Metroselskabet I/S - Orientering om 1. kvartalsregnskab 2015
Metroselskabet I/S har fremsendt selskabets kvartalsregnskab for 1. kvartal 2015 til interessenternes (ejernes) orientering.
Indstilling og beslutning
- at Metroselskabet I/S' kvartalsregnskab for 1. kvartal 2015 tages til efterretning.
Problemstilling
Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune (50 pct.), staten v/Transportministeriet (41,7 pct.) og Frederiksberg Kommune (8,3 pct.). Selskabets formål er at varetage projektering og anlæg af en Cityring og at stå for drift og vedligehold af den samlede Metro i København.
1. kvartalsrapport 2015 viser et resultat før ned- og afskrivninger på 61 mio. kr. mod budgetteret 39 mio. kr.
Løsning
1. kvartalsrapporten blev godkendt af Metroselskabets bestyrelse på bestyrelsesmødet den 29. maj 2015 og er vedlagt i bilag 1.
Kvartalsrapporten forelægges Økonomiudvalget til orientering med følgende bemærkninger:
Nedenfor ses resultatopgørelse og balance for 1. kvartal 2015.
Resultatopgørelse
Mio. kr. |
1. kvartal 2015 |
Budget 1. kvt. 2015 |
Takstindtægter |
177 |
190 |
Andre indtægter |
74 |
79 |
Omsætning i alt |
251 |
269 |
Omkostninger |
190 |
230 |
Resultat før ned- og afskrivninger |
61 |
39 |
Ned- og afskrivninger |
-42 |
-40 |
Resultat før finansposter |
19 |
-1 |
Finansielle poster |
12 |
-56 |
Markedsværdiregulering |
-2,384 |
0 |
Kvartalets resultat |
-2.352 |
-57 |
Balance
Mio. kr. |
1. kvartal 2015 |
31.12. 2014 |
Aktiver: |
|
|
Anlægsaktiver heraf |
12.586 |
13.172 |
- Metro i drift |
4.799 |
4.893 |
Omsætningsaktiver |
5.766 |
2.781 |
Aktiver i alt |
18.352 |
15.953 |
Passiver: Hensatte forpligtelser |
0 |
0 |
Samlet gæld |
17.272 |
16.036 |
Kapitalindestående (egenkapital) |
1.080 |
-84 |
Passiver i alt |
18.352 |
15.953 |
Metroselskabets 1. kvartalsrapport 2015 viser et resultat før ned- og afskrivninger på 61 mio. kr., hvilket er 56 pct. bedre end ankerbudgettets resultat før ned- og afskrivninger på 39 mio. kr. Resultatet før finansielle poster og markedsværdiregulering udgør 19 mio. kr. mod budgetteret -1 mio. kr. Det forbedrede resultat skyldes periodeforskydning af indtægter og omkostninger.
Kvartalets resultat efter markedsregulering udgør et underskud på 2.352 mio. kr., som er påvirket af, at markedsværdireguleringen i perioden har været negativ med 2.384 mio. kr. på grund af en faldende rente. Markedsværdiregulering budgetteres ikke.
Forventet resultat for 2015
Resultat før ned- og afskrivninger forventes i 2015 at udgøre et overskud på 154 mio. kr., hvilket er 28 mio. kr. (15 pct.) under ankerbudgettets overskud på 182 mio. kr. Det forventede resultat for hele 2015 er et underskud på 6.225 mio. kr. Dette skyldes, at der forventes foretaget en regnskabsmæssig nedskrivning på 3.500 mio. kr. vedrørende anlæg af metro på grund af vedtagelsen af loven om Sydhavnsmetroen, hvor de fremtidige passagerindtægter fra denne afgrening ikke fuldt ud kan dække investeringen.
Egenkapitalen var ultimo marts 2015 på 1.080 mio. kr. svarende til en egenkapitalandel på 6 pct.
Passagertal:
Der var 14,1 mio. passagerer med Metroen i de første 3 måneder af 2015 mod budgetteret 15,0 mio. Det 6 pct. lavere passagertal i 1. kvartal 2015 skyldes passagerfrafald som følge af etableringen af perrondøre på de overjordiske stationer samt den forholdsvis milde vinter. Metroselskabet har på den baggrund valgt at reducere tallet for det samlede antal forventede passagerer i 2015 med 1,7 mio. til 57,3 mio. passagerer. (I 2014 var det samlede passagertal 55,9 mio.).
Gæld:
Metroselskabet har ingen overordnet beløbsmæssig låneramme og kan indgå låneaftaler (ubegrænset), hvis de finansielle instrumenter er i overensstemmelse med ’liste over acceptable lånetyper” i trepartsaftalen mellem Danmarks Nationalbank, Transportministeriet og Metroselskabet. Stigningen i den samlede gæld pr. den 31. marts 2015 fra ankerbudgettets 14,8 mia. kr. til 17,3 mia. kr. skyldes primært opkøb af obligationer til brug for sikkerhedsstillelse ved forskellige finansielle instrumenter.
Metroselskabet er finansielt styret på anlægsbudgettet, således at selskabet kun kan investere og afholde udgifter i henhold til rammerne i selskabets overordnede anlægsbudget (22,2 mia. kr./2010 p/l) og tilbagebetalingstiden i henhold til langtidsbudgettet (2062).
Metroselskabet har udarbejdet et opdateret langtidsbudget i december 2014, som viser, at nettogælden forventes at nå sit maksimum i 2025 på ca. 24,4 mia. kr. i løbende priser. Dette er en forøgelse med 0,5 mia. kr. i forhold til det hidtil gældende langtidsbudget.
Gælden forventes at være tilbagebetalt i 2062, hvilket er 3 år yderligere i forhold til forventningerne (det oprindelige lovgrundlag). Ændringerne skyldes indarbejdelse af de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af aftaler med entreprenørerne om en ny tidsplan for Cityringen i langtidsbudgettet.
Den budgetterede nettogældsudvikling (ekskl. Sydhavnsmetroen og reguleret for markedsværdiregulering m.v.) fremgår af nedenstående figur.
Det skal nævnes, at den finansielle strategi lægges i samråd med Sund & Bælt, jf. det oprindelige lovgrundlag for Metroselskabet, hvor det ligeledes blev vedtaget, at selskabet skal have en risikoavers (dvs. forsigtig) finansieringsstrategi.
Opmærksomhedspunkter
Økonomiudvalget skal desuden orienteres om følgende opmærksomhedspunkter vedrørende Cityringsbyggeriet:
Kontrakt |
Januar 15 |
Februar 15 |
Marts 15 |
April 2015 |
Civil Works – antal lærlinge |
42 |
49 |
50 |
48 |
Forventet i forhold til partnerskabsaftalen |
55-77 |
64-89 |
67-94 |
65-91 |
Lærlingeantallet er fordoblet siden sommeren 2014. Selskabets lærlingemålsætning er dog ikke helt nået. Det skyldes først og fremmest, at det er en udfordring at få antallet af lærlinge til at følge med, når der mandes op på projektet. Der er pt. 21 struktørlærlinge på projektet. I april 2015 er antallet af lærlinge faldet med to personer i forhold til marts 2015. Dette skyldes, at en af de mindre underentreprenører har haft mindre arbejde end tidligere, og derfor arbejder deres lærlinge ikke pt. på projektet.
Der arbejdes på at sikre, at de nye virksomheder, der bliver koblet på projektet i forbindelse med påbegyndelse af installations- og ventilationsarbejde, er klar til at modtage lærlinge. Der har således været afholdt møde med el- og ventilationsfagets uddannelsesudvalg for at sikre, at virksomhederne kan blive hurtigt godkendt som uddannelsessted, samt at der kan etableres nogle uddannelsesforløb, der er tilpasset Cityringsprojektet.
2. Arbejdsulykker
Der er fokus på arbejdsulykker og 'nær-ved hændelser' på Cityringen. Ulykkesfrekvensen for april 2015 var 19,6 ulykker pr. million arbejdstimer, hvilket ligger under de sidste 12 måneders gennemsnitlige ulykkesfrekvens på 21,2 og landsgennemsnittet på 22,1. Ulykkesfrekvensen har udsving fra måned til måned, hvilket blandt andet gør det vigtigt både at følge udviklingen over en længere periode, samtidig med at udsvingene på det korte sigt følges og analyseres.
Metroselskabet/CMT følger udviklingen tæt og følger løbende op ved blandt andet daglige sikkerhedsrunderinger på byggepladserne, skærpet bygherretilsyn på udvalgte byggepladser, sikkerhedsmøder på topledelsesniveau hver 14. dag, arbejdsmiljøkoordination på alle pladser samt årlige sikkerhedskurser til alle på metrobyggeriet.
3. Erstatningsaftaler som følge af støj – Nabopakkebekendtgørelsen
Nabopakkebekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2014, og Metroselskabet har frem til 1. maj 2015 udsendt 4.574 tilbud til husstande om kompensation, hvoraf 547 husstande er 100 pct. kompensationsberettigede. Pr. den 1. maj 2015 er der indgået 4.184 aftaler om kompensation, heraf 531 aftaler med 100 pct. kompensationsberettigede husstande.
Pr. den 1. maj 2015 er status, at der er modtaget 23 anmodninger om overtagelse af lejligheder. Efterfølgende er der fremsendt 19 tilbud om overtagelse fra Metroselskabet, hvoraf 6 er accepteret. For så vidt angår 12 af de 23 anmodninger er disse ikke længere relevante, idet perioden, hvor husstanden var 100 pct. kompensationsberettiget, er passeret. Der er i nabopakkebekendtgørelsen fastsat detaljerede bestemmelser herom. De resterende 5 fremsatte anmodninger er fra husstande ved Marmorkirken, hvor selskabet afventer, om disse ønsker at tage mod tilbuddet.
Vedrørende genhusning er der en husstand ved Marmorkirken, der er genhuset.
Det skal nævnes, at der fra nabopakkebekendtgørelsens ikrafttrædelse er indbragt 37 sager for Ekspropriationskommissionen i henhold til bekendtgørelsen (§ 12-sager).
Fra nabopakkebekendtgørelsens ikrafttrædelse frem til den 1. maj 2015 er der udbetalt 127 mio. kr. i kompensation under ordningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.
Mikkel Hemmingsen / Anne Skovbro
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Metroselskabet I/S: Orientering om 1. kvartalsregnskab 2015 (2015-0116621)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015
Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.