Skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel (Teknik- og Miljøudvalget)
Skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. september 2007
ØU 307/2007
6. Skærpet miljøprofil for kommunens taxi- og personvognskørsel (Teknik- og Miljøudvalget)
Det skal
besluttes, at miljøprofilen for kommunens taxi- og personvognskørsel skærpes.
Forslaget omfatter kommunens udbudsaftaler for taxikørsel samt nyerhvervede
indregistrerede personbiler.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler,
efter høring af Kultur- og Fritidsudvalget, over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen,
1.
at der stilles
krav om en skærpet miljøprofil ved næste udbud af Københavns Kommunes taxikørsel.
Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 1. at Økonomiudvalget ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at der i det videre arbejde foretages en vurdering af de økonomiske konsekvenser af en skærpet miljøprofil ved næste udbud af Københavns Kommunens taxikørsel. Det præciseres, at den skærpede miljøprofil kan implementeres ved at lade miljø og arbejdsmiljø indgå som en vægtning i tilbudsberegningen ved et udbud." |
PROBLEMSTILLING
I 2006 blev der kørt ca. 2 mio. km. i taxi for kommunen (som del af kommunale serviceydelse fx kørsel af skolebørn, de ansattes kørsel etc.) og ca. 5 mio. km. i kommunens egne/leasede personbiler. Kommunens taxikørsel har et energiforbrug svarende til ca. 520 ton CO2, mens kørslen i kommunens egne/leasede personbiler bidrager yderligere med ca. 1.000 ton CO2 pr. år. Kommunens kørsel medfører ligeledes en udledning af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, eksempelvis partikler. Kommunens nuværende taxiaftale udløber til oktober og kan maksimalt forlænges frem til oktober 2008. Kommunen skal i den forbindelse udarbejde et nyt udbudsmateriale.
De negative konsekvenser for
klimaet og borgernes sundhed kan begrænses ved at skærpe miljøkravene i
kommunens udbudsaftaler for kommunens taxikørsel og ved selv at skærpe kravene
for kommunens egne nyerhvervelser af indregistrerede personbiler. En skærpet
miljøprofil vil ligeledes medføre en økonomisk gevinst for kommunen.
LØSNING
Indstillingen er en
opfølgning på medlemsforslag fra Det Radikale Venstre, der blev fremlagt for
Borgerrepræsentationen 30. november 2006 og viderebehandlet i Teknik- og
Miljøudvalget 13. december 2006. På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 20. juni
blev denne sag udsat med henvisning til, at udvalget havde uddybende spørgsmål
til sagen. Teknik- og Miljøforvaltningens svar til udvalgets spørgsmål findes i
Bilag 5-8. Teknik- og Miljøforvaltningen har ligeledes fået nye oplysninger om
kommunens taxikørsel, hvorfor CO2-tallene for taxikørslen og det
samlede besparelsespotentiale er korrigeret. De nye oplysninger har styrket
behovet for at reducere kommunens CO2-udledning og medført et større
besparelsespotentiale. Svarene på udvalgets spørgsmål har ifølge Teknik- og
Miljøforvaltningen ikke givet anledning til ændringer af indstillingens forslag.
Høringsparternes bemærkninger er indarbejdet i indstillingen.
Teknik- og Miljøforvaltningen
anbefaler, at der ved kommunens næste udbud til kommunens taxikørsel arbejdes
hen imod, at der kan stilles krav om, at taxier omfattet af taxiaftalen: Lever
op til betingelserne for A- eller B-energimærkede biler samt har påmonteret
partikelfilter, hvis bilen kører på diesel (For uddybning af energimærket se Bilag
2).
For kommunens egne/leasede
personbiler anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at kommunen ved alle
nyanskaffelser vælger en A-energimærket personbil, med mindre der er væsentlige
tekniske eller arbejdsmiljømæssige argumenter for at vælge en B-energimærket
bil. Bilerne skal desuden have påmonteret partikelfilter, hvis bilen kører på
diesel. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at kravet til egne/leasede
personbiler træder i kraft snarest muligt og senest fra 1. januar 2008.
Udbudsaftale for
Københavns Kommunes taxikørsel
I København kører der ca.
2.200 taxier. Disse vogne udskiftes hvert 2-3 år, hvilket betyder, at der i
2006 blev udskiftet 976 vogne (størstedelen var udskiftninger, få var nye
licenser). Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at den hyppige udskiftning
af taxierne gør, at vognmændene inden for en kort årrække har mulighed for at
udskifte deres biler, så de lever op til kravet om en mindre miljøpåvirkning.
For at taxibranchen kan leve op til de foreslåede krav anbefaler Teknik- og
Miljøforvaltningen, at der arbejdes hen i mod at opstille krav i udbudet til
kommunens taxikørsel, der sikrer, at 50 % af taxierne, der er omfattet af
rammeaftalen, kan leve op til det foreslåede krav efter to år og 100 % efter
fire år. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler desuden, at der i forbindels
e
med udbudsmaterialet til kommunens taxikørsel undersøges, i hvilket omfang der
er behov for at præcisere særlige undtagelser fra kravet fx i tilfælde, hvor
arbejdsfunktioner ikke kan udføres som følge af de foreslåede krav.
Grundet liberaliseringen af
taximarkedet findes der i Færdselsstyrelsens Bekendtgørelse om særlige krav til
taxier mv. (BEK nr. 399) kun begrænsede krav til taxiernes udformning. Det
betyder, at der ikke er hindringer for, at taxierne kan leve op til
indstillingens anbefalede krav. Der findes i øjeblikket ca. 500 bilmodeller,
der er energimærket A eller B, så udvalget af biler er stort (Jf. Bilag 2). Når
der tages hensyn til Arbejdstilsynets Bekendtgørelse om tekniske hjælpemidlers
anvendelse (BEK nr. 1109 af 1992 med senere ændringer) og Bekendtgørelse om
arbejdets udførelse (BEK nr. 559) vurderes udbudet at være mindre.
Antallet af egnede biler ud
fra et arbejdsmiljømæssigt synspunkt er afhængig af chaufførens kropsbygning og
beror altid på en konkret vurdering af forholdene omkring førerpladsen og
øvrige forhold. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der findes adskillige A- og B- mærkede bilmodeller, som er egnede
til taxikørsel såvel ud fra en pladsmæssig som arbejdsmæssig vurdering, jf.
eksempler på disse biltyper i bilag 6.
Branchen er blevet bedt om at
kommentere på Teknik- og Miljøforvaltningens forslag. Teknik- og
Miljøforvaltningen har tidligere noteret en bekymring fra branchen vedr. videresalg
af biler med mindre motor (Jf. Bilag 3). Dansk Taxi Råd har på vegne af taxivognmændene
ikke fundet grund til at nævne dette i deres kommentar til forslaget (Bilag 9).
Dansk Taxi Råd's kommentarer til forslaget er, at de overordnet er positive
over for forslaget og gerne vil bidrage til at forbedre miljøet ved at leve op
til krav om partikelfiltre. Branchen er dog bekymret for om de A- og
B-energimærkede biler lever op til gældende sikkerheds- og arbejdsmiljøkrav
(Jf. Bilag 8-9). Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på baggrund af en
høring af Arbejdstilsynet, at der som udgangspunkt ikke er arbejdsmiljømæssige
hindringer for at stille krav om A- eller B-energimærkede biler. Kravet om høj
sikkerhed kan ligeledes bibeholdes. Dansk Taxi Råd vurderer det vanskeligt for
taxierhvervet at byde på opgaven, såfremt kravet om A- og B-energimærkede biler
fastholdes og forslår, at der i stedet stilles krav om C- og D-energimærkede
biler, og at indfasningstiden udvides. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer,
at forslaget om C- og D-energimærkede biler væsentligt forringer miljøeffekten
i forhold til A- og B-mærkede biler. Det vil desuden være et forkert signal at
lempe kravet i betragtning af, at der ikke vurderes at være generelle
pladsmæssige eller arbejdsmiljømæssige begrundelser, samt at der er stor
folkelig opbakning til at begrænse CO2-udslippet. Herudover kører der allerede
A- og B-mærkede taxier i de københavnske gader.
Koncernservice skriver, at
der er mulighed for at udvide rammeaftalens normale længde på fire år, men at
det vil bero på en konkret vurdering, om der er væsentlige argumenter for at
gøre det i forhold til taxiaftalen. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at
en udvidelse af indfasningstiden kan overvejes som en måde at imødekomme
branchens forslag på.
Teknik- og Miljøforvaltningen
vurderer, at det vil have en væsentlig signaleffekt i forhold til bl.a.
taxibranchen, hvis kommunen går foran på området, og i forhold til kommunens
egne/leasede personbiler lever op til mere restriktive miljøkrav, end de krav
kommunen stiller til taxibranchen.
Københavns Kommunes egne eller leasede køretøjer
København Kommune ejer/leaser
ca. 500 indregistrerede personbiler, hvoraf en del af bilerne ligger uden for
energimærkningen, og flertallet vurderes at ligge i energiklassen F eller G
(jf. bilag 4). Derudover har kommunen en række andre køretøjer, arbejdsmaskiner
etc. Kommunens biler udskiftes løbende i de enkelte enheder.
Teknik- og Miljøforvaltningen
vurderer, at der med økonomisk fordel kan stilles krav om, at kommunens
nyanskaffelser af indregistrerede personbiler skal leve op til det foreslåede
krav. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der ligeledes på sigt vil være
et stort besparelsespotentiale og betydelig miljøeffekt, ved at kravene udformes,
så de ligeledes omfatter varevogne og andre køretøjer.
Teknik- og Miljøforvaltningen
påpeger, at valget af energirigtige biler i langt de fleste tilfælde ikke vil
influere på medarbejdernes mulighed for at udføre deres arbejde. Teknik- og
Miljøforvaltningen anbefaler, at et eventuelt behov for at præcisere særlige undtagelsestilfælde
behandles i en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter fra kommunens
forvaltninger for at sikre, at den mest energirigtige bil vælges til hvert
arbejdsformål.
Teknik- og Miljøforvaltningen
anbefaler, at det undersøges, om der kan stilles et tilsvarende
energi/miljø-krav til kommunens andre køretøjer under 3,5 ton, som ikke er indregistreret
som personbiler (jf. bilag 4). Besparelsen for disse køretøjer, både miljømæssigt
og økonomisk kan her være mindst lige så stort som for personbilerne.
Miljøgevinst
Teknik- og Miljøforvaltningen
skønner, at kommunens egne/leasede personbiler samt taxikørsel, der lever op
til kravene i denne indstilling, vil medføre en miljøgevinst svarende til ca.
500 tons mindre CO2-udledning pr. år. Partikeludslippet bliver
ligeledes minimeret, idet dieselbilerne bliver påmonteret med partikelfilter.
Derudover vil de taxier, der lever op til kravene i udbudsaftalen, bidrage med
en yderligere mindskelse af CO2- og partikeludledning, når bilerne
kører for andre kunder. Taxikørslen med andre kunder end kommunens ansatte
formodes at stå for den største del.
ØKONOMI
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at forslaget ikke medfører
budgetmæssige meromkostninger, da hyppigheden af udskiftningen af kommunens
biler vil kunne fortsætte som hidtil. Vedtages forslaget i denne indstilling,
skønner Teknik- og Miljøforvaltningen, at besparelsespotentialet gennemsnitligt
er på 35 % af udgifterne til brændstof og grøn ejerafgift. Besparelsespotentialet
for en række af bilerne vil dog være op til 70 % i forhold til den eksisterende
bilpark, så de 35 % er et forsigtigt skøn. Alene på brændstofforbruget skønner
Teknik- og Miljøforvaltningen, at den årlige besparelse for kommunen vil ligge
på omkring 1,3 mio. kroner, mens besparelsen på den grønne ejerafgift vil ligge
på minimum 0,5 mio. kroner, når forslaget er fuldt implementeret. Anskaffelsespriserne
vil desuden falde betydeligt som følge af vedtagelse af dette f
orslag, ligesom
forsikringsomkostningerne ligeledes kan falde, da disse er afhængige af anskaffelsesprisen.
Medregnes reparation og vedligeholdelse vurderer Kommune Teknik København, at
der er mulighed for en yderligere besparelse på mellem 10-20 %. Alt i alt
vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der på sigt er en potentiel
besparelse på mindst 2 mio. kr. årligt.
VIDERE PROCES
Indstillingen
behandles herefter af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Teknik- og
Miljøforvaltningen arbejder videre med at skærpe miljøprofilen for den øvrige
taxikørsel i København. Lovgivningen
giver i dag ikke muligheder for at fremme miljøhensyn fx i forbindelse med
uddeling af taxitilladelser. Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor sikre, at
Transport- og Energiministeriet bliver foreslået, at lovgivningen ændres
snarest.
Teknik- og
Miljøforvaltningen vil sammen med bl.a. Koncernservice gå i videre dialog med
branchen forud for udformningen af næste taxiudbudsmateriale.
BILAG
- Oversigt over
politisk behandling
1. Vurderinger
2. Fakta om energimærkning og partikelfilter
3. Praktiske erfaringer med A-mærkede biler
4. Beskrivelse af Københavns Kommunes biler indregistreret
som personbiler samt besparelsespotentialet
5. Vurdering af muligheder for
at stille krav om filtre i relation til NOx-forurening
6. Eksempler på biltyper, der
forventes at kunne leve op til (plads)krav til hyrevogne
7. Hvorvidt forslaget medfører
en begrænsning i antal bydende
8. Teknik- og
Miljøforvaltningens svar til Dansk Taxi Råd
9. Dansk Taxi Råds melding på
Teknik- og Miljøforvaltningens forslag
10. Arbejdstilsynets svar
Hjalte
Aaberg
Mikkel Aarø-Hansen