Mødedato: 11.09.2007, kl. 15:15

Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen

Se alle bilag

Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. september 2007

 

 


J.nr. ØU 309/2007

 

1. Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen

Transportministeriet har udarbejdet rapporten: "Trafikale udfordringer i Hovedstadsområdet". Denne indstilling vedrører kommunens høringssvar som samtidig udgør kommunens indspil til Infrastrukturkommissionen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.                  at høringssvaret godkendes og sendes til Transport- og Energiministeriet (ØU)

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. september 2007:

Mogens Lønborg (C) fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1): Det Konservative Folkeparti foreslår, at Fjerde afsnit side 9, samt første sætning i afsnit fem, side 9, i høringssvaret udgår. Det lyder:

 "Koncentreres en stor del af Københavns Kommunes byudvikling i en lang periode i Nordhavnsområdet, vil man i længere tid formentlig kunne nøjes med en forbindelse under Svanemøllebugten til den allerede planlagte Nordhavnsvej til Lyngbyvej. En meget stor byudvikling i Nordhavnsområdet – f.eks. 3 mio. etagemeter – vil alt andet lige generere så megen biltrafik, at en del af Lyngbyvej formentlig skal udvides.

 

Fordeles en stor del af byudviklingen over større dele af Københavns Kommunes Øresundskyst, vil det være trafikalt hensigtsmæssigt at etablere en overordnet vejforbindelse til Amagermotorvejen."

 

I stedet tilføjes femte afsnit ny indledning, så hele punktet om havnetunnel (med nuværende 3. afsnit) lyder:

 

"Havnetunnelforbindelse fra Lyngbyvej til Amagermotorvejen.

Den nødvendige infrastruktur i byudviklingsområderne omfatter foruden gode cykelforbindelser og banebetjening også etablering af nye vejforbindelser som en del af hovedstadsområdets fremtidige overordnede vejnet.

 

Der er stort behov for en motorvejslignende forbindelse via en havnetunnel mellem Nordhavn og Amagermotorvejen – et behov der vil forstærkes af en yderligere udbygning.

Med en havnetunnelforbindelse fra Lyngbyvej i nord til Amagermotorvejen mod syd ville vejbelastningen fra de store byudviklingsområder kunne fordeles bedre mod nord og syd, og der vil samtidigt kunne gennemføres en trafikal aflastning af Indre By. En samlet - 14 km lang - havnetunnelforbindelse fra Lyngbyvej i nord til Amagermotorvejen i syd skønnes foreløbigt at koste af størrelsesordenen 20 - 30 mia. kr. at anlægge. En sådan ny vejforbindelse skønnes at ville blive benyttet af mellem 40.000 og 80.000 biler pr. døgn.

 

Fordeles en stor del af byudviklingen over større dele af Københavns Kommunes Øresundskyst, vil det være trafikalt hensigtsmæssigt at etablere en overordnet vejforbindelse til Amagermotorvejen."

 

Mikkel Warming (Ø) fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2): "Enhedslisten foreslår, at afsnittet om Havnetunnel udgår."

 

Martin Geertsen (V) fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3): "Venstre foreslår, at afsnittet om trængselsafgifter udgår af høringssvaret."

 

Der blev stemt om det af Mogens Lønborg (C) stillede ændringsforslag (ÆF1).

For stemte 9 medlemmer: A, B, C, O, V

Imod stemte 3 medlemmer: F og Ø

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

 

Det af Mikkel Warming stillede ændringsforslag (ÆF2) bortfald dermed.

 

Der blev stemt om det af Martin Geertsen (V) stillede ændringsforslag (ÆF3).

For stemte 3 medlemmer: C, O og V

Imod stemte 9 medlemmer: A, B og F og Ø

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Indstillingen blev godkendt med det af Mogens Lønborg (C) stillede ændringsforslag (3).

Mikkel Warming (Ø) afgav følgende protokolbemærkning: "Enhedslisten tog forbehold for afsnittet om havnetunnel." Socialistisk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

Problemstilling

Transportministeriet har udarbejdet rapporten: "Trafikale udfordringer i Hovedstadsområdet" og sendt denne i høring. Ministeriet har samtidig oversendt rapporten til Infrastrukturkommissionen. Af rapporten fremgår det bl.a., at hovedstadsområdet trafikalt og infrastrukturelt klarer sig relativt godt i forhold til andre storbyer. Denne konklusion deler Københavns Kommune ikke entydigt. Rapporten forholder sig ikke konkret til vejproblemerne inden for Københavns Kommune, der gives ikke særlige forslag på løsninger på de konstaterede stadig større trængselsproblemer på indfaldsvejene til København samt på de konstaterede kapacitetsproblemer i S-banenettet. Rapporten tager desuden ikke højde for de store byudviklingsplaner i København Kommune. 

 

Løsning

I høringssvaret henvises bl.a. til, at der i TUHR-rapporten er valgt at sammenligne hovedstadsområdet med andre storbyer på udvalgte faktorer, hvor inddragelsen af andre faktorer højst sandsynligt havde givet et andet – og dårligere – resultat for hovedstadsområdet.

Der henvises derudover til undersøgelser, der viser, at trængslen både i og udenfor København er øget inden for den seneste 5-10 årige periode samt, at prognoser viser et stadig stigende trængselsproblem.

 

Derefter gennemgås forslag til en række store infrastrukturprojekter, som Økonomiforvaltningen vurderer kan være midler at begrænse trængslen inden for Københavns Kommune og på indfaldsvejene til København og som kan styrke den kollektive transport. Der gennemgås følgende initiativer:

·        Markant styrkelse af den kollektive trafik i form af udbygning af metroen og kapacitetsforøgelse i S-banenettet.

·        Bedre togforbindelse til det øvrige land, herunder nybygningsløsning København-Ringsted, så toget bliver reelt alternativ for pendlere fra (midt)sjælland

·        Forbedring af fremkommeligheden på vejnettet via indførelse af trængselsafgifter

·        Etablering af havnetunnel til aflastning af indre by og betjening af byudviklingsområder langs Øresundskysten

 

Derudover nævnes behovet for lavere takster på Øresundsbroen samt øget togkapacitet på broen i myldretiden, hvis Øresundsregionen skal kunne fortsætte integrationsprocessen og udvikle sig til en konkurrencedygtig storbyregion.

 

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser

 

Videre proces

Foreløbigt høringssvar er sendt til Transport – og Energiministeriet som følge af høringsfrist d. 31. august. På baggrund af Økonomiudvalgets behandling fremsendes efterfølgende det endelige høringssvar.

Høringssvaret sendes samtidigt til hver enkelt medlem af den af regeringen nedsatte Infrastrukturkommissionen. Således tjener høringssvaret også som Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen. 

 

Teknik- og Miljøforvaltningen er orienteret om Økonomiforvaltningens udkast til høringssvar. Høringssvaret er ikke behandlet i TMU.

 

Bilag

1.      Høringssvar på TUHR-rapport

2.      Følgebrev fra OB til Infrastrukturkommissionens medlemmer

 

 

         Claus Juhl                                        /Henrik Plougmann Olsen

 

 


 

Til top