Mødedato: 12.01.2021, kl. 15:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Justering af måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune som arbejdsplads for 2021

Med sagen skal udvalget godkende en nedsættelse af måltallet for de særlige jobordninger i Københavns Kommune som arbejdsplads for 2021. Nedsættelsen vedrører ansættelser i løntilskud, hvor det som følge af nye regler for merbeskæftigelseskravet er blevet vanskeligere for de kommunale arbejdsgivere at ansætte ledige. Derudover orienteres der om status på opfyldelsen af måltallet for de særlige jobordninger i Københavns Kommune som arbejdsplads i 2020, som har været udfordret af både COVID-19 og de ændrede regler om merbeskæftigelse. 

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag om nedsættelse af måltal for 2021 godkendes,
  2. at orienteringen om konsekvenser af nedlukningen af beskæftigelsesindsatsen pga. COVID-19-udbruddet for måltal for de særlige jobordninger i 2020 for Københavns Kommune som arbejdsplads tages til efterretning.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt i sit møde den 14. december 2020, jf. oversigt over politisk behandling.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tog desuden 2. at-punkt til efterretning i sit møde den 14. december 2020, jf. oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 12. december 2019 måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune som arbejdsplads for 2020 og 2021. Der er vedtaget to måltal pr. forvaltning. Ét måltal for ordningerne virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats (1.237 helårspersoner i alt) og ét måltal for fleksjob (850 ansatte i alt). Denne indstilling omhandler ordningen løntilskud, som indgår i måltal for ordningerne virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats.

Nye regler for merbeskæftigelse ved ansættelse i løntilskud

Ved ansættelse med løntilskud skal det sikres at merbeskæftigelseskravet opfyldes. Det skal sikre, at ansættelse af løntilskudsmedarbejdere medfører en nettoudvidelse af antal medarbejdere i virksomheden, dvs. overstige det gennemsnitlige antal ordinært ansatte. Med den nye lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er der fra 1. januar 2020 sket en tilpasning af reglerne for merbeskæftigelse ved ansættelse med løntilskud i offentlige virksomheder med reglerne for løntilskudsansættelser i private virksomheder.

De nye regler for merbeskæftigelse på offentlige arbejdspladser har konsekvenser for forvaltningernes mulighed for at ansætte med løntilskud, og gør det dermed vanskeligere at opfylde det samlede måltal for virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats i 2020 og fremadrettet. Merbeskæftigelseskravet skal ikke opfyldes ved virksomhedspraktik eller nytteindsats.

Løsning

Det er vurderingen, at den nye måde at opgøre merbeskæftigelseskravet på, begrænser forvaltningernes mulighed for at ansætte ledige borgere med løntilskud. Det skyldes, at der løbende sker tilpasninger i antal ansatte i kommunens forvaltninger.

Samtidig er det vurderingen, at det ikke er realistisk, at der kan etableres flere forløb med virksomhedspraktik og nytteindsats i så høj en grad, at det kan udligne reduktionen i løntilskudsansættelser.

Det er forvaltningernes vurdering, at de nye regler for merbeskæftigelseskravet vil betyde en reduktion i antal af ansættelser med løntilskud på 40 pct. Det bygger på data, der viser, hvor mange løntilskudsansættelser, det havde været muligt at lave efter de nye regler på et givent tidspunkt i 2019. Derudover bygger det på en sammenligning mellem antal ansættelser med løntilskud i januar og februar i henholdsvis 2019 og 2020.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler derfor, at der sker en tilpasning af måltallet for ordningerne virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats, der svarer til en reduktion på 40 pct. af løntilskudsansættelserne i 2019.

Af tabel 1 fremgår forslag til et revideret måltal for jobordningerne virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats ud fra en forventning om, at der kan etableres 40 pct. færre løntilskudsansættelser i 2021 end i 2019. Det fremgår, at det samlede måltal for de tre ordninger falder fra 1.232 til 1.134 som følge af justeringen.

Tabel 1. Nuværende måltal og forslag til måltal med justering på 40 færre løntilskud ift. faktiske ansættelser i 2019

Forvaltning

Måltal (VP, LT og NI) for 2020

Justeret med 40 pct. færre LT

BIF

64

59

BUF

522

481

KFF

46

43

SOF

211

194

SUF

225

207

TMF

73

67

ØKF

91

84

KK i alt

1.232

1.134

Pct. ift. ordinært ansatte

5,6%

5,3%

BIF = Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
BUF = Børne- og Ungdomsforvaltningen
KFF = Kultur- og Fritidsforvaltningen
SOF = Socialforvaltningen
SUF = Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
TMF = Teknik- og Miljøforvaltningen
ØKF = Økonomiforvaltningen
KK = Københavns Kommune

Måltallet for det samlede antal personer i særlige jobordninger i Københavns Kommune i 2021 vil efter reduktionen af måltallet svare til 5,3 pct. af ordinært ansatte. Her indgår også måltal for fleksjob på 850 fleksjobansatte.

Målopfyldelsen i 2020

Beskæftigelsesindsatsen har som konsekvens af COVID-19 udbruddet været suspenderet i foråret 2020. Konkret har det betydet, at det ikke har været muligt at etablere nye forløb med virksomhedspraktik, løntilskud eller nytteindsats, samt at langt størstedelen af de igangværende forløb blev afbrudt i perioden 12. marts til 15. juni 2020.

Derudover har det i perioden efter genåbningen været udfordrende for forvaltningerne at etablere forløb, da der har været fokus på at stabilisere den almindelige drift. Fra starten af september og året ud arbejder store dele af de administrative medarbejdere i forvaltningerne hjemmefra i videst muligt omfang, hvilket yderligere udfordrer muligheden for at etablere forløb med virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats for ledige. Derfor forventes det, at konsekvenserne af COVID-19-udbruddet vil kunne mærkes resten af året.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler, at det tages til efterretning, at målet i 2020 ikke kan nås.

Af tabel 2 fremgår udviklingen i målopfyldelsen pr. februar, juli og oktober 2020. Tabellen svarer til et før og efter billede ift. suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen. Der er samlet set sket et fald i målopfyldelsen på 27 procentpoint under suspenderingen. Til sammenligning fremgår der også status for oktober 2020. Fra juli til oktober er der sket en stigning på 4 procentpoint.

Tabel 2. Udvikling i målopfyldelsen for måltal for virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats pr. februar, juli og oktober 2020.

Forvaltning

Måltal

Februar 2020

Juli 2020

Oktober 2020

Samlet status

Procentvis målopfyldelse for perioden

Samlet status

Procentvis målopfyldelse for perioden

Samlet status

Procentvis målopfyldelse for perioden

BIF

64

59

93%

30

47%

40

62%

BUF

548

222

41%

132

24%

140

27%

KFF

46

60

130%

35

77%

34

75%

SOF

211

226

107%

154

73%

179

85%

SUF

225

156

69%

83

37%

90

40%

TMF

73

53

73%

31

43%

30

41%

ØKF

71

71

100%

37

53%

38

41%

KK i alt

1.237

847

68%

504

41%

550

45%

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sagen behandles på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 14. december 2020, Økonomiudvalgets møde d. 12. januar 2021 og Borgerrepræsentationens møde d. 4. februar 2021.

 

Tanja Franck /Søren Hartmann Hede

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag om nedsættelse af måltal for 2021 godkendes.
  2. at orienteringen om konsekvenser af nedlukningen af beskæftigelsesindsatsen pga. COVID-19-udbruddet for måltal for de særlige jobordninger i 2020 for Københavns Kommune som arbejdsplads tages til efterretning.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2020

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt – uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Justering af måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune som arbejdsplads for 2021 (2020-0798607)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2021

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top