Nyt koncept for bydelsplanlægningen
Økonomiudvalget skal godkende, at forslag til nyt koncept for bydelsplanlægningen sendes i høring i alle lokaludvalg og politiske fagudvalg.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget godkender
- at forslag til nyt koncept for bydelsplanlægningen sendes i høring i alle lokaludvalg og politiske fagudvalg,
- at hvert lokaludvalg kan udarbejde en egen bydelsplan,
- at der, når alle bydelsplaner er udarbejdet, foretages en evaluering og derefter tages stilling til, hvorvidt og hvordan bydelsplanlægningen skal fortsætte, samt
- at projektejerskabet for bydelsplanlægningen fastholdes i Økonomiforvaltningen, og at Koordinationsforum for Byudvikling udgør overordnet styregruppe for bydelsplanlægningen.
Problemstilling
I kommissorium for lokaludvalgene fremgår det, at Økonomiudvalget i et tæt samarbejde med de enkelte lokaludvalg skal udarbejde et forslag til bydelsplan i hver bydel. Borgerrepræsentationen vedtog den 21. februar 2008 (BR 100/08) det gældende koncept for bydelsplanlægningen, hvorefter der nu er udarbejdet bydelsplaner for alle 10 i bydele i Københavns Kommune. De tre sidste planer efter dette koncept forventes endeligt godkendt af Borgerrepræsentationen den 1. december 2011.
På baggrund af bl.a. evalueringen af lokaludvalgene fra sommeren 2010 blev med budgetaftalen for 2011 vedtaget, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med lokaludvalgene skulle udvikle et nyt koncept for bydelsplanlægningen set i sammenhæng med de øvrige elementer i planlægningen, herunder de årlige handlingsplaner og kommuneplanen. Der blev med beslutningen lagt vægt på, at planerne efter det nye koncept skal være anvendelige og handlingsorienterede, at de skal have en konkret effekt for byens udvikling, som understøtter den overordnede planlægning, og at der skal ske en forventningsafstemning mellem lokaludvalg, borgere og Borgerrepræsentationen i forhold til hvilke ønsker og målsætninger, der er realistiske at gennemføre.
Løsning
På baggrund af budgetaftale 2011 samt dialogmøder afholdt med lokaludvalgsformændene har Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet forslag til nyt koncept for bydelsplanlægningen. Herudover er de øvrige forvaltninger blevet orienteret om processen ved møder i Koordinationsforum for Byudvikling.
Ved dialogmøderne har lokaludvalgsformændene fremhævet følgende elementer som væsentlige for lokaludvalgene:
· Borgerinddragelse: Det er vigtigt med god tid og fleksibilitet og procesfrihed i forhold til, hvad der er den rigtige proces i de enkelte bydele.
· Politisk ejerskab: Lokaludvalgene ønsker, at Borgerrepræsentationens medlemmer får et øget og naturligt ejerskab til bydelsplanerne.
· Ejerskab i forvaltningerne: Lokaludvalgene har desuden ønske om højere ejerskab til bydelsplanerne i forvaltningerne.
Der er i forslaget til nyt koncept søgt at tage højde for disse elementer.
Udkast til indhold:
Nedenfor skitseres hovedtræk i forslag til nyt koncept for bydelsplanlægningen samt forskelle i forhold til tidligere koncept.
Organisering
Det foreslås, at Koordinationsforum for Byudvikling bestående af repræsentanter for alle forvaltninger på direktionsniveau bliver overordnet styregruppe for bydelsplanlægningen, og at projektejerskabet fastholdes i Økonomiforvaltningen, idet også lokaludvalgene er forankret her.
Herudover foreslås det, at ”10 i én-gruppen for bydelsplanlægningen” etableret i forbindelse med det tidligere koncept fastholdes for at bevare en indgang til forvaltningerne og et forum for drøftelser på sagsbehandlerniveau.
Økonomiforvaltningen tilbyder en kontaktperson til hvert lokaludvalg i forbindelse med bydelsplanlægningen.
Udarbejdelse i én bølge
Efter ønske fra lokaludvalgene foreslås det, at bydelsplanerne efter nyt koncept alle udarbejdes i samme periode, frem for som tre bølger i det tidligere koncept. Dette skaber en højere sammenlignelighed og genkendelighed planerne imellem.
Tidsplan og sammenhæng med øvrige processer
Den overordnede tidsplan for udarbejdelse af bydelsplaner efter nyt koncept er tilpasset øvrige processer for Kommuneplanstrategi, Kommuneplan og budgetforhandlinger. Det foreslås, at bydelsplanlægningen følger følgende valgperiodehjul:
2010: Nyt BR og Kommuneplanstrategi
2011: Kommuneplan 2011
2012-2013: Bydelsplaner
2014: Nyt BR og Kommuneplanstrategi
Etc..
Det foreslås, at bydelsplanerne udarbejdes fra marts 2012 – marts 2013. Derved kan bydelsplanerne være færdige, inden de politiske udvalg påbegynder budgetproces og indgå heri, såfremt der er politisk ønske herom.
Tidsplanen inddeles i to overordnede halvdele, hvor lokaludvalgene har ansvaret for første halvdel, der bl.a. indebærer borgerdialog, og Økonomiforvaltningen har ansvaret for anden halvdel, der bl.a. indebærer politisk fremstilling og godkendelse.
Forslag til overordnet tidsplan ser derved således ud:
Marts 2012: Opstartsmøde for alle lokaludvalg ved Økonomiforvaltningen
Marts – Aug. 2012: Borgerdialog, udfyldelse af skabelon, dialog mellem forvaltningerne og lokaludvalg mv.
Sep. 2012 – Marts 2013: Udarbejdelse af indstilling, høring, politisk godkendelse mv.
Der henvises desuden til udkast til tidsplan vedlagt som bilag 1.
I forbindelse med høringsperioden skal i dialog med lokaludvalgene udarbejdes en detaljeret procesplan for udarbejdelse af en bydelsplan, som også tager højde for sommerperioden. Det bemærkes, at bydelsplanlægningen skal koordineres med sideløbende processer med relevans for lokaludvalgene, herunder proces for udarbejdelse af udviklingsplaner for de udsatte byområder.
Kommuneplanen udgør rammen for bydelsplanerne
For at sikre at bydelsplanerne understøtter den overordnede planlægning i kommunen foreslås det, at temaerne i Kommuneplanen skal danne rammen for bydelsplanerne, der vil indeholde den lokale tolkning af de overordnede målsætninger.
Skabelon
For at sikre genkendelighed på tværs og samtidig sikre en struktureret og tilgængelig proces for lokaludvalgene foreslås det, at bydelsplanerne udarbejdes efter en fast skabelon, som lokaludvalgene udfylder. Skabelonen indeholder både plads til visionære og langsigtede pejlemærker for bydelene samt konkrete forslag, som kan fungere som indspil ved kommende budgetforhandlinger.
Udkast til skabelon er vedlagt som bilag 2.
Mindre ressourcekrævende proces
Erfaringen efter udarbejdelse af bydelsplaner efter det tidligere koncept har vist, at særligt borgerinddragelsesprocessen og arbejdet med at formulere visioner og temaer har været meget ressourcekrævende for lokaludvalgene. Det er hensigten, at det nye koncept skal være mindre ressourcekrævende. Der lægges med det nye koncept op til en større frihed for lokaludvalgene i forhold til, hvordan de ønsker at tilrettelægge borgerprocessen, lokaludvalgene har nu en række erfaringer, der kan bygges videre på og udarbejdelsen efter en skabelon medfører desuden en mere overskuelig proces.
Mulighed for 12 bydelsplaner i stedet for 10
Det tidligere koncept for bydelsplanlægningen fulgte BR-beslutning fra den 14. juni 2006, hvor det blev vedtaget, at der i hver kommunens 10 bydele skal udarbejdes én bydelsplan. Det vil sige, at lokaludvalgene i de bydele, hvor der er to lokaludvalg skulle udarbejde en fælles bydelsplan (Vesterbro-Kongens Enghave og Indre By-Christianshavn). På baggrund af ønsker fra lokaludvalgene i disse bydele foreslås det, at der med det nye koncept for bydelsplanlægningen gives en valgfrihed ifht., om lokaludvalgene i disse bydele ønsker at udarbejde hver sin eller en fælles bydelsplan. Denne mulighed vil kræve en fornyet BR-beslutning i forbindelse med den endelige godkendelse af nyt koncept for bydelsplanlægningen.
Klar rollefordeling
Med henblik på at skabe en gennemskuelig og tilgængelig proces skal der med vedtagelsen af det nye koncept for bydelsplanlægningen præsenteres en tydelig rollefordeling mellem lokaludvalgene, Økonomiforvaltningen og fagforvaltningerne, således at alle er vidende om, hvem der er anvarlige for de enkelte opgaver. Denne rollefordeling kan udspecificeres ved opstartsseminar for lokaludvalgene.
Udkast til rollefordeling er vedlagt som bilag 3.
Økonomi
Jf. Borgerrepræsentationens beslutning på møde den 1. december 2005 (BR 663/05) bidrager de eksisterende lokaludvalg hvert år med 500.000 kr. (i 2005 P/L) til bl.a. bydelsplanlægningen i Økonomiforvaltningen. Heraf anvendes 65 % til lønudgifter til selve arbejdet med bydelsplanerne, mens de øvrige 35 % anvendes til backupfunktioner som fx opstart af lokaludvalg mm. Lokaludvalgene skal selv finansiere udgifter til dialogaktiviteter og lokale processer for udarbejdelsen af forslag til bydelsplan.
Lokaludvalgene prioriterer selv sekretariatsmidler og puljemidler og dermed også, hvor stort et beløb, der skal anvendes til borgerinddragelse.
De lokaludvalg, som vælger at udarbejde hver sin bydelsplan frem for én fælles for bydelen (Vesterbro, Kongens Enghave, Christianshavn og Indre By) tilføres ikke yderligere ressourcer hertil.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes udsendes oplæg til nyt koncept til høring i alle lokaludvalg samt i de politiske fagudvalg fra 17.10.2011 til den 02.12.2011. Økonomiforvaltningen vil i forbindelse med høringsperioden afholde et møde med lokaludvalgsformændene, hvor en procesplan for udarbejdelse af bydelsplanerne tilrettelægges. Efter endt høringsperiode fremsættes nyt koncept for bydelsplanlægningen til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2012.
Claus Juhl Anne Skovbro
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 11. oktober 2011
Indstillingen blev godkendt.
Ninna Thomsen(F) afgav følgende protokolbemærkning: ”For Socialistisk Folkeparti er bydelsplanerne helt centrale, da de sikrer den lokale inddragelse og sammenhængen mellem den enkelte borger, lokaludvalget og beslutningstagerne på Københavns Rådhus. Vi ser derfor frem til høringssvarene om det nye koncept for bydelsplanlægning og lægger vægt på at arbejdet med bydelsplanerne vil betyde en fortsat udvikling af lokaleudvalgene.”
Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Enhedslisten tilsluttede sig protokolbemærkningen.