen, og der vil blive redegjort for hvilke afværgeforanstaltninger der bør iværksættes.
Forslag til alternativer til placering af nødskakt i Krauseparken
På baggrund af den forudgående høring samt de tekniske krav der er til placering af en nødskakt som bl.a. kurveradier og afstand til nærmeste skakt er forskellige forslag til alternativ placering af en nødskakt belyst i hvidbogen. Ud over at leve op til de tekniske krav er placeringen i Krauseparken den placering, der giver gener for det færreste antal nære boliger. Det vurderes på baggrund heraf, at der i VVM-redegørelsen alene bør arbejdes videre med placering af en nødskakt i Krauseparken. I VVM-redegørelsen vil denne placering sammen med nul-alternativet blive behandlet, hvorved anlægsarbejdets indvirkning på de nært liggende boliger og institutioner vil blive belyst og vurderet.
Forslag til en ekstra metrostation på Østerbro
Flere høringssvar har foreslået, at der etableres en ekstra metrostation på Østerbro. Spørgsmålet om en ekstra metrostation er undersøgt tidligere og er belyst i hvidbogen.
Beregninger har vist, at en sådan lokal metrostation ville få et relativt lille passagertal f.eks. ca. 2.400 påstigere for en station ved Randersgade/Gl. Kalkbrænderivej. Dette tal skal ses i relation til det beregnede antal påstigere på Cityringens stationer i øvrigt. Således forventes i 2018 i størrelsesordenen 10.000 påstigere pr. hverdagsdøgn på hver af stationerne Trianglen, Poul Henningsens Plads og Vibenshus Runddel på Østerbro. Den lokale passagergevinst ville derudover blive opvejet af et passagertab som følge af den længere køretid mellem Nordhavn og City. Det lave passagertal på en ekstra metrostation på Østerbro skyldes den korte afstand til de øvrige eksisterende og planlagte stationer (Østerport, Nordhavn, Trianglen og Poul Henningsens Plads).
Etablering af en dybtliggende metrostation koster i størrelsesordenen ½ mia. kr., dertil kommer de løbende omkostninger ved drift og vedligeholdelse af en station. Det vurderes derfor ikke at passagergrundlaget på en ekstra metrostation på Østerbro matcher de yderligere anlægsinvesteringer ved en sådan station.
Forudsætninger i VVM-redegørelsen
På baggrund af ovenstående vil VVM-redegørelsen tage udgangspunkt i placering af en nødskakt i Krauseparken, placering af en underjordisk metrostation ved Nordhavn S-togsstation, øst for Kalkbrænderihavnsgade og en overjordisk metrostation ved Orientkaj.
Aftale med staten og Frederiksberg Kommune om finansiering og etablering af metro til Nordhavn
Aftalen mellem Københavns Kommune, staten (v/ Transportministeriet) og Frederiksberg Kommune er baseret på nedenstående finansieringsbehov og finansieringselementer.
Finansieringsbehov |
Mio. kr., 2012-niveau |
Nutidsværdi af anlægsoverslag inkl. 10 pct reserve. |
-2.190 |
Reinvesteringer |
-90 |
Samlet investeringsbehov |
-2.280 |
Finansieringskilder |
|
Nettodriftsoverskud |
1.080 |
Bidrag fra By & Havn (ejendomsbidrag og OPP-bidrag) |
900 |
Samlet finansiering |
1.980 |
Restfinansieringsbehov |
-300 |
Ejerindskud fra Københavns Kommune |
163 |
Ejerindskud fra staten |
137 |
Ejerbidrag
Restfinansieringsbehovet på 300 mio. kr. dækkes af ejerbidrag fra Københavns Kommune og staten.
Ejerbidraget til dækning af restfinansieringsbehovet fordeles med 54,5 pct. fra Københavns Kommune og 45,5 pct. fra staten. Indskud til dækning af restfinansieringen er baseret på en fordelingsnøgle med Københavns Kommune og statens ejerandel af Metroselskabet, henholdsvis 50 pct. og 41,7 pct. Frederiksberg Kommune bidrager ikke med ejerbidrag til metro til Nordhavn. Københavns Kommunes, statens og Frederiksberg Kommunes ejerandel i Metroselskabet er uændrede.
Reserver
Af aftalen med staten og Frederiksberg Kommune fremgår det, at Københavns Kommune reserverer 137 mio. kr. til reserver til metro til Nordhavn. Således afsætter Københavns Kommune i alt 300 mio. kr. til ejerbidrag og reserver til metro til Nordhavn, svarende til det beløb fra KE Transmission A/S, der i forlængelse af ”Budget 2012” blev reserveret til metro til Nordhavn med Borgerrepræsentationens beslutning ”Metro til Nordhavn – igangsættelse af forberedende arbejder” af 9. februar 2012. Staten afsætter 191 mio. kr. i reserver til metro til Nordhavn som følge af statens regler om ny anlægsbudgettering, hvor der skal indregnes en reserve på 30 pct. i anlægsoverslag.
Nettodriftsoverskud
Det største finansieringsbidrag til metro til Nordhavn 1.080 mio. kr. kommer fra nettooverskud på den fremtidige drift af metrolinjen til Nordhavn samt merindtægterne fra de driftsmæssige forbedringer af betjeningen af Cityringen. I det samlede metrosystem forventes antallet af passagerer med metro til Nordhavn og den øgede betjening på Cityringen, at stige med ca. 30.000 pr. hverdagsdøgn i 2030 sammenlignet med Metroselskabets langtidsbudget.
Metroselskabet lånefinansierer den del af anlægsomkostningerne som ikke dækkes af ejerindskud, ejendomsbidrag eller OPP-bidrag. Gælden vil blive afdraget efter ibrugtagning af metro til Nordhavn som en integreret del af Cityringen.
Særskilt bemærkes, at aftalen indeholder bestemmelser om, at projektet forventes at blive kompenseret for indtægtstab som følge af eventuelle takstnedsættelser.
Ejendomsbidrag og OPP-bidrag fra By & Havn
Metro til Nordhavnen er af afgørende betydning for sammenbindingen af den nye bydel i Nordhavn med resten af København. Metro til Nordhavn vil derfor øge værdien af arealerne i den nye bydel. Samtidig vil metroen medvirke til en hurtigere realisering af byggerierne. Byggeprojekter i Nordhavnen bliver pålagt et årligt ejendomsbidrag til finansiering af metroen, når der etableres en metrostation i nærheden af byggeriet. Ejendomsbidraget opkræves af By & Havn.
Nutidsværdien af ejendomsbidraget vurderes at udgøre 850 mio. kr. Værdien af ejendomsbidraget, som indbetales af By & Havn til Metroselskabet, er baseret på 870.000 etagemeter byudvikling i Nordhavn. Københavns Kommune forpligter sig til at udarbejde plangrundlag herfor.
Et byggeri, hvoraf en del af byggeriet er detailhandel i umiddelbar nærhed af Nordhavn Metrostation vil være attraktivt og vil derfor indebære en ekstra værdistigning. Det vurderes, at det samlet vil give en ekstra værdistigning svarende til en nutidsværdi på 50 mio. kr. som indbetales af By & Havn til Metroselskabet.
Beløbet er vurderet under hensyn til, at Københavns Kommune forpligter sig til at tilvejebringe et plangrundlag for et byggeri ved Nordhavn metrostation i Århusgadekvarteret på de arealer der blev efterladt til senere planlægning i lokalplanen for Århusgadekvarteret. Byggeriet er på ca. 35.000 etagemeter, hvoraf de ca.10.000 etagemeter er detailhandel. De ca. 10.000 etagemeter detailhandel udformes, så de bidrager til at fremme bylivet i hele kvarteret og styrke Århusgade som den centrale forretningsgade. Byggeriet forventes først ibrugtaget i forbindelse med afslutningen af anlægsarbejderne til metroafgreningen. Spørgsmålet om omfanget af detailhandel i Århusgadekvarteret og på Østerbro er belyst i bilag 4.
Økonomi
Med denne indstilling udmøntes ejerindskud fra Københavns Kommune til Metroselskabet på 163 mio. kr. metro til Nordhavn. Desuden opretholdes med denne indstilling en reservation på kassen på 137 mio. kr. til reserver til metro til Nordhavn.
Borgerrepræsentationen besluttede med indstillingen ”Metro til Nordhavn igangsættelse af forberedende arbejder” den 9. februar 2012 at reservere 300 mio. kr. (2012 p/l) på kassen til finansiering af metro til Nordhavn.
Københavns Kommunes ejerindskud og reserver til metro til Nordhavn på i alt 300 mio. kr. finansieres fra salget af KE Transmission A/S. Økonomiforvaltningen forventer, at forhandlingerne om salget af KE Transmission A/S er tilendebragt i løbet af juli måned 2012, og at Københavns Energi efterfølgende kan udlodde salgsprovenuet i løbet af 2. halvår af 2012.
Videre proces
Efter godkendelse af aftalen om etablering og finansiering af metro til Nordhavn i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune og Folketingets Finansudvalg indbetaler København Kommune sin del af ejerindskuddet (163 mio. kr. 2012 p/l)) til Metroselskabet.
Forslag til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering om etablering af metro til Nordhavn vil blive fremlagt i efteråret 2012 og forventes behandlet endeligt foråret 2013.
Transportministeriet vil udarbejde lovgrundlag for metro til Nordhavn med henblik på endelig vedtagelse inden sommeren 2013.
Københavns Kommune og By & Havn går i samarbejde om udarbejdelse af plangrundlag for OPP-projekt ved Nordhavn metrostation, så det kan vedtages endeligt medio 2013 mhp. at plangrundlaget kan danne grundlag for, at Metroselskabet tager højde for OPP-projektet i forbindelse med etableringen af metroen.
Metroselskabet vil forsætte de forberedende arbejder, projektering samt udbud og forberedelse af kontrakt etc. med henblik på kontraktindgåelse primo 2014. Forud for kontraktindgåelse skal Metroselskabet udarbejde indstilling til ejerne om godkendelse af det økonomiske grundlag for metro til Nordhavn, og der vil skulle tages stilling til eventuel aktivering af projektets reserver.
Claus Juhl /Anne Skovbro
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 12. juni 2012
Indstillingen blev anbefalet.