Afslutning af Københavns Energi´s regnskab for 2000 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Afslutning af Københavns Energi´s regnskab for 2000 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 11. september 2001
J.nr. ØU 249/2001
10. Afslutning af Københavns Energi´s regnskab for 2000 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
at nedenstående redegørelse for afslutningen af KE´s regnskab for 2000 tages til efterretning og at der som følge heraf gives en teknisk tillægsbevilling i 2001 på 73,2 mio. kr. med modpost på finansposterne. jf. bilag a
at der i forbindelse med overførsel af midler fra 2000 til 2001 gives tillægsbevilling på 18,8 mio. kr. til Miljø- og Forsyningsudvalget og et af Borgerrepræsentationen bevilliget lån på 48,5 mio. kr. tilbagebetales.
at rådhusbidraget nedsættes med 12 mio. kr. i 2001, idet beløbet anvendes til nedbringelse af KE´s gæld til kommunen, jf. bilag a
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2001
Tiltrådt med den bemærkning, at status for de 10 fokusområder skal gennemgås for udvalget ved hvert andet udvalgsmøde resten af 2001.
Lars Hutters (L), Poul Nielsen (O) og Helle Sjelle (C) tog forbehold for redegørelsen.
Lars Hutters (L) og Poul Nielsen (O) tog derudover forbehold for senere køb af Turbinehalsgrunden.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
Nedsættelsen af rådhusbidraget med 12 mill. kr. indarbejdes som et teknisk ændringsforslag til budget 2002. Mindreudgiften anvendes til nedbringelse af Københavns Energis gæld til kommunen. Ændringen påvirker ikke størrelsen af den uudmøntede pulje i budgetforslaget for 2002"
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
På flere udvalgsmøder er problemerne i relation til KE´s regnskabsaflæggelse drøftet. KE og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har nu i samarbejde afsluttet afstemningen af KE`s årsregnskab for 2000. Revisionsdirektoratet og Økonomiforvaltningen er løbende blevet orienteret om afstemningsarbejdet, og har på det foreliggende grundlag ikke haft bemærkninger til afstemningen.
Resultatet viser, at der oprindeligt kunne overføres et mindreforbrug fra regnskab 2000 på 140,5 mio.kr., men at effekten af regnskabsanalysen efter Delta-metoden på 73,2 mio.kr. betyder, at mindreforbruget i regnskab 2000 er på 67,3 mio.kr., der nu overføres til 2001. Dette medfører, at det den 13. juni 2001 (BR293/01) bevilgede lån på 48,5 mio.kr. til implementering af det nye Københavns Energi nu kan tilbagebetales. Herefter er der 18,8 mio.kr. af det overførte beløb på 67,3 mio.kr. tilbage. Dette beløb vil sammen med besparelser på Københavns Energi's investeringsplan for 2001 blive anvendt til køb af Turbinehalsgrunden fra kommunen. Økonomiforvaltningen vil senere fremlægge en sag om dette.
Det forslås i øvrigt, at rådhusbidraget fra 2001 og fremover nedsættes med 12 mio.kr. pr. år, da store dele af Københavns Energi er udskilt i selskaber, der ikke længere hører direkte under den kommunale forvaltning. Dette har været drøftet med Økonomiforvaltningen.