Orientering om foreløbigt regnskab 2001
Orientering om foreløbigt regnskab 2001
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 12. marts 2002
J.nr. ØU 56/2002
2. Orientering om foreløbigt regnskab 2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning: Sagerne ØU 55/02 og ØU 56/02 blev behandlet sammen.
Taget til efterretning.
Behandling: -
RESUME
I denne indstilling belyses det foreløbige regnskab for 2001, herunder status for kommunens kassebeholdning.
I det foreløbige regnskab for 2001 kan der opgøres en samlet mindreudgift på 0,9 mia. kr. i forhold til budgettet. Denne forbedring er fordelt med en samlet mindreudgift på 1,1 mia. kr. på de rammebelagte områder og merudgifter på i alt 0,2 mia. kr. på de lovbundne områder og finansposter.
Kommunen har som forudsat i budgettet afdraget 1,3 mia. kr. på gælden i 2001.
Årets økonomiske resultat indebærer, at kommunen ved udgangen af 2001 har en kassebeholdning på 1,954 mia. kr. Kassebeholdningen skal bl.a. ses i lyset af, at der i 2002 er budgetteret med et kassetræk på 900 mill. kr., hvilket især kan henføres til et afdrag på gælden i forlængelse af en ekstraordinær indtægt i 2001 fra tilbagekøbsrettigheder. Desuden kan der forventes fremsat ønske om overførsel af betydelige uforbrugte midler kr. fra 2001 til 2002. Den reelle kasse – dvs. kassebeholdning ultimo året fratrukket beløb, som Borgerrepræsentationen har disponeret over i budgetoverslagsårene – forventes at udgøre 534 mill. kr.
Det endelige regnskab for 2001 ventes forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i maj måned.