Mødedato: 11.12.2001, kl. 15:00

Afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber)

Afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 11. december 2001

 

 

J.nr. ØU 362/2001

 

2. Afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber)

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at følgende to redegørelser

  • Udpeget af kommunen - regler for kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer m.fl., og
  • Redegørelse for Københavns Kommunes deltagelse i privatretlige selskaber, herunder grænserne for Borgerrepræsentationens instruktionsbeføjelse over for udpegede bestyrelsesmedlemmer

tages til efterretning og fremsendes til Revisionsdirektoratet med vedlagte brev som den afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber).

 

RESUME

Revisionsdirektoratet fremsendte den 9. juli 1999 revisionsprotokollat nr. 33/1998 med anmodning om en udtalelse til bemærkninger og forslag i protokollatet.

Økonomiudvalget godkendte på sine møder den 10. august 1999 og 20. juni 2000 vedlagte to delbesvarelser af revisionsprotokollatet. Der udestod herefter en redegørelse for, hvilke regler der gælder for kommunens deltagelse i de enkelte selskaber, herunder om kommunalbestyrelsens instruktionsbeføjelser over for de udpegede repræsentanter i selskabernes bestyrelser mv., samt om hvilke regler der gælder for de kommunale repræsentanter i bestyrelserne mv., herunder om de er omfattet af offentligretlige eller privatretlige regler.

Efter en nærmere gennemgang af gældende ret på området er udarbejdet vedlagte to redegørelser til belysning af reglerne for dels kommunalt udpegede medlemmer af bestyrelser mv., dels for kommunens deltagelse i selskaber mv.

Det indstilles, at redegørelserne tages til efterretning og fremsendes til Revisionsdirektoratet som den afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber).

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune udpeger - i lighed med andre kommuner - i stigende omfang repræsentanter til forskellige bestyrelser mv., ligesom kommunen - tillige i lighed med andre kommuner - i stigende omfang vælger at overlade løsningen af diverse kommunale opgaver til andre juridiske enheder, og på forskellig vis deltager i selskaber mv., der varetager opgaver, som kommunen har en interesse i. Samtidig har lovgivningen stillet sig positivt overfor dette ved at give direkte hjemmel til, at kommunerne kan deltage i selskaber, foreninger, fonde m.m.

Kommunens stigende deltagelse i selskaber mv. har tydeliggjort en række juridiske problemstillinger, der naturligt opstår ved sammenstødet mellem de privatretlige regler, som er fundamentet for de privatretlige selskaber mv., og de offentligretlige regler, der gælder for udøvelse af offentlig virksomhed.

For de kommunale repræsentanter i selskaber mv., herunder kommunalbestyrelsesmedlemmer, kan det være vanskeligt at overskue, hvilke regler, der gælder for varetagelsen af den pågældende bestyrelsespost eller lign., ligesom det generelt kan være uklart, hvilke regler der gælder for de enkelte selskabsformer, herunder hvilken indflydelse kommunalbestyrelsen har på løsningen af kommunale opgaver i andre juridiske enheder end den kommunale forvaltning (instruktionsbeføjelsen).

Formålet med undersøgelsen i revisionsprotokollatet 33/1998 har været at kortlægge Københavns Kommunes deltagelse i selskaber og at redegøre for de forskellige forvaltningers administration heraf. I indstillingerne, tiltrådt i Økonomiudvalgets møder den 10. august 1999 og 20. juni 2000, er nærmere redegjort for Københavns Kommunes deltagelse i konkrete selskaber mv. og administrationen heraf, herunder nærmere retningslinier for kommunens deltagelse i selskaber, som nu er indarbejdet i kommunens Budget- og Regnskabshåndbog.

Der udestod herefter en nærmere afklaring af, hvilke regler der gælder for kommunens deltagelse i de enkelte selskaber, herunder om kommunalbestyrelsens instruktionsbeføjelser over for de udpegede repræsentanter i selskabernes bestyrelser mv., samt om hvilke regler der gælder for de kommunale repræsentanter i bestyrelserne mv., herunder om de er omfattet af offentligretlige eller privatretlige regler.

Gældende ret på dette område, hvor der - som nævnt ovenfor - naturligt opstår et sammenstød mellem privatretten og de offentligretlige regler for kommunal virksomhed, er ikke klart beskrevet i den juridiske litteratur, ligesom retspraksis og tilsynspraksis på området endnu er begrænset.

De juridiske problemstillinger vedrørende kommunens deltagelse i privatretlige selskaber samt vedrørende kommunens repræsentanter i selskabsbestyrelser mv. er selvsagt af generel karakter og ens for alle kommuner.

Økonomiforvaltningen har derfor ved besvarelsen af denne del af revisionsprotokollatet blandt andet valgt i samarbejde med Århus, Ålborg, Odense, Randers og Esbjerg kommuner (5-byerne) samt med Kommunernes Landsforening at udarbejde en håndbog for kommunalbestyrelsesmedlemmer m.fl., der er udpeget af kommunen til selskabsbestyrelser mv.

Formålet med håndbogen er at give en samlet beskrivelse af, hvilke regler der gælder, når man sidder som repræsentant i de forskellige selskabsformer mv. Håndbogen kan bruges på forskellige måder. Den der vil vide, hvad der generelt gælder vedrørende tavshedspligt, inhabilitet, oplysningspligt mv., kan læse afsnittet i håndbogens kapitel 1. Den der vil vide, hvad der gælder om tavshedspligt, inhabilitet mv. konkret i forhold til et aktieselskab, en selvejende institution mv., kan læse i kapitel 2. Det der står i kapitel 2 er forholdsvis kort. Vil man vide mere om f.eks. tavshedspligt, skal man således læse i kapitel 1.

Redegørelsen om kommunens deltagelse i privatretlige selskaber og grænserne for Borgerrepræsentationens instruktionsbeføjelse er en mere uddybende redegørelse for de regler, der gælder for de privatretlige selskaber mv., og er udarbejdet på grundlag af et kandidatspeciale på jurastudiet på Københavns Universitet om samme emne. I redegørelsen er nærmere redegjort for de regler, der gælder, når man vælger at løse opgaver i andre juridiske enheder end den kommunale forvaltning, herunder kommunalbestyrelsens mulighed for indflydelse på opgaveløsningen i selskaber mv., som kommunen udpeger repræsentanter til.

I redegørelsen er beskrevet de konfliktsituationer, der kan opstå i sammenstødet mellem de privatretlige regler, herunder selskabsretten, og de offentligretlige regler, herunder offentlighedsloven og forvaltningsloven, ved kommunens deltagelse i selskaber mv.

Formålet med redegørelsen er at give en vejledning i, hvordan bestyrelsesmedlemmet / forvaltningen bør agere i konfliktsituationer.

Om begge de to redegørelser, der i et vist omfang er overlappende, bemærkes jf. ovenfor, at de berørte juridiske problemstillinger i vidt omfang ikke er klart beskrevet i lovgivningen og den juridiske litteratur, ligesom der på området endnu kun findes retspraksis og tilsynspraksis i begrænset omfang. Den i et vist omfang uafklarede retlige situation medfører, at der i de enkelte konfliktsituationer bør foretages en konkret afvejning på baggrund gældende ret, som beskrevet i redegørelserne, og de faktiske forhold for den enkelte selskabskonstruktion.

Redegørelsen om Københavns Kommunes deltagelse i privatretlige selskaber mv. og Håndbogen "Udpeget af kommunen – regler for kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer m.fl." vil blive sendt til kommunens forvaltninger. Endvidere vil Håndbogen blive udleveret til medlemmer af Borgerrepræsentationen, som udpeges til selskabsbestyrelser mv.

Det indstilles, at redegørelserne tages til efterretning og fremsendes til Revisionsdirektoratet som den afsluttende besvarelse af revisionsprotokollat nr. 33/1998 (Københavns Kommunes deltagelse i selskaber).

 

-

-

BILAG VEDLAGT

  • Udkast til håndbogen "Udpeget af kommunen – regler for kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer mv."
  • Redegørelse for Københavns Kommunes deltagelse i privatretlige selskaber, herunder grænserne for Borgerrepræsentationens instruktionsbeføjelse over for udpegede bestyrelsesmedlemmer.
  • Udkast til brev til Revisionen
  • Økonomiforvaltningens indstilling, tiltrådt af Økonomiudvalget den 10. august 1999
  • Økonomiforvaltningens indstilling, tiltrådt af Økonomiudvalget den 20. juni 2000

 

Erik Jacobsen

 

/ Paul Sax Møller

Til top