Busfremkommelighedsprojekter 2007: Projektudvikling for Jagtvejslinien (Teknik- og Miljøudvalget)
Busfremkommelighedsprojekter 2007: Projektudvikling for Jagtvejslinien (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 11. december 2007
J.nr. ØU 471/2007
16. Busfremkommelighedsprojekter 2007: Projektudvikling for Jagtvejslinien (Teknik- og Miljøudvalget)
Der skal træffes beslutning om frigivelse af midler
til projektudvikling af busfremkommelighedsprojekt for Jagtvejslinien.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler
over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
Økonomiforvaltningen
indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til
Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: "Økonomiudvalget
har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende
form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes
inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme." Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. december
2007: Indstillingen blev
anbefalet. |
PROBLEMSTILLING
Københavns Kommune ønsker at
forbedre bussernes fremkommelighed i trafikken, og har i samarbejde med Movia
udpeget Jagtvejslinien buslinie 18 som en af de strækninger, der skal
forbedres. Buslinien forventes at blive konverteret til A-buslinie inden for de
nærmeste år.
Kommunens strategi for
busfremkommelighed går ud på først og fremmest at sikre god fremkommelighed og
gode ventefaciliteter på A-bus nettet. Målet med at forbedre bussens
fremkommelighed er at gøre den kollektive bustrafik mere attraktiv og sikre en
bedre driftsøkonomi.
Grundlaget for forvaltningens
arbejde skal findes i Busplan 2007, der er godkendt i BR den 14. december 2006
(BR 699/06) og i en konkret udvælgelse af fokusområder foretaget af BR den 30.
august 2007 (BR 319/07).
LØSNING
På Borgerrepræsentationens
møde den 30. august 2007 blev der overført 12,8 mio. kr. fra Økonomiudvalgets
bevilling, Økonomisk forvaltning, funktion 6.45.51.1 (Kollektiv trafik) til
Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Center for Trafik, funktion 2.28.23.3
(Standardforbedringer af færdselsarealer) i forbindelse med
Busfremkommelighedsprojekter 2007. Herudover er der reserveret 7,8 mio. under
Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Center for Anlæg og Udbud, funktion
2.28.23.3 (Standardforbedring af færdselsarealer) til
Busfremkommelighedsprojekter 2007. Der er således i alt afsat 20,6 mio. kr. til
busfremkommelighedsprojekter i 2007.
De 2,0 mio. kr., der her
bedes overført til Center for Anlæg og Udbud, er midler, der ønskes brugt til
projektudvikling af bedre busfremkommelighed og stoppestedopgradering i
forbindelse med omlægning af linie 18 til A-bus (Jagtvejslinien).
Jagtvejslinien er en
tværgående ringforbindelse, hvor der i dag opleves store problemer med trængsel
og fremkommelighed. For at buslinien på strækningen kan leve op til de krav,
som stilles til A-busser - både hvad angår hastighed, regularitet og komfort -
er det nødvendigt med en nøje gennemgang af muligheder for sammenhæng og
forbedringer på strækningen.
ØKONOMI
Der udmøntes 2,0 mio. kr.
under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Center for Anlæg og Udbud, funktion
2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) til projektudvikling af
busfremkommeligheds-projekt for buslinje 18 (Jagtvejslinien), finansieret af
midler til busfremkommelighedsprojekter 2007 fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling,
Center for Trafik, funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer).
VIDERE PROCES
Når midlerne er frigivet,
igangsættes projektudviklingen. Når der foreligger et projektforslag for
Jagtvejslinien, ansøges om en anlægsbevilling. Dette forventes ske primo 2009.
BILAG
- Oversigt over politisk
behandling.
Hjalte Aaberg Torben Gleesborg