Mødedato: 11.08.2020, kl. 15:30
Mødested: Festsalen, efterfølgende Hovedkassen

Udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til VM i BMX i 2026

Se alle bilag

Danmarks Cykle Union har ansøgt Københavns Kommune om i alt 4,5 mio. kr. til planlægning og afholdelse af VM i BMX i København i 2026. Økonomiudvalget forelægges sagen med henblik på at beslutte, hvorvidt der samlet skal udmøntes 5,2 mio. kr. fra megaeventpuljen til afholdelse af VM i BMX i 2026 samt anlæggelse af dræn ved BMX-bane på Amager og aktiveringsindsatser forbundet med verdensmesterskaberne. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at der i alt udmøntes 5,2 mio. kr. fra megaeventpuljen til VM i BMX 2026, fordelt på:
  • 4 mio. kr. i direkte tilskud til Danmarks Cykle Union til VM i BMX 2026,
  • underskudsgaranti på 0,5 mio. kr. til Danmarks Cykle Union til selve eventen,
  • 0,4 mio. kr. til anlæggelse af dræn på Københavns BMX-bane på Amager, som skal sikre at banen ikke står under vand,
  • 0,3 mio. kr. til aktiveringsindsatser i Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Problemstilling

Danmarks Cykle Union (DCU) har ansøgt Københavns Kommune om 4 mio. kr. i tilskud samt 0,5 mio. kr. i underskudsgaranti til afvikling af VM BMX i 2026 (bilag 1). Dertil ansøges megaeventpuljen om et tilskud på 0,4 mio. kr. til anlæggelse af dræn på Københavns BMX-bane samt 0,3 mio. kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningens aktivering af VM i BMX. Samlet søges megaeventpuljen om 5,2 mio. kr. til VM i BMX 2026, hvoraf 0,5 mio. kr. er en underskudsgaranti. 

Løsning

DCU har afgivet bud til Union Cycliste Internationale (UCI) på VM BMX med København som værtsby. Hvis Økonomiudvalget godkender udmøntningen af midler vil DCU underskrive kontrakt med UCI om værtskabet. Arrangøren af VM i BMX er DCU og Københavns BMX Klub.

BMX er en af cykelsportens mest intense sprintdiscipliner, og VM i BMX er sportens mest prestigefyldte event. VM BMX er en kombination af VM for eliten med i alt ca. 240 ryttere og en Challenge-turnering for amatører i alderen 5-90 år med i alt ca. 2.600 ryttere. Hvis VM BMX vindes til København, skal det afvikles over fem dage i juli 2026 på Københavns BMX bane på Amager. DCU forventer ca. 20.000 - 25.000 tilskuere med udsolgt de to dage, hvor elitedelen afvikles. Der forventes at være ca. 200 danske og udenlandske journalister til stede under VM og tv-transmission af eventen i 80-100 lande med op til 10 mio. seere. Wonderful Copenhagen estimerer, at VM i BMX vil medføre en turismerelateret omsætning på ca. 71 mio. kr.

Arrangørernes mål med VM i BMX 2026 er, at:

  • afvikle en event i verdensklasse, og vise at Danmark og København er topprofessionelle eventarrangører.
  • give københavnerne en eventoplevelse i en disciplin fuld af fart og teknik.
  • danske og københavnske verdensstjerner og talenter konkurrerer i VM på hjemmebane.
  • styrke kompetenceudviklingen indenfor BMX-sporten generelt og særligt i København
  • rekruttere flere medlemmer til BMX-sporten - især i København.

DCU har DIFs miljøcertificering som grønt forbund, og bæredygtighed indtænkes i eventen. Økonomiforvaltningen foreslår, at der indledes dialog med DCU om bæredygtighedsindsatser, fx ift. affaldssortering, madspild mv. 

Aktivering af eventen

Erfaringen er, at det er afgørende for eventens udbredelse og blivende værdi, at der arbejdes fokuseret med aktivering af eventen, og at der øremærkes midler til indsatsen. Desuden er det erfaringen, at eventarrangørernes fokus ofte er på hovedeventen, og at aktiveringen derfor ikke altid får det ønskede fokus og effekt.

DCU og Københavns BMX Klub ønsker, at VM i BMX skal være med til at tiltrække flere til BMX-sporten. I forbindelse med VM vil de derfor igangsætte en række aktiviteter rettet mod rekruttering af børn og unge samt afholde aktiviteter i byrummet. I budgettet er afsat 40.000 kr. til sideevents.

Jf. Kultur- og Fritidsforvaltningens høringssvar, er det dog vurderingen, at arrangørernes forslag til aktivering af eventen med fordel kan udbygges for at indfri eventens potentiale. Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor foreslået, at der til aktivering af eventen afsættes yderligere 300.000 kr., som administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen for at sikre en højere aktiveringsindsats Dette kan fx sikre større volumen i arrangørernes aktiveringstiltag, aktiviteter i samarbejde med københavnske skoler og institutioner, BMX på Københavns Kommunes FerieCamp i udsatte byområder m.v. Kultur- og Fritidsforvaltningens aktiveringsindsats vil således have et bredere kommunalt perspektiv end DCU og Københavns BMX Klubs aktivering.  

Københavns BMX bane

VM vil blive afviklet på BMX banen på Amager, og der vil dermed ikke være udgifter til at anlægge banen. I regnfulde perioder står der dog vand på BMX banen og det tilstødende areal, som ligeledes skal anvendes til afvikling af VM. For at sikre, at VM kan gennemføres på banen, skal der etableres et nyt dræn, hvilket beløber sig til 0,4 mio. kr. Etablering af drænet vil have stor blivende værdi for BMX sporten i København og BMX-udøvernes daglige brug af banen, fordi banen hermed også kan benyttes i regnfulde perioder.

DCU og Københavns BMX Klub vurderer, at VM kan afvikles på den nuværende bane, hvis drænet etableres, dog med forbehold for at UCI kan komme med ændrede krav. Det er en forudsætning, at Københavns Kommune fortsat vedligeholder banen, så banens stand bevares. Ejendomsdrift og Service har i samarbejde med Københavns BMX Klub gennemgået banen og vurderet, at vedligehold vil koste ca. 35.000 kr. årligt. Midlerne hertil er allerede reserveret i banens vedligeholdsbudget.

Økonomi og budget

Eventens samlede budget er på 11,5 mio. kr. Københavns Kommune er ansøgt om 4,5 mio. kr. hvoraf 0,5 mio. kr. ansøges som en underskudsgaranti. Sport Event Denmark har tilsvarende tilkendegivet en eventualforpligtelse på 4,5 mio. kr., hvoraf 0,5 mio. kr. er en underskudsgaranti. DCU forventer øvrige indtægter (billetsalg, deltagergebyr, sponsorer m.v.) på i alt ca. 2,5 mio. kr.

DCU har meddelt forvaltningen, at forbundet ikke kan påtage sig den økonomiske risiko ved eventen, og at forbundet derfor har behov for, at de offentlige bidragsydere stiller med en underskudsgaranti. Økonomiforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at underskudsgarantien øremærkes udvalgte risikofyldte poster i budgettet såsom deltagergebyr, billetsalg og banen. Dette skal sikre, at underskudsgarantien udelukkende udmøntes i særlige tilfælde, hvor der fx har været færre besøgende eller uforudsete udgifter til banen, mens andre mindre risikofyldte poster ikke kan genere udbetaling af underskudsgaranti.

Budgettet er udarbejdet af DCU i samarbejde med Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at budgettet er retvisende, og det ansøgte tilskud er en forudsætning for, at eventen kan afvikles som beskrevet i ansøgningen.

I eventbudgettet indgår en post på 1 mio. kr. til TV-produktion. Det er endnu uafklaret, om posten dækkes af UCI eller af eventbudgettet. Hvis budgetposten til TV-produktion dækkes af UCI, tilbagegår økonomien til Københavns Kommunes megaeventpulje og Sport Event Denmark.

Københavns Kommune stiller BMX- og Motorcrossbanen vederlagsfrit til rådighed i to uger til VM BMX. Omkostninger til fx renhold, bemanding, el og toiletfaciliteter dækkes af eventbudgettet.

I Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar fremgår det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler at et evt. overskud skal gå til at styrke BMX-sporten i København. Økonomiforvaltningen vurderer i stedet, at et evt. overskud bør tilgå megaeventpuljen, således kommende events kan få økonomiske bidrag hertil.

Udover de 4 mio. kr. til afvikling af eventen samt underskudsgaranti på 0,5 mio. kr. ansøges megaeventpuljen om 0,4 mio. kr. til etablering af dræn samt 0,3 mio. kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningens aktivering af eventen. Megaeventpuljen ansøges således i alt om 5,2 mio. kr. til VM BMX 2026.

Vurdering

Eventrådet forholder sig generelt positivt til VM i BMX, men ser kritisk på investeringen i eventen i forhold til udbyttet for København. Hvis København vælger at støtte begivenheden, anbefaler Eventrådet, at der lægges flere kreative kræfter i at udvikle eventen og sideevents, så udbyttet står mål med investeringen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer:

  • at VM i BMX er en interessant event for København, da den understøtter kultur- og fritidspolitikkens vision om at være en storby med kant med plads til det brede og det smalle.
  • at VM i BMX 2026 vil ligge i god forlængelse af Bike City Copenhagen 2008-2011, Tour de France Grand Départ 2021 og VM Banecykling 2024 og hermed understøtte Københavns brand som en bæredygtig, grøn cykelby.
  • at VM i BMX vil kunne styrke BMX-sporten i København både i forhold til tiltrækning af flere idrætsaktive i breddesporten, kompetenceudvikling inden for sporten og styrkelse af klubmiljøet i København samt forbedring af Københavns BMX bane.

Økonomiforvaltningen er enig i Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af VM i BMX. Det er en interessant event, som spiller sammen med kommunens vision om at være en storby med kant. Derudover vil afholdelsen af VM i BMX fortsætte fortællingen om København som verdens bedste cykelby. Endvidere er det vurderingen, at drænet på Københavns BMX-bane er et interessant blivende projekt, som kan gavne Københavns nuværende og kommende BMX-ryttere. Ud fra et erhvervs- og vækstperspektiv forventes eventen desuden at generere ca. 71 mio. kr. i turismeomsætning i hovedstaden. Eventen vurderes således at bidrage positivt til vækst og erhvervsudvikling i København.

Økonomi

VM BMX

(1000.kr - 2020 p/l)

2021

2022

I alt

Direkte tilskud til DCU

 

4.000

4.000

Underskudsgaranti

 

500

500

Aktiveringsindsats – KFF

 

300

300

Dræn på BMX-bane

400

 

400

I alt

400

4.800

5.200

Der er i megaeventpuljen afsat 12,5 mio. kr. i 2019 og 15,0 mio. kr. årligt i 2020-2022. Der er tidligere bevilget midler fra megaeventpuljen til VM Kano og Kajak (2,3 mio. kr.), VM i Idrætsgymnastik (6 mio. kr.), C40 borgmestertopmøde (8,6 mio. kr.), VM Banecykling (2 mio. kr.), SailGP (2,7 mio. kr.), Tour de France - værtsbyaktiviteter (7 mio. kr.) og World Capital of Architecture (6,5 mio. kr.). VM Badminton (9,55 mio. kr.).

Hvis eventen, mod forventning, genererer et overskud, vil Københavns Kommunes tilskud blive tilbageført til megaeventpuljen på baggrund af en fordeling mellem alle støttegivere.

Videre proces

Såfremt eventen vindes, og Økonomiudvalget vælger at udmønte midler til VM i BMX vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Samtidig vil Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med DCU om mulige bæredygtige tiltag ifbm. eventen.

 

Søren Hartmann Hede    / Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til VM i BMX i 2026 (2020-0137055)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top