Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen
Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. september 2007
ØU 309/2007
1. Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen
Transportministeriet har udarbejdet rapporten: "Trafikale udfordringer
i Hovedstadsområdet". Denne indstilling vedrører kommunens
høringssvar som samtidig udgør kommunens indspil til Infrastrukturkommissionen.
INDSTILLING OG Beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 1. at høringssvaret godkendes og sendes til Transport- og Energiministeriet (ØU) |
Problemstilling
Transportministeriet har udarbejdet rapporten: "Trafikale udfordringer i Hovedstadsområdet" og sendt denne i høring. Ministeriet har samtidig oversendt rapporten til Infrastrukturkommissionen. Af rapporten fremgår det bl.a., at hovedstadsområdet trafikalt og infrastrukturelt klarer sig relativt godt i forhold til andre storbyer. Denne konklusion deler Københavns Kommune ikke entydigt. Rapporten forholder sig ikke konkret til vejproblemerne inden for Københavns Kommune, der gives ikke særlige forslag på løsninger på de konstaterede stadig større trængselsproblemer på indfaldsvejene til København samt på de konstaterede kapacitetsproblemer i S-banenettet. Rapporten tager desuden ikke højde for de store byudviklingsplaner i København Kommune.
Løsning
I høringssvaret henvises bl.a. til, at der i TUHR-rapporten er valgt at sammenligne hovedstadsområdet med andre storbyer på udvalgte faktorer, hvor inddragelsen af andre faktorer højst sandsynligt havde givet et andet – og dårligere – resultat for hovedstadsområdet.
Der henvises derudover til undersøgelser, der viser, at trængslen både i og udenfor København er øget inden for den seneste 5-10 årige periode samt, at prognoser viser et stadig stigende trængselsproblem.
Derefter gennemgås forslag til en række store infrastrukturprojekter, som Økonomiforvaltningen vurderer kan være midler at begrænse trængslen inden for Københavns Kommune og på indfaldsvejene til København og som kan styrke den kollektive transport. Der gennemgås følgende initiativer:
· Markant styrkelse af den kollektive trafik i form af udbygning af metroen og kapacitetsforøgelse i S-banenettet.
· Bedre togforbindelse til det øvrige land, herunder nybygningsløsning København-Ringsted, så toget bliver reelt alternativ for pendlere fra (midt)sjælland
· Forbedring af fremkommeligheden på vejnettet via indførelse af trængselsafgifter
· Etablering af havnetunnel til aflastning af indre by og betjening af byudviklingsområder langs Øresundskysten
Derudover nævnes behovet for lavere takster på Øresundsbroen samt øget togkapacitet på broen i myldretiden, hvis Øresundsregionen skal kunne fortsætte integrationsprocessen og udvikle sig til en konkurrencedygtig storbyregion.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser
Videre proces
Foreløbigt høringssvar er sendt til Transport – og Energiministeriet som følge af høringsfrist d. 31. august. På baggrund af Økonomiudvalgets behandling fremsendes efterfølgende det endelige høringssvar.
Høringssvaret sendes samtidigt til hver enkelt medlem af den af regeringen nedsatte Infrastrukturkommissionen. Således tjener høringssvaret også som Københavns Kommunes indspil til Infrastrukturkommissionen.
Teknik- og Miljøforval tningen er orienteret om Økonomiforvaltningens udkast til høringssvar. Høringssvaret er ikke behandlet i TMU.
Bilag
1. Høringssvar på TUHR-rapport
2. Følgebrev fra OB til Infrastrukturkommissionens medlemmer
Claus Juhl /Henrik Plougmann Olsen