Metrostationsplads Vibenshus Runddel - Cityringen
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Vibenshus Runddel metrostationsplads”, der skal fastlægge bestemmelser for indretning af pladsen i forbindelse med den kommende metrostation.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Det bemærkes, at der med budgetaftalen for 2012 afsættes 51,6 mio. kr. i 2013 til at sikre attraktive og funktionelle byrum i forbindelse med udbygningen af Cityringen.
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 22. marts 2010 (2010-9832) startredegørelse om successivt at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser i Københavns Kommune. Baggrunden var Naturklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 om, at etablering af de kommende stationspladser ved Gammel Strand og Marmorkirken (Frederiks Kirke) var lokalplanpligtige.
På baggrund af forudsætningerne i startredegørelsen (2010-9832) har der været afholdt borgermøder og workshops omkring de 14 stationspladser, der har resulteret i 14 dispositionsplaner. På dette grundlag har forvaltningen nu udarbejdet lokalplanforslag for fire stationspladser.
Placeringen af stationen med tilhørende trapper, elevatorer, nødtrapper, ventilationsanlæg, ovenlysåbninger m.m. er fastlagt i Lov om en Cityring.
Løsning
Generelt for alle fire lokalplaner
Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningen udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere, og de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010. I dispositionsplanerne fastlægges trafikløsninger herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.
Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene og den offentlige høring i lokalplanprocessen.
På borgerdialogmøderne var et centralt ønske, at tilføre de fremtidige stationsbyrum lokal identitet og byliv. I lokalplanen fastlægges de overordnede principper for, hvor forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Det gøres for at sikre en fleksibel plan, som ramme for den efterfølgende projektudvikling, hvor detaljer og den præcise udformning fastlægges. Det er også i denne fase detaljer omkring belægning, belysning og byinventar udvikles med fokus på at understøtte den lokale identitet.
Konkret for denne lokalplan
Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold som trafik og cykelparkering, samt zoner til ophold og aktiviteter i relation til pladsens karakter. Der er lagt vægt på at sikre opholds- og aktivitetsområder til alle aldersgrupper og der tages afsæt i, at de eksisterende hovedelementer på pladsen indgår i den nye disponering. Der placeres ca. 500 cykelparkeringspladser omkring stationen. På Vibenshus Runddel er der ingen konsekvenser for parkeringen.
Lokalplanen fastlægger bestemmelser inden for et område dækket af naturfredningen af Fælledparken. Naturfredningen i de berørte arealer varetages alene af Lov om en Cityring, jf. lovens § 14 og lokalplanen er således ikke i strid med fredningen.
Tilgængelighed
Der vurderes ikke umiddelbart at være forhold, der er til hinder for, at tilgængeligheden sikres, jf. bilag 2.
Intern høring
Der er foretaget intern høring med henvisning til startredegørelsen.
Østerbro Lokaludvalg har fremsendt høringssvar og fremhæver blandt andet en bekymring for den øgede cykeltrafik gennem Øster Allés ”forlængelse”, samt hensynet til Fælledparken ved en afskærmning og Filosofgangens udgang i forpladsen ved en elevator.
Det er forvaltningens faglige vurdering, at cykeltrafikken skal trækkes vest om Fælledklubhuset, sådan som det er tegnet i dag og ikke forbi Fælledklubhuset. Cykeltrafik foran udgangene fra Fælledklubhuset vil kunne skabe farlige situationer mellem cykler og fodgængere på pladsen.
Mellem den kommende forplads og Fælledparken er der i dag parkbeplantning og den ønskes retableret efter anlæggelsen af metrostationen.
Placeringen af elevatortårnet for enden af Filosofgangen er bestemt i Lov om en Cityring og kan derfor ikke reguleres i en lokalplan.
Alle kommentarer er videresendt til Metroselskabet og vil indgå i forvaltningens videre arbejde under projekteringsfasen af metrostationspladsen.
Offentlig høring
Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i 2 måneder. Forvaltningen vil inddrage Østerbro Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:
- Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring.
- Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde.
- Annoncering i områdets lokalaviser.
Økonomi
Eventuelle kommunale tilkøb til etableringen af metrostationspladserne er behandlet i særskilt indstilling (2011-15303). Lokalplanforslaget i sig selv har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter den offentlige høring vil forvaltningerne forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene der forventes at ske i foråret 2012.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3)
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. september 2011
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 11. oktober 2011
Jesper Christensen (A) fremsatte følgende ændringsforslag til erklæringen: ”Socialdemokraterne foreslår, at det overfor Borgerrepræsentationen anbefales, at følgende at-punkt tilføjes indstillingerne:
”at der udarbejdes en oversigt over permanente parkeringsnedlæggelser på samtlige metrocityrings stationer. Økonomiudvalget bemærker dertil, at pladserne først nedlægges permanent i 2018, hvorfor man kan afvente at finde erstatningspladser. Behovet for erstatningspladser skal dog afklares før 2018.”
Der blev stemt om det af Jesper Christensen (A) stillede ændringsforslag.
For stemte 9 medlemmer: A, B, C, O og V
Imod stemte 3 medlemmer: F og Ø
Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.
Indstillingen blev anbefalet med det af Jesper Christensen (A) stillede ændringsforslag.