Revisionsrapport - Undersøgelse af den økonomiske styring af private leverandører på dagbehandlingsområdet i Socialforvaltningen
Med denne indstilling forelægges Økonomiudvalget en revisionsrapport fra kommunens interne revision rettet mod den økonomiske styring af private leverandører på dagbehandlingsområdet i Socialforvaltningen. Revisionen vurderer, at Socialforvaltningens økonomiske tilsyn ikke er gennemført hensigtsmæssigt og på denne baggrund gives en rød (prioritet 1) bemærkning. Forvaltningen har udarbejdet en handleplan, så kommunens retningslinjer på området fremadrettet efterleves. Handleplanen blev behandlet på Socialudvalgets møde den 17. juni 2020.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Økonomiudvalget tager Intern Revisions rapport om den økonomiske styring af private leverandører på dagbehandlingsområdet i Socialforvaltningen, samt forvaltningens handleplaner hertil til efterretning.
Problemstilling
Intern Revision har foretaget en stikprøvevis gennemgang og vurdering af den økonomiske styring med private tilbud, som udføres i Socialforvaltningen. Gennemgangen har omfattet en stikprøve på ti tilbud, fordelt på seks tilbud omfattet af §§ 103 og 104 i Serviceloven (beskyttet beskæftigelse og aktivitets-og samværstilbud) og fire private dagbehandlingstilbud, som har indgået undervisnings-overenskomst med Københavns Kommune.
Revisionen vurderer, at Socialforvaltningens økonomiske tilsyn med §§103 og 104 tilbud ikke er gennemført hensigtsmæssigt og betryggende i forhold til at sikre, at midlerne i disse tilbud alene anvendes til det primære formål.
Revisionen vurderer desuden, at Socialforvaltningens økonomiske styring vedrørende fire private dagbehandlingstilbud, hvor Børne- og Ungdomsforvaltningen har indgået en undervisnings-overenskomst med Københavns kommune i henhold til Folkeskolelovens § 20, stk. 5 og § 52 i Serviceloven, ikke er hensigtsmæssig og betryggende i økonomisk henseende.
Løsning
For så vidt angående §§103 og 104 tilbud, anbefaler Intern Revision, at Socialforvaltningen udarbejder en ny forretningsgang efter kvalitetsstandarden på området for økonomisk tilsyn og anbefaler, at en undersøgelse af koncernlignende forhold hos leverandørerne bliver inkluderet i tilsynet. Socialforvaltningen vil udarbejde en ny forretningsgang efter kvalitetsstandarden, hvor risiko og kontrol identificeres. Der udarbejdes en vejledning til konkrete opfølgende kontroller og hvor der tages højde for koncernlignende forhold hos leverandører.
På dagbehandlingsområdet anbefaler Intern Revision, at forvaltningen udarbejder en proces, der sikrer, at kommunen køber ydelserne bedst og billigst, og at det i kontrakterne er tydeligt, hvilke ydelser der aftales, hvordan de enkelte delydelser er prissat og hvordan tilbuddene regulerer priserne.
Socialforvaltningen har i efteråret 2019 på baggrund af økonomi-analysen fra 2018, som omtales i revisionsrapporten i bilag 1, etableret en central indkøbsenhed, der som sin primære opgave har at sikre besparelser på faglige indkøb, herunder på dagbehandlingsområdet. Der havde endnu ikke været effekt af enhedens arbejde i den periode, som revisionsrapporten omhandler. Som led i enhedens arbejde er der iværksat en plan for forhandling af takster og priser med private leverandører samt udarbejdelse af nye processer for kontraktindgåelse, så det sikres, at de decentrale medarbejdere understøttes i den konkrete kontraktindgåelse.
For at sikre, at den økonomiske styring går hånd i hånd med en stærk faglig styring, prioritering og visitation, er der i 2015 etableret et Beslutnings- og Koordinationsudvalg, som består af ledelsesrepræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen i hvert af byens lokalområder.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Der er udarbejdet en revisionsberetning for 2019, som forelægges Økonomiudvalget i august 2020. På baggrund af observationerne i regnskabet for 2020 udarbejdes der en revisionsberetning for 2020, som afleveres til kommunen senest den 1. juni 2021.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2020
Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.