Mødedato: 11.10.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Projekt Særtog til uddannelse og Beskæftigelse

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen ønsker at styrke samarbejdet på tværs af forvaltningerne, så anbragte og tidligere anbragte unge støttes bedre i at få en god overgang til voksenlivet.

Tidligere beslutninger

Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget godkender,

1.                  at Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget deltager i projekt ”Særtog til uddannelse og beskæftigelse”.

Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, 

2.                  at det godkendes at Børne- og Ungdomsudvalgets og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets og Socialudvalget indtægts- og udgiftsbudget hæves med samlet set 2,9 mio. kr. vedrørende projekt Særtog i årene 2011-2014. Fordeling angives i tabel 1 i økonomiafsnittet. Korrektionen forventes at blive foretaget i sagen om bevillingsmæssige ændringer, som behandles af Borgerrepræsentationen den 15. december 2011.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets, Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets samt Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Københavns Kommune arbejder for, at alle børn og unge får en god start på voksenlivet med uddannelse og en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Tidligere anbragte unge har en langt svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og færdiggør i langt mindre grad uddannelse end andre unge, hvilket har store omkostninger for samfundet og de unge selv. Det betyder, at gruppen af anbragte unge har behov for en særlig indsats, hvis målet om uddannelse og job skal nås. Særligt i overgangen til voksenlivet omkring det 18. år er der behov for øget koordination og indsats fra kommunens side. Derfor ønsker Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen at deltage i Servicestyrelsens projekt ”Særtog til uddannelse og beskæftigelse”. Projektet beskrives nærmere i løsningsafsnittet.

 

Servicestyrelsen har givet Københavns Kommune tilsagn om deltagelse og tildelingen af projektmidler. De tre udvalg skal derfor godkende, at udvalgenes udgifts- og indtægtsbudget hæves, og at sagen efterfølgende behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Projekt ”Særtog til uddannelse og beskæftigelse” skal udvikle, afprøve og evt. udbrede en model for et tværsektorielt og tværfagligt samarbejde omkring anbragte og tidligere anbragte unge i alderen 16 – 23 år. Undersøgelser viser, at denne målgruppe samlet set har relativt dårligere skolepræstationer end deres jævnaldrende, og at de som voksne får et lavere uddannelsesniveau og en lavere beskæftigelsesgrad end gennemsnittet.


Formålet med projektet er at give anbragte unge målrettet støtte i overgangen til voksenlivet. Det sociale system, uddannelsessystemet og beskæftigelses­syste­met skal arbejde tæt sammen om at støtte den enkelte unge i at vælge og færdiggøre en uddannelse og finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Konkret skal der udvikles en samarbejdsmodel med værktøjer, der kan:

 

  • skabe et forpligtende samarbejde omkring den unge f.eks. gennem jævnlige netværksmøder mellem den unge og de professionelle. Gennem en kontrakt og en udviklingsplan opstilles klare mål for den unges udvikling, samt en klar rolle- og ansvarsfordeling.
  • fungere på tværs af lovgivninger, for eksempel Serviceloven, Vejledningsloven og Aktivloven. Herunder skal den unges sociale handleplan kobles tættere til deres uddannelsesplan og jobplan.
  • tage afsæt i tværfaglighed og sikre hurtig fremdrift. Modellen skal understøtte, at de forskellige fagprofessioner får en fælles forståelse af den unges udfordringer, og at indsatserne hurtigt leder til resultater.

Projektet løber i perioden 2011 – 2014. I løbet af 2011 og 2012 afprøves modellen i forhold til 15-20 unge. Hvis indsatsen giver gode resultater, kan modellen fra 2013 og 2014 udbredes til flere unge og/eller andre dele af kommunens arbejde med socialt udsatte unge. Kommunen er dog ikke forpligtet til at forankre eller udbrede modellen og kan til enhver tid stoppe udviklingsarbejdet. Det vil indgå i vurderingen af en eventuelt forankring af samarbejdsmodellen om indsatsen fremover ressourcemæssigt kan løftes inden for de eksisterende rammer.

Konsulentfirmaet Rambøll skal på vegne af Servicestyrelsen udvikle og beskrive modellen – herunder tilpasse modellen til den enkelte kommune – samt understøtte afprøvningen i de deltagende kommuner. Ud over Københavns Kommune deltager Gentofte, Roskilde og Fredericia kommuner i projektet, og der er lagt op til vidensdeling og erfaringsudveksling undervejs. Modellen vil blive udviklet ved høj inddragelse af praktikere og praksiserfaringer fra alle forvaltninger.

Den unge vil stå i centrum for afprøvningen af indsatsen og vil f.eks. opleve tættere og mere koordineret kontakt og en tydeligere dialog med de professionelle, der skal hjælpe den unge videre. Kommunen vil samarbejde omkring de unge efter den nye model i hele projektperiodens længde på 4 år. De unge, der deltager i afprøvningen, vil for størstedelens vedkommende ikke opleve en serviceforringelse ved projektets afslutning. Dette hænger sammen med, at de efter de 4 års forløb ikke længere har behov for den tværfaglige indsats på tværs af forvaltningerne, da de ikke længere er anbragte eller har behov for anden indsats i overgangen til voksenlivet. Hvis der er unge, der stadig modtager indsatser på tværs ved projektperiodens udløb, vil indsatsen blive koordineret efter den på det tidspunkt gældende praksis i kommunen.

SFI skal lave slutevalueringen og resultaterne offentliggøres i anonym form, så de ikke kan henføres til den enkelte kommune.

 

Socialforvaltningen er projektejer og varetager projektledelsen, herunder koordinationen i forhold til Servicestyrelsen og de øvrige forvaltninger.

 

De tre forvaltninger leverer alle medarbejderressourcer til at udvikle, afprøve og evt. sprede modellen. Det indebærer bl.a. 1-2 medarbejdere til det Samarbejdsforum, der nedsættes i forbindelse med projektet, deltagelse i interviews, deltagelse i udviklingsseminarer og workshops, afprøvning af og refleksioner over samarbejdsmodellen i forhold til de konkrete unge og formidling af erfaringerne til kolleger og samarbejdspartnere. Afhængig af hvor mange unge, der deltager i projektet, vurderer forvaltningerne, at de hver i sær skal levere ressourcer svarende til ca. ½ årsværk. Dette svarer til den økonomiske kompensation fra Servicestyrelsen, og dermed vil projektdeltagelsen ikke tage ressourcer fra den øvrige drift.

Økonomi

Servicestyrelsen har givet tilsagn om i alt 2,9 mio. kr. (2011 pl) i perioden fra 2011-2014. Det foreslås, at midlerne udbetales til Socialforvaltningen, som herefter deler midlerne ligeligt mellem de tre forvaltninger, så hver forvaltning i projektperioden modtager i alt 964.000 kr. Hvis der i det enkelte budgetår skulle opstå et mindreforbrug f.eks. hvis tidsplanen skrider, vil der ikke være mulighed for at overføre midlerne til næste budgetår, idet der vil mangle servicemåltal til dette. Det er derfor vigtigt at følge op på om projektets aktiviteter afholdes som planlagt og at projektets udgifter dermed afholdes i samme budgetår, som indtægterne falder. Ved udsigt til mindreforbrug skal midlerne tilbagebetales til Servicestyrelsen inden årets udgang.

Servicestyrelsen har lagt op til et højt aktivitetsniveau i 2011. I den indledende modeludvikling gennemføres en række interviews og workshops, der inddrager såvel ledere som medarbejdere, og den  efterfølgende afprøvningsfase (2011-2012) indledes med en 24-timers camp, hvorefter den konkrete afprøvning igangsættes. Disse aktiviteter forudsætter deltagelse fra en lang række aktører i Jobcentre, Ungdommens Uddannelsesvejledning og fra såvel institutioner som myndighedscentre på børne- og voksenområdet i Socialforvaltningen. De deltagende centre, institutioner, enheder mv. frikøbes, således at Københavns Kommunes deltagelse i Særtogsprojektet ikke tager ressourcer fra den øvrige drift. Det forventes, at aktiviteterne kan afholdes som planlagt og projektets opstartsfase i 2011 bliver ressourcekrævende også selvom projektet først opstarter i 2. halvår. Der vil løbende blive fulgt op på, at aktiviteter og indtægter fra Servicestyrelsen følges ad med henblik på eventuel tilbagebetaling og ændring af periodiseringen.

Jævnfør 2. at punkt hæves Børne- og Ungdomsudvalgets, Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets, og Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget med hver 241.000 kr. i årerne 2011-2014 på henholdsvis bevillingsområderne Undervisning, funktion 3.22.14.1, bevillingsområdet Beskæftigelsesindsats, funktion 6.45.53.1, og bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov, funktion 5.28.23.1, som angivet i tabel 1 nedenfor.

Tabel 1: Samlet ændring af Socialudvalgets, Børne- og Ungdomsudvalgets og Beskæftigelse- og Integrationsudvalgets indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende projekt Særtog til uddannelse og beskæftigelse i perioden 2011-2014.

 1000 kr

År

2011

2012

2013

2014

I alt

Indtægts-budget

SOF

-242

-242

-241

-241

-966

BIF

-242

-241

-242

-242

-967

BUF

-241

-242

-242

-242

-967

I alt

-725

-725

-725

-725

-2.9

Udgifts-budget

SOF

242

242

241

241

966

BIF

242

241

242

242

967

BUF

241

242

242

242

967

I alt

725

725

725

725

2.9

Videre proces

Hvis Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler 2. at punkt, vil indstillingen blive sendt videre til godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, og modellen vil blive afprøvet. Efter afprøvningen af forløb med unge i 2011 og 2012 vil forvaltningerne primo 2013 fremlægge egen status/evaluering af samarbejdsmodellen for udvalgene med forslag til eventuel forankring ved udbredelse af modellen til flere unge og/eller andre dele af kommunens arbejde med socialt udsatte unge. SFI udarbejder en slutevaluering af samarbejdsmodellen og afprøvningen i 2015. De langsigtede resultater vil indgå i kommunens arbejde med udsatte børn og unge.


Anette Laigaard            Morten Binder            Else Sommer

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget godkender,

1.                  at Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen deltager i projekt ”Særtog til uddannelse og beskæftigelse”.

Under forudsætning af, at punkt 1 godkendes, indstiller de tre forvaltninger overfor udvalgene, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,

 

2.                  at Børne- og Ungdomsudvalgets og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets og Socialudvalget indtægts- og udgiftsbudget hæves med samlet set 2,9 mio. kr. vedrørende projekt Særtog i årene 2011-2014. Fordeling angives i tabel 1 i økonomiafsnittet. Korrektionen forventes at blive foretaget i sagen om bevillingsmæssige ændringer, som behandles af Borgerrepræsentationen den 15. december 2011.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2011

Indstillingen blev godkendt.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2011

Indstillingen blev godkendt.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2011

UDSAT

Socialudvalgets beslutning i mødet den 21. september 2011

Kontorchef Ane K Christensen overværede punktets behandling

Indstillingen blev godkendt

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 11. oktober 2011

Indstillingen blev anbefalet.

Til top