Mødedato: 12.04.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig godkendelse af to fælles gårdhaver på Østerbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage endelig stilling til, om byfornyelsesforslaget til to fælles gårdhaver i henholdsvis Masnedøgadekarréen og Østbanegadekarréen skal endeligt vedtages.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave for Masnedøgadekarréen (Jagtvej 207-209, Drejøgade 2-10, Masnedøgade 1-9) vedtages endeligt, jf. bilag 2.
  2. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave for Østbanegadekarréen (Østbanegade 33-47, Strandboulevarden 8-20 og Classensgade 70-72) vedtages endeligt, jf. bilag 3.
  3. at der som følge af godkendelse af 1. at-punkt (Masnedøgadekarréen) frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på 2,9 mio. kr. og oppebære statslige indtægter på 1,45 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg. De 2,9 mio. kr. fordeles med 0,03 mio. kr. i 2014, 0,01 mio. kr. i 2015, 1,84 mio. kr. i 2016, 0,96 mio. kr. i 2017 og 0,06 mio. kr. i 2018, jf. bilag 7.
  4. at der som følge af godkendelse af 2. at-punkt (Østbanegadekarréen) frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på 6,65 mio. kr. og oppebære statslige indtægter på 3,33 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg. De 6,65 mio. kr. fordeles med 0,05 mio. kr. i 2014, 0,01 mio. kr. i 2015, 3,37 mio. kr. i 2016, 3,13 mio. kr. i 2017 og 0,09 mio. kr. i 2018 jf. bilag 7.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 5. oktober 2015 at sende forslagene til to fælles gårdhaver i henholdsvis Masnedøgadekarréen og Østbanegadekarréen i høring. Borgerrepræsentationen skal efter endt høring endeligt vedtage byfornyelsesbeslutningen for de to gårdhaver.

Løsning

For at sikre københavnerne adgang til nære rekreative arealer, etablerer Københavns Kommune med støtte fra staten fælles gårdhaver. De indstillede gårdhaver lever op til byfornyelseslovens støttekriterier. Gårdhavernes placering i byen fremgår af bilag 1, mens udformning af de konkrete gårdhaver fremgår af beslutningspjecerne, bilag 2 og 3.

Beboere og ejere i de to karréer har ansøgt Københavns Kommune om at få renoveret deres gårde. De indstillede gårdhaver har været i 8 ugers offentlig høring, og der blev i efteråret 2014 gennemført en opbakningsundersøgelse via postkort i ejendommene. Processen for etablering af Københavns Gårdhaver fremgår af bilag 8.

Opbakning

Begge karréer opfylder betingelserne for opbakning, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 5. oktober 2015. Resultaterne af opbakningsundersøgelserne er også gengivet i bilag 4.

Høring

Forslagene til de to gårdhaver har været i offentlig høring fra 2. november 2015 til 4. januar 2016. Forvaltningen har modtaget tre høringssvar vedrørende Masnedøgadekarréen og ti høringssvar vedrørende Østbanegadekarréen. Ingen høringssvar i de to karréer udtrykker modstand mod at der etableres fælles gårdhaver. Høringssvarene fremgår af bilag 5. Forvaltningens bemærkninger til høringssvar fremgår af bilag 6.

En række høringssvar i begge karréer har konkrete forslag til ændringer af projektforslaget fx ønsker til cykelparkering, færre tørrestativer, allergivenlig beplantning, legeredskaber mv. Høringssvarene peger ikke i én bestemt retning, men indeholder en række enkeltstående forslag. Størstedelen af de konkrete forslag kan gennemføres og vil blive taget op på et beboermøde i forbindelse med detailprojekteringen. Projektforslagene er blevet til i dialog med beboere og ejere i de to karréer. De konkrete forslag vil blive indarbejdet, hvis der er opbakning til dem, og de kan gennemføres inden for den økonomiske ramme.

Der er udtrykt ønske om græs i Masnedøgadekarréen. Forvaltningen vurderer, at en græsplæne vil have dårlige vækstbetingelser i den smalle gård, så derfor indgår det ikke i forslaget.

Fire høringssvar til gårdhaven i Østbanegadekarréen udtrykker bekymring for håndtering af regnvandet. Der ønskes sikkerhed for, at de valgte LAR-løsninger (Lokal Afledning af Regnvand) ikke forværrer problemer med vand i kældrene. De planlagte løsninger forventes at reducere problemet, fordi gården tilføres flere planter og mere jord, som opsuger regnvand, og dermed mindsker presset på kloakken. Den lokale regnvandshåndtering i gården løser dog ikke problemer med vand i kældrene, der skyldes eksisterende kloakforhold eller dårligt fungerende eller manglende dræn om bygningerne. Renovering af kloak og dræn finansieres ikke ved etablering af fælles gårdhaver. Det er de enkelte ejendommes ansvar. Kloakarbejder kan dog hensigtsmæssigt gennemføres som en del af det samlede projekt med fuld egenfinansiering, hvis de enkelte ejendomme ønsker det. Dette vil i givet fald forlænge anlægsperioden med ca. 1 måned.

To høringssvar foreslår udvidet regnvandsløsning med nedsænkede legeområde. Mulighederne for at gennemføre dette forslag vil blive undersøgt nærmere.

I forbindelse med detailprojekteringen vil de rejste spørgsmål og eventuelle nye spørgsmål om klimatilpasning blive besvaret overfor beboerne.

Økonomi

Efter byfornyelsesloven refunderer staten 50 % af udgifterne. Udgiften til de to gårdhaver udgør 9,6 mio. kr. Staten refunderer således de 4,8 mio. kr. Der er afholdt udgifter til forprojektering på i alt 0,96 mio. kr. Frigivelse af anlægsmidler samt periodisering fremgår af bilag 7.

Anlægsbevillingerne til de to anlægsprojekter er finansieret af byfornyelsesrammen. Udgifts- og indtægtsbevillingerne er således indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 7. Ejerne afholder selv driftsudgifterne til de fremtidige gårdhaver.

Videre proces

Ejere og beboere inddrages i forbindelse med detailprojekteringen. Der tinglyses en servitut på ejendommene om fælles gårdhave og ejernes pligt til et indgå i et fælles gårdlaug, som står for den efterfølgende drift. De fælles gårdhaver i de to karréer forventes anlagt i foråret 2017.

Pernille Andersen

/Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave for Masnedøgadekarréen (Jagtvej 207-209, Drejøgade 2-10, Masnedøgade 1-9) vedtages endeligt, jf. bilag 2.
  2. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave for Østbanegadekarréen (Østbanegade 33-47, Strandboulevarden 8-20 og Classensgade 70-72) vedtages endeligt, jf. bilag 3.
  3. at der som følge af godkendelse af 1. at-punkt (Masnedøgadekarréen) frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på 2,9 mio. kr. og oppebære statslige indtægter på 1,45 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg. De 2,9 mio. kr. fordeles med 0,03 mio. kr. i 2014, 0,01 mio. kr. i 2015, 1,84 mio. kr. i 2016, 0,96 mio. kr. i 2017 og 0,06 mio. kr. i 2018, jf. bilag 7.
  4. at der som følge af godkendelse af 2. at-punkt (Østbanegadekarréen) frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på 6,65 mio. kr. og oppebære statslige indtægter på 3,33 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg. De 6,65 mio. kr. fordeles med 0,05 mio. kr. i 2014, 0,01 mio. kr. i 2015, 3,37 mio. kr. i 2016, 3,13 mio. kr. i 2017 og 0,09 mio. kr. i 2018 jf. bilag 7.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2016

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse af et 5. at-punkt

”Parkeringspladserne skal reetableres på egen grund.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen medlemmer undlod af stemme.

For stemte: C og V.                 
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.

Den Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning.
”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 26: Endelig godkendelse af to fælles gårdhaver på Østerbro (2016-0008488)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V og C.

 

Venstre og Den Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. marts 2016:

”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”
Til top