Mødedato: 12.03.2002, kl. 15:00

Høringssvar til Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (Forslag til lov om ændring af integrationsloven og Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven)

Høringssvar til Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (Forslag til lov om ændring af integrationsloven og Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 12. marts 2002


J.nr. ØU 47/2002

4. Høringssvar til Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (Forslag til lov om ændring af integrationsloven og Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

at vedlagte udkast til høringssvar fremsendes til Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Ø stillede følgende ændringsforslag som F og D tilsluttede sig:

"Vedr. ændring af udlændingeloven:

Nedenstående tilføjes:

"Københavns Kommune kan – med henvisning til kommunens integrationspolitik (som medsendes høringssvaret som bilag) og værdigrundlag – ikke tilslutte sig lovforslaget, da dette f.eks. ved forhøjelse af aldersgrænsen for ægtefællefamiliesammenføring, indførelse af en 7 års grænse for at få permanent opholdstilladelse osv. ikke lever op til kommunens vedtagne ønske om, at "flygtninge og indvandrere (skal) føle sig velkomne og respekterede som ligeværdige borgere".

Det er Københavns Kommunes opfattelse, at lovforslaget vil skabe yderligere skel mellem flertallet og etniske mindretal, og på den baggrund besværliggøre integrationen.

Det er kommunens opfattelse, at lovforslaget lægger op til forskelsbehandling af etniske mindretal, hvorfor kommunen finder lovforslaget uacceptabelt for et demokratisk retssamfund."

Vedr. ændring af integrationsloven:

Følgende indføjes:

"En individuel handlingsplan udarbejdes i samarbejde – kommune og borger – her aftales – med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og forudsætninger – hvad der skal sættes i værk, for at vedkommende kommer nærmere målet – det ordinære uddannelses- eller arbejdsmarked. En handlingsplan er ikke statisk; den justeres hele tiden i forhold til virkeligheden. Den vil typisk indeholde delmål og slutmål. Den skulle gerne af både kommunen og borgeren opfattes som et positivt element.

En individuel kontrakt ligner på mange måder en handlingsplan, sådan som det er beskrevet, men alene ordet kontrakt giver indtryk af noget mere statisk, hvor brud har konsekvenser. Og den adskiller sig netop fra handlingsplanen ved, at der i kontrakten skal være skitseret, hvad kontraktbrud har af konsekvenser.

Pædagogisk, socialfagligt og etisk er det meget problematisk at bruge det, der skal være det positive arbejdsredskab for begge parter, til at beskrive strafferammer.

Både for etniske danskere og for andre etniske grupper er det tydeligt i lovgivningen skitseret, hvilke konsekvenser det har at udeblive fra aktivering (træk i kontanthjælpen), og derfor vil enhver god sagsbehandler orientere borgeren om dette, før der overhovedet udarbejdes en plan. Men her skal der altså gælde forskellige regler for dem og os – og handlingsplanen, der er tænkt som et positivt redskab i en proces, bliver til en kontrakt med sanktioner.

Københavns Kommune finder dette lovforslag som et udtryk for ren forskelsbehandling - diskrimination, og kan ikke tilslutte sig forslaget.""

Udvalget besluttede at videresende indstillingen til Borgerrepræsentationen, sammen med de af Ø stillede ændringsforslag, uden en indstilling fra udvalget.

O tog forbehold.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration har den 15. februar 2002 fremsat forslag til lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven m.fl. love. Ligeledes har ministeriet den 11. februar 2002 fremsendt forslag til Lov om ændring af integrationsloven.

Det udarbejdede udkast til høringssvar, som indeholder høringssvaret til begge lovforslag, er udarbejdet på baggrund af høringssvar fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Det sammenskrevne høringssvar indstilles godkendt og videresendt til Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration.

 

Til top