Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Teknik- og Miljøudvalget
Økonomiudvalget skal træffe beslutning om, hvem der blandt Økonomiudvalgets medlemmer skal deltage i ansættelsesudvalget og sammensætningen af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen anbefaler over for Økonomiudvalget,
1. at Økonomiudvalget udpeger et ansættelsesudvalg blandt sine medlemmer,
2. at Økonomiudvalget træffer beslutning om sammensætning af den administrative høringsgruppe på baggrund af nedenstående indmeldinger.
Problemstilling
Den administrerende direktør under Teknik- og Miljøudvalget fratræder sin stilling.
Stillingen som administrerende direktør under Teknik- og Miljøudvalget bliver derfor ledig til besættelse.
Der skal i henhold til proceduren for ansættelse af administrerende direktører nedsættes et ansættelsesudvalg blandt Økonomiudvalgets medlemmer.
Løsning
Borgerrepræsentationen er - efter indstilling af Økonomiudvalget - ansættende myndighed ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i sit møde den 18. november 2014 fastlagt proceduren ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i den sammenhæng besluttet, at ansættelsesudvalget består af 5 medlemmer af Økonomiudvalget, herunder altid overborgmesteren (som formand) og den relevante ressortborgmester.
Ansættelsesudvalget vælger, hvilke kandidater der skal indkaldes til samtale, og afholder anden samtale med kandidaterne.
Der nedsættes tillige en administrativ sammensat høringsgruppe til støtte i processen. Den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen er formand for gruppen.
Den administrative høringsgruppe, sammensættes som følgende:
- Den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (formand)
- Eventuelt en yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører
- En ledelsesrepræsentant udpeget af den relevant borgmester blandt lederne i den pågældende forvaltning
- En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation.
- En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i den pågældende forvaltnings hovedsamarbejdsudvalg.
Ligestillingshensynet skal tilgodeses ved sammensætningen af den administrative høringsgruppe.
Følgende personer er blevet foreslået til sammensætning af den administrative høringsgruppe:
Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (formand)
En yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører:
Mette Touborg, administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen
En ledelsesrepræsentant udpeget af Teknik- og Miljøborgmesteren blandt lederne i forvaltningen:
Michel Schilling, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen
En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns - og Frederiksbergs Fællesrepræsentation:
Britt Petersen, formandskabet Københavns - og Frederiksbergs Fællesrepræsentation
En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i Teknik- og Miljøforvaltningens hovedsamarbejdsudvalg:
Eva Sørensen, kontorfunktionær i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Høringsgruppen gennemfører første samtale med kandidaterne og udarbejder forslag til besættelse af stillingen.
Økonomiforvaltningen ved Peter Stensgaard Mørch varetager sekretariatsfunktionen for såvel ansættelsesudvalg som høringsgruppe.
Økonomi
Udgifterne ved stillingens besættelse afholdes inden for Teknik- og Miljøforvaltningens budget.
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 1: Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Teknik- og Miljøudvalget (2019-0092108)
Økonomiudvalgets beslutning i skriftlig votering fra 11. april 2019 til den 12. april 2019.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Økonomiudvalget udpegede følgende medlemmer til ansættelsesudvalget:
Overborgmester Frank Jensen (A), teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø), beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), Lars Weiss (A) og Jakob Næsager (C).
Økonomiudvalget besluttede endvidere at sammensætte en administrativ følgegruppe bestående af følgende medlemmer:
Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (formand), Mette Touborg, administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Michel Schilling, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Britt Petersen, formandskabet Københavns - og Frederiksbergs Fællesrepræsentation samt Eva Sørensen, kontorfunktionær i Teknik- og Miljøforvaltningen.