Mødedato: 12.01.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Byrumsforbedringer ved Frederiksholms Kanal, Indre By

Se alle bilag

For at skabe byrumsforbedringer ved Frederiksholms Kanal skal der tages stilling til dispositionsforslag og frigivelse af anlægsmidler.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 6,88 mio. kr. til projektet Frederiksholms 
    Kanal. De 6,88 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling 
    Ordinær anlæg i 2016, se også Økonomiafsnittet,
  2. at der i forbindelse med anlæggelsen af projektet nedlægges 80 
    parkeringspladser, heraf 15 i rød zone og 65 i grøn zone, og at det afledte 
    indtægtstab på 1,7 mio. kr. pr. år søges finansieret i forbindelse med 
    forhandlingerne om Budget 2017.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at såfremt der ikke opnås finansiering i de kommende budgetforhandlinger til dækning af indtægtstabet, som følge af parkeringsnedlæggelser, vil indtægtstabet blive dækket inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Ved overførselssagen 2011-2012 (Borgerrepræsentationens møde den 10. maj 2012) (A, B, C, F, I, O og V) blev 15 mio. kr. afsat til anlæg af byrumsprojekter ved Langebro og Frederiksholms Kanal. Udmøntningen skulle ske, når salget af KE Transmission var gennemført. Ved udmøntningen (Borgerrepræsentationens møde den 20. september 2012) (A, B, C, O og V) blev 8 mio. kr. afsat til udvikling og anlæg af byrumsforbedringer i Frederiksholms Kanal.

Der skal tages stilling til dispositionsforslag og finansiering af anlæg, så videre projektering og anlæg kan sættes i gang.

Løsning

Forslaget fremgår af bilag 3. I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 10. maj 2012 er der i projektet fokus på gode fodgængerforbindelser mellem Middelalderbyen og havnen, bedre mulighed for oplevelser af byens historiske bymiljø samt bedre opholdsmuligheder langs vandet. Bilag 1 indeholder et oversigtskort og bilag 2 et kort med de eksisterende forhold.

Frederiksholms Kanal indrettes med en promenade langs med kajen i to forløb: ”Slotspromenaden” og ”Havnepromenaden”. Slotspromenaden, fra Stormbroen til Prinsens Bro, anlægges med et bredt opholdsmiljø med granitbelægning og københavnerbænke langs kanalen, jf. bilag 3A. For at understrege områdets formelle udtryk over for Christiansborg anlægges promenadestrækningen med et klart, langsgående lineært motiv i belægningen. Forvaltningen vil i projekteringsfasen undersøge, om asfalten på vejbanen kan udskiftes med brosten inden for den økonomiske ramme.

På Havnepromenaden, fra Prinsens Bro til Bryghusgrunden, etableres opholdsmiljø med siddemulighed langs kanalen, jf. bilag 3B. Opholdsarealerne indrettes dels med københavnerbænke og dels med granitelementer fra kommunens materialeplads f.eks. steler eller plinte. Antal og placeringer er ikke fastlagt. Brostenene i hele vejens bredde bevares. Belægningen langs kanalen rettes op af hensyn til tilgængeligheden og det samlede promenadeforløb. Der vil i forbindelse med gennemførelse af projektet ske en samordning med den almindelige genopretning af strækningen.

Arealet ved Marmorbroen udgør en særlig forplads til Slotsholmen og er en del af den oprindelige historiske akse som via Dantes Plads og Ny Vestergade leder op mod Christiansborg, jf. bilag 3C. Dette vil blive understreget ved at minimere antallet af elementer i krydset, at etablere samme brostensbelægning som på Marmorbroen og ved at belyse krydset særligt med kandelaberlamper.

Københavnerfortovet på strækningen langs husfacaderne foreslås bevaret og tilrettet, så det opfylder gældende tilgængelighedskrav, og i hele projektområdet anvendes kendte københavnerelementer til bænke, lamper, belysning og granitmaterialer for at understøtte områdets historiske identitet og egenart.

Fremkommelighed

Forslaget indeholder ikke ændringer, som har betydning for fremkommeligheden for biler, dog kan en evt. brolægning på kørebanen have en fartdæmpende effekt på biltrafikken.

Målinger fra juni 2014 viser et gennemsnit på 4000 cyklister i døgnet på strækningen Stormbroen - Prinsens Bro. Forvaltningen vil ved projekteringen og valg af belægning have fokus på fremkommeligheden for cykler.

På strækningen Prinsens Bro – Bryghusgrunden prioriteres ophold og fodgængere, og der foreslås ikke foranstaltninger til sikring af fremkommeligheden for cyklister. Strækningen ender blindt, og cyklister, som skal ud af området, skal som nu køre ad Ny Kongensgade til Vester Voldgade eller ad Prinsens Bro til Rigsdagsgården.

I projektet forventes anlagt nye cykelparkeringspladser.

Parkering

 Projektet forudsætter nedlæggelse af 80 af 115 parkeringspladser. Ved beslutning om overførselssag 2011-2012 (Borgerrepræsentationens møde den 10. maj 2012) (A, B, C, F, I, O og V) var der enighed om at nedlægge 80 pladser i forbindelse med projektet.

Belægningsprocenten var i marts 2015 hen over døgnet følgende: kl. 12: 88 %, kl. 17: 73 % og kl. 22: 75 %. Nedlæggelsen af de 80 parkeringspladser forventes at få følgende ændringer i belægningsprocenten: kl. 12: 106 %, kl. 17: 88 %, kl. 22: 91 %, jf. bilag 4.

De tilbageværende 35 pladser forventes hovedsageligt etableret som længdeparkering på facadesiden af vejen. Den konkrete placering er endnu ikke fastlagt.

I forbindelse med BLOX (tidligere Bryghusprojektet) åbnes ultimo 2017 en privat parkeringskælder. Denne vil udover de pladser, der er stillet krav om som konsekvens af selve byggeriet, indeholde ekstra 200 pladser.

Træer

 Projektet vil kunne gennemføres uden at fælde træer, men forvaltningen vurderer, at det vil styrke projektets hovedformål om at etablere en fodgængerforbindelse mellem Middelalderbyen og havnen og understrege oplevelsen af det historiske bymiljø, hvis et af de 20 fredede træer langs kanalen fældes. Træets placering umiddelbart ud for Marmorbroens brofæste og den smalle passage ved siden af træet begrænser fremkommeligheden på promenaden. Oplevelsen af det historiske byrum ved Marmorbroen som særlig forplads til Slotsholmen begrænses af træets placering, og udsynet fra Ny Vestergade forstyrres, jf. bilag 5.

Forvaltningen har undersøgt, om det er muligt at flytte træet, men det vurderes, at der er stor risiko for, at et træ af denne størrelse vil mistrives, hvis det omplantes, jf. bilag 5. Forvaltningen anbefaler derfor, at et tilsvarende træ genplantes ca. 5 meter mod sydøst. Prisen for at flytte træet ville være ca. 20.000 kr., hvilket også er ca. - prisen for genplantning af et nyt træ i samme størrelse.

Høringer

Politiet har principgodkendt dispositionsforslaget og skal godkende det detaljerede projekt inden anlæg.

Forvaltningen har haft dialog med beboere, lokaludvalg, institutioner, erhvervsdrivende og bådejere. Der er bred opbakning til projektet. Blandt beboere og lokaludvalg er der også en generel bekymring om nedlæggelsen af de 80 parkeringspladser. Erhvervsdrivende og institutioner har også udtrykt bekymring om parkeringsforholdene i forhold til gæster og aflæsning. Endelig er der udtrykt bekymring for det stigende antal fodgængeres trafiksikkerhed i området, hvor der er en del cyklister. Bilag 6 indeholder en opsamling på dialogen.

I nærværende projekt etableres 4-6 af de tilbageværende 35 parkeringspladser som aflæsningspladser med tidsbegrænset parkering i dagtimerne mellem 8.00 og 17.00, og almindelig parkering i det øvrige tidsrum. Det endelige antal aflæsningspladser, placering af dem, samt fastlæggelse af tidsrum for tidsbegrænset parkering fastlægges endeligt i samarbejde med de erhvervsdrivende og politiet i projektforslagsfasen.

Det er forvaltningens forventning, at færre parkeringspladser og dermed færre biler i området vil give bedre udsyn for fodgængere og cyklister.

Økonomi

Projektet Frederiksholms Kanal Byrumsforbedringer er en del af udmøntningen af midler fra salget af KE Transmission (Borgerrepræsentationens møde den 20. september 2012). Der er afsat 8,0 mio. kr. (2012 p/l) til udviklingen og gennemførelsen af projektet. Af disse blev 1,5 mio. kr. (2012 p/l) frigivet i forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af sagen den 20. september 2012. De 1,5 mio. kr. (2012 p/l) er anvendt på rådgivning og interne projekt omkostninger. De resterende 6,5 mio. kr. (2012 p/l) ønskes frigivet med denne indstilling. De 6,5 mio. kr. (2012 p/l) svarer til 6,88 mio. kr. i 2016 p/l og skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3. Se bilag 7, Økonomi.

Det forventes, at anlægsprojektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.

Videre proces

Projektforslag forventes færdigt i december 2015, og anlæg forventes at finde sted i april – oktober 2016.

 

Pernille Andersen                             /Anders Møller 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen igangsætter projektering og anlæg af byrumsforbedringer ved Frederiksholms Kanal, jf. bilag 3.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.  at der frigives en anlægsbevilling på 6,88 mio. kr. til projektet Frederiksholms
     Kanal. De 6,88 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling
     Ordinær anlæg i 2016, se også Økonomiafsnittet. 

3.  at der i forbindelse med anlæggelsen af projektet nedlægges 80
     parkeringspladser, heraf 15 i rød zone og 65 i grøn zone, og at det afledte
     indtægtstab på 1,7 mio. kr. pr. år søges finansieret i forbindelse med
     forhandlingerne om Budget 2017.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2015

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning, dog således, at træet ved Marmorbroen ikke fældes eller flyttes.

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi vil gerne ved overførselssagen i foråret 2016 se, om vi kan finde 11 mio. kr. til erstatningsparkeringspladser i det lukkede parkeringsanlæg under Langebro.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 17: Byrumsforbedringer ved Frederiksholms Kanal, Indre By (2015-0021252)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 14. december 2015:

”Vi vil gerne ved overførselssagen i foråret 2016 se, om vi kan finde 11 mio. kr. til erstatningsparkeringspladser i det lukkede parkeringsanlæg under Langebro.”

 

 

Til top