Mødedato: 11.08.2020, kl. 15:30
Mødested: Festsalen, efterfølgende Hovedkassen

Københavns Kommunes Kontrolindsats 2019

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen og berørte udvalg orienteres om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2019.

Tidligere beslutninger

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, 

  1. at afrapporteringen om Københavns Kommunes kontrolindsats på de respektive udvalgs områder for 2019 tages til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets, Kultur- Og Fritidsudvalgets, Socialudvalgets og Børne- Og Ungdomsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Københavns Kommunes borgerrettede kontrolindsats skal sikre, at sociale ydelser udbetales på korrekt grundlag. Alle borgere skal modtage netop de ydelser, som de er berettiget til – hverken mere eller mindre.

Kontrolindsatsen skal medvirke til, at fejludbetalinger minimeres, og at ydelser, der er udbetalt uberettiget, returneres til Københavns Kommune.

Når borgerne i Københavns Kommune udelukkende får adgang til de ydelser, som de er berettiget til, så har det en positiv indvirkning på både kommunens økonomi samt på den generelle tillid til velfærdssystemet. Kommunens kontrolindsats, der varetages i samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen er med til at sikre dette.

De nævnte forvaltninger har fra 2014-2016 systematisk arbejdet sammen om en styrkelse af kontrolområdet i projektet ”Styrkelse og analyse af den borgerrettede kontrolindsats”. Ved projektets afslutning blev det besluttet, at Borgerrepræsentationen én gang om året med start fra 2016 skulle orienteres om kommunens kontrolindsats.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen: Kontrolindsatsen i Ydelsesservice har i 2019 været stabil med fortsat fokus på at fremrykke og optimere kontrolarbejdet. For at nedbringe en sagspukkel blev der i 2018 behandlet ekstraordinært mange sager. Derfor var det samlede antal behandlede sager og det deraf følgende tilbagebetalingskrav højere i 2018 end i 2019. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen: Kontrolenhedens drift har været stabil henover året, med et mindre fald i den samlede samfundsbesparelse bl.a. på grund af behandlingen af et større antal kontrolsager fra Skattestyrelsen. Herudover har Kontrolenheden i 2019 arbejdet med udvikling af en ny digital løsning til identificering af relevante kontrolsager baseret på AI-teknologi. En egentlig investeringscase vedrørende en ny helhedsorienteret tilgang til kontrolområdet forventes forelagt i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2020.

Socialforvaltningen: Hovedfokus i kontrolindsatsen i Socialforvaltningens Borgercenter for Voksne er fortsat at undgå fejl ved korrekt sagsbehandling, da hovedparten af bevillingerne er enkeltstående ydelser. Antallet af behandlede sager er steget lidt og det gælder også tilkendelsesprocenten. Forvaltningens ledelsestilsyn viser, at der stort set ikke foretages fejludbetalinger.

Børne- og Ungdomsforvaltningen: Børne- og Ungdomsforvaltningen har i 2019 haft fokus på at optimere kontrollen med de borgere, som modtager fripladstilskud som enlige forsørgere. Som resultat heraf er arbejdsprocesserne blevet tilrettet med fokus på at de anvendte ressourcer står mål med de tilbagebetalingskrav, der rejses som følge af sagsbehandlingen. Ankestyrelsens bemærkninger i afgørelser på området danner grundlag for sagsbehandlingen.

Der foretages fortsat automatisk månedlig kontrol af indkomsten for alle borgere, der modtager økonomisk fripladstilskud, jævnfør regler indført pr. 01.01.2016. Derudover foretages der en automatisk årlig efterregulering af fripladstilskuddet.

Forvaltningerne henviser herudover til vedlagte bilag med afrapportering om Københavns Kommunes kontrolindsats for 2019. Heri indgår også en sammenligning med det tidligere års kontrolindsats for at illustrere og så vidt muligt redegøre for udviklingen i Københavns Kommunes løbende kontrolindsats.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser i forbindelse med afrapporteringen.

Videre proces

Indstillingen behandles i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 15. juni, Kultur- og Fritidsudvalget den 16. juni, Socialudvalget den 17. juni og Børne- og Ungdomsudvalget den 17. juni, hvorefter den overføres til Økonomiudvalget den 11. august og videre til Borgerrepræsentationen den 20. august 2020.

Hvis indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen koordinere udarbejdelsen af fællesindstillingen for 2020. Denne forventes at blive forelagt for relevante udvalg i 2021.

 

 

Tanja Franck     Mette Touborg     Nina Eg Hansen     Tobias Børner Stax

 

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

 

  1. at afrapporteringen om Københavns Kommunes kontrolindsats på de respektive udvalgs områder for 2019 tages til efterretning.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 15. juni 2020

Indstillingen blev taget til efterretning.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2020

Kultur- og Fritidsudvalget tog indstillingen til efterretning. 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2020

Indstillingen blev taget til efterretning.

 
 
Socialudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2020

Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen. 

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 32: Københavns Kommunes Kontrolindsats 2019 (2020-0088672)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top