Mødedato: 11.12.2007, kl. 17:00

Kapitalbevilling til døgninstitution for kriminelle unge (Socialudvalget)

Se alle bilag

Kapitalbevilling til døgninstitution for kriminelle unge (Socialudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. december 2007

 

 


J.nr. ØU 469/2007

 

10. Kapitalbevilling til døgninstitution for kriminelle unge (Socialudvalget)

Af budgetaftalen for 2007 fremgår, at der skal etableres en døgninstitution for unge 12-14 årige, der er involveret i grov kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.                  at der gives en kapitalbevilling på 9,1 mill. kr. til etablering og montering af en døgninstitution for 6 kriminelle unge i Fensmarkgade 65-67, 3. og 4. sal,

 

2.                  at finansiering tilvejebringes via den allerede afsatte anlægsbevilling 5.28.23.3 og af sparede driftsmidler i 2007 og 2008 på funktion 5.28.23.1 Døgninstitutioner for børn og unge. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget bemærker, at udgifterne til etablering af døgninstitutionen er steget fra 1,5 mio. kr. til 9,1 mio. kr., jf. Socialforvaltningens notat.

Endvidere bemærker Økonomiudvalget, at sagens gennemførelse forudsætter, at Borgerrepræsentationen beslutter at anvende sparede driftsmidler som følge af udskudt anlæg til finansiering af døgninstitutionen. De bevillingsmæssige ændringer beskrives i vedlagte notat.

Økonomiudvalget har ingen yderligere bemærkninger, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets egen ramme."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. december 2007:

Sagen blev overflyttet til åben dagsorden.

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

Problemstilling

Af budgetaftalen for 2007 fremgår, at der skal etableres en døgninstitution for unge, der er involveret i grov kriminalitet. Det forudsættes, at institutionen etableres i et eksisterende kommunalt lejemål.

 

Til formålet blev der i perioden 2007-2009 afsat i alt 31,8 mill. kr, heraf 11,6 mill. kr. i 2007 mill. hvoraf de 1,5 mill. kr. er anlægsmidler og 10,1 mill. kr. er driftsmidler. Etableringen af institutionen i Fensmarkgade forudsætter, at den foreslåede finansiering af etableringsudgifterne godkendes.

 

Løsning

Under forudsætning af, at den nødvendige finansiering godkendes, kan der etableres en døgninstitution med plads til 6 unge på 3. og 4. sal i den kommunale ejendom Fensmarkgade 65-67. Det forventes, at montering af institutionen og rekruttering af personale kan påbegyndes 1. maj 2008, og at institutionen kan tages i brug august 2008.

 

Beskrivelse af projektet

Projektet er udarbejdet i et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Københavns Ejendomme og arkitektfirmaet Rytter A/S.

 

Institutionen indrettes på 3. og 4 sal, der i alt omfatter ca. 1000 m2.

 

På 4. sal indrettes 2 adskilte boafdelinger, hver med plads til 3 unge, samt vagtrum til døgnpersonale. Herudover indrettes fælles opholdsrum, fælles toilet- og badefaciliteter for de unge, personaletoiletter samt fælles køkkener.

 

På 3. sal indrettes administrationsafdeling, skole- og aktivitetsrum og familierum med overnatningsmulighed. Endvidere indrettes toiletter.

 

Mellem de 2 etager er det nødvendigt at etablere en intern trappe.     

 

Der forventes byggestart primo 2008 under forudsætning af, at byggetilladelse er givet.

Institutionen forventes herefter ibrugtaget august 2008 efter endt montering.

 

Sagen er miljøvurderet, og findes ikke at have væsentlige miljømæssige påvirkninger.

 

Økonomi

De forventede anlægsudgifter for gennemførelse af projektet udgør i alt 9,1 mill. kr.

 

Der er til driftsbevillingen for 2007 knyttet en anlægsbevilling på 1,5 mill. kr., som er afsat til montering m.v. Bevillingen er afsat på funktion 5.28.23.3, Døgninstitutioner for Børn og Unge. Der henstår således ufinansieret 7,6 mill. kr.

 

Samtidigt henstår der i 2007 9,0 mill. kr. af de afsatte 10,1 mill. kr. i ubrugte driftsmidler, idet der er afsat 1,1 mill. kr. i 2007 til leje af lokaler siden 1. juni 2007 og til betaling af honorar til rådgiver.

 

Der vil i 2008 henstå sparede driftsmidler for perioden 1. januar – 30. april 2008 på i alt 3,4 mill. kr., idet der regnes med rekruttering og uddannelse af personale samt montering fra 1. maj 2008. Indskrivning af børn/unge forventes at ske fra august 2008.  

 

En forudsætning for gennemførelse projektet er, at der til finansiering af anlægsudgiften godkendes overførsel af sparede driftsmidler for 2007 på 4,2 mill. kr., og at der godkendes overførsel fra drift til anlæg af sparede driftsmidler for 2008 på 3,4 mill. kr. 

 

Midlerne, der henstår på funktion 5.28.23.1 i 2007 og 2008 - i alt 7,6 mill. kr. -, vil sammen med anlægsbevillingen på 1,5 mill. kr. kunne finansiere det skitserede anlægsprojekt på i alt 9,1 mill. kr.

 

Tabel 1 – Finansiering af døgninstitution

Finansieringsområde

Beløb

Funktion

Anlægsbevilling til Døgninstitutioner for Børn og Unge (2007)

1,5

5.28.23.3

Driftsbevilling til Døgninstitutioner for Børn og Unge (2007)

4,2

5.28.23.1

Driftsbevilling til Døgninstitutioner for Børn og Unge (2008)

3,4

5.28.23.1

I alt

9,1

 

 

Af anlægsudgiften på 9,1 mill. kr. er der afsat 0,5 mill. kr. til montering, som forbliver i Socialforvaltningen. De resterende 8,6 mill. kr. inkl. administrationsbidrag på 1,5 % af bevillingssummen overføres til Københavns Ejendomme med 5,2 mill. kr. i 2007 og 3,4 mill kr. i 2008.

 

Der er årligt i perioden 2007 – 2009 afsat 10,1 mill. kr. til drift af institutionen.      

 

Af bevillingen til drift af institutionen i 2007 resterer herefter 4,8 mill. kr. (10,1 mill. kr. – (1,1 + 4,2 mill. kr.)). 

 

Videre proces

Efter proceduren for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægsbevillingssager skal indstillingen sendes til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Bilag

- Oversigt over politisk behandling

- Status notat fra Socialforvaltningen

- Notat til Økonomiforvaltningens indstilling

 

1.      Høringssvar fra Københavns Ejendomme

 

 

             Anette Laigaard

                                                                  /            Jens Elmelund

 

 


 

Til top