Mødedato: 11.09.2007, kl. 15:15

Reduktion af vejstøj ved udvalgte skoler og daginstitutioner (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Reduktion af vejstøj ved udvalgte skoler og daginstitutioner (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. september 2007

 

 


J.nr. ØU 304/2007

 

11. Reduktion af vejstøj ved udvalgte skoler og daginstitutioner (Teknik- og Miljøudvalget)

Der skal tages støjkortlægning og indsats overfor udvalgte institutioner til efterretning og anbefale, at der i budgetforhandlingerne for 2008 afsættes et samlet beløb på 8,3 mio. kr. til indsatsen.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget, med høring af Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget, anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.                  at støjkortlægning og forslag til en indsats over for udvalgte institutioner tages til efterretning,

2.                  at det indgår i budgetforhandlingerne for 2008, at der samlet afsættes 8,3 mio. kr. i anlægspuljemidler til fordeling med 5 mio. kr. i 2008 samt 3,3 mio. kr. fordelt over årene 2009-2010 til gennemførelse af handlingsplanen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

1.                  at Økonomiudvalget ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det præciseres, at budgetønsket om 8,3 mio. kr. til reduktion af støj til udvalgte skoler og daginstitutioner indgår i budgetforhandlingerne som del af Teknik- og Miljøudvalgets budgetønske om en pulje på 35 mio. kr. til støjbeskyttelse af boliger, institutioner og skoler.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. september 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

PROBLEMSTILLING

I Kommuneplan 2005 er det målsætningen:

"… at støjniveauet i områder til boliger, institutioner mv. samt rekreative områder ikke må overstige 55 dB(A)".

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. oktober 2006 tiltrådte udvalget indstilling om, at kommunens daginstitutioner og grundskoler medtages i den lovpligtige kortlægning i 2007, samt at handlingsplanen for skoler og daginstitutioner skal forelægges udvalget senest medio august 2007.

 

Trafikstøj påvirker vores børns indlæringsevne og alles helbred. Støj kan give stressreaktioner og have en negativ virkning på børnenes sprogopfattelse og dermed sprogudvikling, motivation og koncentration. Det er derfor vigtigt, at børn sikres rammer med et acceptabelt lydniveau.

I Teknik- og Miljøforvaltningens miljøudspil "Miljømetropolen" er målet, at skoler og daginstitutioner i dagtimerne kun må være udsat for et lavt støjniveau fra trafikken i 2015, d.v.s. max. 55 dB.

Et overslag over antallet af støjbelastede institutioner viser, at 96 daginstitutioner, ud af i alt 543, formentlig er støjbelastede i dag. Derudover skønnes 18 skoler, ud af et samlet antal på 59, ligeledes at være støjbelastede.

 

LØSNING

Miljøstyrelsens nye vejledning "Støj fra Veje" indeholder nye vejledende grænseværdier, som er fastsat ud fra en ny beregningsmetode, hvor støjen opdeles i dag-, aften- og nattestøj, der vægtes forskelligt. Med den nye metode svarer en grænseværdi på 58 dB til den tidligere grænse på 55 dB (som anvendt i kommunens målsætning, 2005).

Det forventes, at de nye vejledende grænseværdier træder i kraft i løbet af efteråret 2007. I handleplanen for skoler og daginstitutioner er de nye vejledende grænseværdier blevet anvendt. De vejledende grænseværdier er:

·        Støjniveauet på de udendørs opholdsarealer skal være mindre end 58 dB for skoler og daginstitutioner.

·        Det indendørs støjniveau med lukkede vinduer skal være under 33 dB for skoler og daginstitutioner.

 

Teknik og Miljøforvaltningen har undersøgt skoler og daginstitutionerne og udpeget 10 skoler og 20 daginstitutioner, som er vurderet umiddelbart at være særligt støjbelastede. Af disse institutioner har Teknik- og Miljøforvaltningen udpeget 5 skoler og 10 daginstitutioner, som er særligt støjbelastede til en detaljeret gennemgang. Den største andel af de udvalgte institutioner har en støjbelastning over 70 dB (særligt sundhedsskadeligt støjniveau), og en mindre del har en støjbelastning mellem 65 dB – 70 dB (uacceptabelt støjniveau). Begrundelsen for at vælge institutioner både med meget høj belastning og lidt lavere er, at vi dermed få en vurdering af, hvilke typer af generelle initiativer og omkostninger, der er nødvendige ved de forskellige støjbelastninger.

 

Lokaliseringen af institutionerne er afbildet i bilag 1, hvor placeringen ses i forhold til trafikbelastning.

 

Der er for hver af de enkelte institutioner foretaget en konkret vurdering af, hvilke indsatser, der skal gennemføres for at forbedre lydforholdene på de udvalgte skoler og daginstitutioner.

 

Teknik og Miljøforvaltningen foreslår, at der igangsættes en indsats på de udvalgte institutioner, dels for at afhjælpe de støjbelastede institutioner og dels for at kunne vurdere effekterne af de forskellige indsatser med henblik på at give et fyldestgørende grundlag for en fremtidig beslutning om, hvilke virkemidler der skal anvendes i forhold til kommunens øvrige støjbelastede institutioner.

 

I efteråret 2007 vil den lovpligtige støjkortlægning af hele Københavns Kommune foreligge. Ud fra denne kan det præcise antal af støjbelastede børneinstitutioner i hele kommunen fastsættes. Disse børneinstitutioner vil indgå i den lovpligtige handlingsplan for reduktion af vejstøj, som senest foreligger i juli 2008. På baggrund af erfaringerne med indsatsen på de udvalgte institutioner vil der være et solidt grundlag for at vurdere, hvilke indsatser, der er nødvendige for de øvrige støjbelastede institutioner. I den forbindelse er der i forslag til Agenda 21 Plan 2008-2011 foreslået en samlet pulje på 35 mio. kr. til en omfattende støjindsats for såvel institutioner som boliger. Denne indstilling skal ses som en første fase af udmøntningen af denne støjpulje.

 

ØKONOMI

Omkostninger til etablering af acceptable støjniveauer indendørs, såvel som udendørs, på de udvalgte skoler og daginstitutioner:

 

                                            Skoler                                  Daginstitutioner

Støjskærme                         kr.  1.000.000,-                   kr. 1.900.000,-

Vinduer m.m. kr. 4.400.000,-                    kr. 1.000.000,-

 

Samlede anlægsomkostninger                     = kr. 8.300.000,-

 

Udspecificerede omkostninger kan ses i bilag 2. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der i budgetforhandlingerne for 2008 afsættes i alt 8,3 mio. kr. til fordeling med 5 mio. kr. i 2008 samt 3,3 mio. kr. over årene 2009-2010 til gennemførelse af støjhandlingsplanen for de hårdest ramte skoler og daginstitutioner, som skitseret ovenfor.

En vurdering ud fra ovenstående kortlægning er, at de totale omkostninger for støjreducerende tiltag på samtlige børneinstitutioner på sigt vil være i størrelsesordenen 45 – 50 mio. kr.

 

VIDERE PROCES

Såfremt der i budgetforhandlingerne for 2008 afsættes de fornødne midler til støjreducerende tiltag på de udvalgte 5 skoler og 10 daginstitutioner, vil Teknik- og Miljøudvalget efterfølgende få fremlagt de endelige projektforslag til politisk godkendelse. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil blive inddraget i det videre forløb.

 

Det netop indgået forlig på skole- og institutionsområdet betyder, at tre af de udvalgte skoler bliver lagt sammen med andre skoler/institutioner, men den geografiske placering ændres ikke. Der er ingen af de i denne indstilling udvalgte skoler og institutioner, som bliver lukket som følge af forliget.

 

BILAG

- Oversigt over politisk behandling

 

1.      Miljøvurdering

2.      Notat: Oversigtskort over beliggenhed af udvalgte skoler og daginstitutioner medbragt i støjhandlingsplanen for Københavns Kommune.

3.      Notat: Omkostninger pr. institution.

4.      Rapport: Støjhandlingsplan for skoler og daginstitutioner i Københavns Kommune.

 

 

Hjalte Aaberg                                 Mikkel Aarø-Hansen

 

 


 

Til top