Mødedato: 12.06.2001, kl. 15:00

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 12. juni 2001


J.nr. ØU 184/2001

7. Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" vedtages med henblik på offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)

at lokalplanforslagets offentliggørelse udover i områdets lokalaviser også annonceres i dagspressen

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)

at offentliggørelse af forslaget til kommuneplantillæg udover i områdets lokalaviser også annonceres i dagspressen

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde fælles med lokalplanforslaget

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2001

Indstillingen blev anbefalet, idet de op til 10% af boligetagearealet på Dokøen, der kan anvendes til serviceerhverv, alene må udnyttes til publikumsorienterede formål såsom butikker, restauranter, gallerier og lign., og idet operaen alene vejbetjenes via Fabriksmestervej, hvorved tegning nr. 27.473 erstattes af tegning nr. 27.477. Parkeringsmæssigt kan der etableres 500 underjordiske parkeringspladser ved Kvæsthusbroen samt 200 parkeringspladser i Borgergadeområdet, hvor der samtidig kan nedlægges 50-100 parkeringspladser på gadeareal. Udvalget besluttede, at til- og frakørselen til Operahuset skal ske via Fabriksmestervej, langs tørdokken frem til forpladsen – busser dog kun frem til arealet nord for boligblokken – og at der udenfor tidsrummet omkring operaforestillinger kun kan køres frem til tørdokken.

Mikkel Warming (Ø), Jens Kjær Christensen (Ø) og Jens Johansen (F) tog forbehold.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet, idet Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen fastsætter frist til mandag den 18. juni 2001 kl. 12.00 for partiernes mindretalsudtalelser, som jf. planlovens bestemmelser skal sendes med i høring .

Ø, L og O tog forbehold.

O ønskede følgende tilført protokollen:

"Dansk Folkeparti tager forbehold. Der er mange fornuftige initiativer i lokalplanen, og Dansk Folkeparti kan også meget klart støtte etableringen af Operahuset og påskønner A. P. Møllers gave.

Dansk Folkeparti er dog modstander af, at et nyt Kongeligt Teater, som i en tid med store besparelser overfor de ældre, er et uheldigt signal, idet der bruges næsten 1 milliard kr. på noget, der godt kan undværes – også set i lyset af, at operaen flyttes ud, og at der dermed må siges at være tilstrækkeligt plads til de øvrige kunstarter i det nuværende Kongelige Teater."

 

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget drøftede på fællesmødet den 5. december 2000 forvaltningens redegørelse for igangsætning af kommune- og lokalplanarbejdet.

Af redegørelsen fremgår, at Kulturministeriet på statens vegne har modtaget en gave fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der består i et færdigt opført operahus placeret på Dokøen. Fonden har på den baggrund anmodet om, at der udarbejdes en lokalplan, der muliggør opførelse af operahuset. Fonden har valgt Henning Larsens Tegnestue A/S som arkitekt for udarbejdelse af projektet samt for udarbejdelse af en helhedsplan for Dokøen. Helhedsplanen danner grundlag for lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg.

Lokalplan nr. 331 "Holmen II", der er bekendtgjort den 14. december 2000, fastlægger rammerne for omdannelse af tidligere militære arealer til et attraktivt integreret byområde af høj arkitektonisk standard i samspil med områdets bevaringsværdier. Dokøen indgår som lokalplanens underområde IA, hvor ny bebyggelse forudsætter udarbejdelse af supplerende lokalplan.

Lokalplantillægget omfatter område IA og IB, der omfatter Frederiksholm og den nordlige del af Arsenaløen, og skal udgøre det planmæssige grundlag for opførelse af operahuset samt boligbebyggelse på Dokøen og i den forbindelse skal fordelingen mellem boliger, erhverv og offentlige formål på de centrale dele af Holmen justeres, og den samlede rummelighed forøges, idet boliger samtidig skal være helårsboliger.

Ovennævnte lokalplantillæg er ikke i overensstemmelse med Københavns Kommuneplan 1997 og der er derfor udarbejdet et forslag til tillæg til denne.

I Kommuneplan 1997 indgår Dokøen sammen med Arsenaløen og Frederiksholm i en fælles ramme for lokalplanlægningen. Området er fastlagt som et C*-område, der er forbeholdt boliger og serviceformål.

Stjernemærkningen angiver, at området er underlagt særlige bestemmelser om maksimal bebyggelsesprocent, etageareal og friarealprocent i forhold til de standardiserede rammebestemmelser for denne områdetype i kommuneplanen. Det er sket af hensyn til de særlige kulturhistoriske værdier og bevaringshensyn indenfor området.

Forslaget til kommuneplantillæg opdeler det nuværende C*-område for Arsenaløen, Frederiksholm og Dokøen i to områder. Dokøen foreslås fremover at udgøre et selvstændigt C*-område. For dette område fastlægges der særlige bestemmelser, der muliggør en opfyldning på op til 10.000 m2 vandareal efter en forudgående regionplanmæssig behandling. Dertil kommer mulighed for at opføre et operahus med ca. 35.000 m2 etageareal og en maksimal bygningshøjde på 30 m, dog undtaget et scenetårn, der kan tillades opført i en højde på op til 50 m. Bebyggelsesprocenten for området fastsættes under et til 110. Boligandelen for området under et skal være mindst 40 procent. Det maksimale etageantal fastsættes til 5 samt en udnyttet tagetage. Friarealet skal være af størrelsesordenen 60 procent af boligetagea realet og 15 procent af erhvervsetagearealet.

De særlige bestemmelser for det C*-område, der kommer til at omfatte Arsenaløen og Frederiksholm, fastlægger en bebyggelsesprocent for området under ét på 60 eksklusive det etageareal, der udgøres af de seks kanonbådsskure langs Erdkehlgraven. Boligandelen for området under ét skal være mindst 40 procent . Det maksimale etageantal er 4 samt udnyttet tagetage. Friarealet skal være af størrelsesordenen 100 procent af boligetagearealet og 20 procent af erhvervsetagearealet.

I forbindelse med udbygningen af Dokøen indgår i lokalplanforslaget, at der opfyldes vandarealer mod syd og vest, samt at de 2 ophalingsbeddinger ved de fredede kraner terrænreguleres til niveau med de tilgrænsende kajarealer. Der udgraves 2 kanaler mellem operahuset og boligerne, og dæmningen mellem Frederiksholm og Dokøen fjernes under respekt af understøtningen af den fredede nordligste kran.

For område IA under ét skal boliger være helårsboliger og udgøre mindst 46 pct. af det samlede etageareal på ca. 71.500 m2, hvilket svarer til rummeligheden efter fradrag af 35.000 m2 opera og 10 pct. erhverv i boligområderne. I den nordligste af de 3 fastlagte boligkarréer muliggør lokalplanen, at der kan opføres indtil 5 gæsteboliger og indtil 30 boliger for studerende og andre unge.

For område IB under ét skal boliger ligeledes være helårsboliger og udgøre mindst 40 pct. af det samlede etageareal (eksklusive de 6 kanonbådsskure langs Erdkehlgraven), i princippet svarende til fordelingen i dette område i den gældende lokalplan. For område IA gælder, at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 110. Bebyggelsesprocenten beregnes for området under ét. For område IB må bebyggelsesprocenten ikke overstige 60 (eksklusive de 6 kanonbådsskure langs Erdkehlgraven) ligeledes beregnet for området under ét.

Trafikadgangen til Dokøen sker fra henholdsvis Fabrikmestervej med direkte adgang til et parkeringsareal ved de fredede kraner og tung varetilkørsel til operaen, og fra Galionsvej med ensrettet taxa- og personbiltrafik til operaen og til boligerne på den sydlige del af øen.

Forvaltningen foreslår alternativt, at operaen kun bliver trafikalt betjent fra Fabrikmestervej, og at der ikke skabes mulighed for gennemkørsel mellem Galionsvej og Fabrikmestervej. Alternativet vil fredeliggøre boligerne på den sydlige del af Dokøen, der herefter alene trafikbetjenes fra Galionsvej, og trafikken koncentreres langs Ekvipagemestervej. Den øvrige del af boligområdet friholdes for biltrafik.

Parkeringsdækningen i område IA skal som på det øvrige Holmen være af størrelsesordenen og må ikke overstige 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal. Parkering til boligerne etableres under karréernes hævede gårdrum. Parkering kan etableres i eller uden for området. Parkeringen ved kranerne, der kan rumme ca. 200 pladser opfylder kun delvist lokalplanens krav til parkeringsdækningen på 350 parkeringspladser til operaen. Indtil der kan opnås fuld dækning uden for området, foreslås en dobbeltudnyttelse af parkeringen på Holmen.

Den endelige parkeringsmæssige betjening af Operahuset forudsættes tilvejebragt i tilslutning til etablering af et kommende skuespilhus på Kvæsthusbroen, således at et parkeringsanlæg her med ca. 500 pladser kan betjene begge kulturhuse. Dette kan gennemføres ved samtidig etablering af en stibro eller stitunnel (for gående og cyklende), der forbinder de to sider af havnen. De økonomiske og tekniske forhold omkring en sådan løsning er nærmere beskrevet i et uddybende notat, der foreligger til behandlingen i udvalgene. Notatet belyser de økonomiske konsekvenser af at kombinere disse anlæg med et andet anlæg i Indre By. En sådan samlet løsning vil kunne eliminere eller reducere kommunens økonomiske engagement. I det videre arbejde forudsættes de her relevante parkeringsanlæg udbudt i en BOT-model sammenhæng.

Med ovennævnte løsning vil der således være taget højde for den fremtidige parkeringsdækning for såvel operahuset som skuespilhuset ved Kvæsthusbroen.

Forvaltningen vil i et videre arbejde med udviklingen af en 4. etape for Metroen arbejde for placering af en metrostation i umiddelbar nærhed af Kvæsthusbroen, således at de to kommende kulturhuse også i den forbindelse vil kunne få en god kollektiv trafikbetjening.

Københavns Kommune har anmodet Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) om at gennemføre en vurdering af projektet for opførelsen af et operahus med henblik på at afgøre, hvorvidt der er behov for at udarbejde et tillæg til regionplanen i henhold til planlovens bestemmelser om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM). HUR har iværksat screeningen og forventer at forelægge resultaterne for Udviklingsrådet i juni med henblik på offentliggørelse af beslutningen med en 4 ugers klagefrist.

Sagen var på dagsordenen på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 16. maj 2001, hvor den blev udsat.

 

Til top