Mødedato: 11.08.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Trafikforsøg på Vesterbrogade ved Føtex

Se alle bilag

Der skal tages stilling til den fremtidige løsning efter trafikforsøget på Vesterbrogade ved Føtex.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at trafikforsøget tilpasses, så cykelstien anlægges yderst mod vejbanen og ikke som i forsøget, hvor cykelstien er placeret mellem fortovet og den nyetablerede cykelparkering, og at den anslåede udgift hertil (1,2 mio. kr.) søges finansieret gennem førstkommende budgetforhandlinger. I tilpasningen skal der stiles efter, at de økonomiske konsekvenser for Movia begrænses mest muligt. 

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Med vedtagelse af ændringsforslaget fra Enhedslisten, SF og Venstre lægger indstillingen op til, at den anslåede anlægsudgift på 1,2 mio. kr. søges finansieret gennem førstkommende budgetforhandlinger. Det forudsættes, at beløbet finansieres inden for Teknik- og Miljøudvalgets ramme, såfremt beløbet ikke tilvejebringes i budgetforhandlingerne.

Dertil fremgår det af indstillingen, at tilpasningen skal stile efter at begrænse de økonomiske konsekvenser for Movia mest muligt. Det skal bemærkes, at tilpasningen ikke vil få økonomiske konsekvenser for Movia, men for Økonomiudvalget, der finansierer Københavns Kommunes busdrift, herunder eventuelt afledte ekstraudgifter ved dårligere busfremkommelighed som følge af løsningen. Tidligere blev denne afledte ekstraudgift anslået til 250.000 kr. om året.
Det anbefales derfor, at der i forbindelse med en eventuel tildeling af anlægsmidler til projektet i Budget 16 også afsættes 250.000 kr. årligt til Økonomiudvalgets driftsmidler til busområdet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog 27. oktober 2014 et medlemsforslag fra Socialdemokraterne om at gennemføre et trafikforsøg med forkortet højresvingsbane for biler på Vesterbrogade ved Føtex i retning mod Frederiksberg Allé.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til en trafikal løsning.

Løsning

Trafikforsøget havde til formål at undersøge, om der ved at inddrage 32 meter af højresvingsbanen til cykelparkering, kunne skabes bedre forhold for fodgængerne på fortovet, uden at inddragelsen af højresvingsbanen medførte trafikafviklingsproblemer for den øvrige trafik. Forsøget er gennemført gennem tre måneder i perioden 7. januar 2015 - 7. april 2015.

Trafikforsøget har påvist, at der uden væsentlige fremkommelighedsproblemer for busser og den øvrige biltrafik, kan inddrages de første 32 meter af højresvingsbanen til cykelparkering. De 36 nyetablerede midlertidige cykelparkeringspladser har i den hårdest belastede time i myldretiden reduceret antallet af cykler parkeret på fortovet fra 62 til 54. Der er fortsat fremkommelighedsproblemer på fortovet på grund af mængden af parkerede cykler, som stadig overstiger kapaciteten af cykelparkeringspladser på stedet. Dette skyldes, at der nu samlet set gennemsnitligt parkerer 97 cykler foran Føtex i spidsbelastningstimen, på grund af øget kapacitet som følge af forsøget. Før forsøget parkerede der 62 cykler. Forsøget har tiltrukket flere parkerede cykler, og dermed også vist, at der er i området er behov for yderligere cykelparkeringsmuligheder.

På baggrund af trafikforsøget konkluderer forvaltningen derfor, at en afkortning af svingbanen er mulig uden at det går ud over den øvrige trafik, men at en forbedring af fremkommeligheden på fortovet og bedre parkeringsforhold for cyklister kun i mindre grad opnås.

På baggrund af forsøgets konklusioner, anbefaler forvaltningen følgende løsning:

Løsning 1 (indstillet løsning):
Forsøgsopstillingen gøres permanent uden at foretage yderligere tilpasninger, hvorved der dermed fastholdes de 36 cykelparkeringspladser beliggende i den tidligere svingbane og de 30 på fortovet, se bilag 3.

Fordele i forhold til situationen før trafikforsøget:

  • En lille forbedring af fremkommeligheden for fodgængerne på fortovet.
  • 36 nyetablerede cykelparkeringspladser i den tidligere svingbane.

Ulemper:

  • Løser ikke det grundlæggende fremkommelighedsproblem for fodgængere på fortovet foran Føtex.
  • Forvaltningens skønner, at løsningen medfører risiko for sammenstød mellem de parkerende cyklister i den tidligere svingbane og de cyklister, som kører på cykelstien.
  • Movia registrerer mindre forøgelser af rejsetiderne for rute 6A og 26. Økonomiforvaltningen skal som konsekvens heraf afholde en merudgift til Movia.

Alternativ løsning 2:
Som alternativ kan Teknik- og Miljøforvaltningen tilpasse trafikforsøget således, at cykelstien anlægges yderst mod vejbanen og ikke, som i forsøget, hvor cykelstien er placeret mellem fortovet og den nyetablerede cykelparkering. En omlægning af cykelstien vil – i forhold til trafikforsøget - sikre en forbedring af fremkommeligheden for cykler, biler og busser samt en væsentlig forbedring af forholdene for fodgængere, jf. bilag 4.

Fordele i forhold til situationen før trafikforsøget:

  • En væsentlig forbedring af fremkommeligheden for fodgængere på fortovet, da cykelstativerne placeres længere væk fra bygningsfacaderne, og herved skabes bredere passage for de gående og handlende.
  • 45 (9 flere end i forsøget) nyetablerede cykelparkeringspladser i den tidligere svingbane samt 30 eksisterende pladser, som flyttes fra fortov til den tidligere svingbane.
  • Løser den trafiksikkerhedsmæssige situation på stedet.

Ulemper:

  • En dyrere løsning end løsning 1, jf. økonomiafsnittet.

Høring, jf. bilag 6
Politiet har givet samtykke til trafikforsøgets midlertidige anlæg.

Frederiksberg Kommune er orienteret og har ikke haft indsigelser til forsøget.

Både Føtex og Vesterbro Lokaludvalg har givet udtryk for stor tilfredshed med etablering af flere cykelstativer og ser forsøget som en succes. Deres udsagn understøtter forsøgsresultaterne og har bidraget til forvaltningens anbefalinger.

Movia oplyser, at tilbagemeldingerne fra buschaufførerne har været, at de ikke har bemærket nævneværdige problemer med forsøgsopstillingen, men at den generelle køretid for linje 6A og 26, som kører på Vesterbrogade, er blevet forøget. Movia ønsker ikke en permanentgørelse af forsøgsopstillingen, da det ikke kan udelukkes, at forsøgsopstillingen vil medføre længere rejsetider. Økonomiforvaltningen har beregnet udgifterne som følge heraf til 0,25 mio. kr. pr. år.

Økonomi

Prisen for en umiddelbar permanentgørelse af trafikforsøget (løsning 1) er ca. 200.000 kr., (bl.a. til omlægning af vejafvanding, asfalt og kantsten) og findes inden for Cykelparkeringsprogrammet fase 2 – Projekt Bedre Cykelparkering. Midlerne hertil er frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 10. april 2014. De 36 pladser vil indgå i cykelparkeringsprogrammet, som et delmål om at etablere 5-6.000 pladser. En samlet pris på 200.000 kr. giver 5.500 kr. pr. plads på en fortovsudbygning, hvilket er billigt i forhold til forvaltningens erfaringspriser på 10.000 kr. for en tilsvarende plads. Herudover vil løsning 1 sandsynligvis medføre en merudgift til Movia, som Økonomiforvaltningen har beregnet til 0,25 mio. kr. på baggrund af forsinkelser i rejsetiderne for busserne (linje 6A og 26). De 0,25 mio. kr. skal afsættes på Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, service i 2016 og frem.

Prisen for forvaltningens alternative løsning (løsning 2) er ca. 1.200.000 kr. samt en merudgift til Movia på 0,25 mio. kr.

Såfremt trafikforsøget gøres permanent, vil den endelige løsning med fordel kunne koordineres med projekt ”Værnedamsvej”, som er en del af Cykelpakken fra Budget 2013. Projekt ”Værnedamsvej” forventes etableret i slutningen af 2016.

Det midlertidigt anlagte trafikforsøg kan vedligeholdes til udgangen af 2016. Der vil derfor ikke være ekstra omkostninger forbundet med vedligeholdelse af dette. Såfremt der ikke ønskes en permanentgørelse af trafikforsøget, vil forsøgsopstillingen blive fjernet. En udgift hertil på ca. 10.000 kr. vil blive afholdt inden for forvaltningens driftsramme.

Videre proces

Forsøgsopstillingen med limede kantsten erstattes med funderede kantsten, cykelstativer forankres samt skilte og vejafvandning etableres. Anlægsarbejdet i forbindelse med permanentgørelsen vil finde sted i efteråret 2015.


Pernille Andersen                                    /Anders Møller


Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, 

  1. at Teknik- og Miljøudvalget tager resultaterne af det gennemførte trafikforsøg på Vesterbrogade ved Føtex til efterretning, jf. bilag 5.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.   at den nuværende forsøgsopstilling gøres permanent (løsning 1) og at udgifterne (0,20 mio. kr.) 
          hertil finansieres indenfor anlægsprojektet ”Bedre Cykelparkering, fase 2” på Teknik- 
          og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015.

    3.   at der, såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender løsning 1, søges finansiering på 0,25 mio. kr. 
          i forhandlingerne for Budget 2016 til finansiering af den forventede merudgift på 0,25 mio. kr. 
          til Movia grundet forsinkelser på bussernes rejsetider.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2015


Enhedslisten, SF og Venstre fremsatte ændringsforslag om, at indstillingens 2. og 3. at-punkt erstattes af følgende at-punkt:

”2. at trafikforsøget tilpasses, så cykelstien anlægges yderst mod vejbanen og ikke som i forsøget, hvor cykelstien er placeret mellem fortovet og den nyetablerede cykelparkering, og at den anslåede udgift hertil (1,2 mio. kr.) søges finansieret gennem førstkommende budgetforhandlinger. I tilpasningen skal der stiles efter, at de økonomiske konsekvenser for Movia begrænses mest muligt.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 18: Trafikforsøg på Vesterbrogade ved Føtex (2015-0119863)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Dagsordenspunktet blev taget af dagsordenen under ”Godkendelse af dagsorden”.
Til top