Mødedato: 11.06.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapport til Økonomiudvalget vedr. Københavns Kommunes større selskaber - 4. kvartal 2023

Se alle bilag

Kvartalsrapportering vedr. udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til orientering. I kvartalsrapportering for 4. kvartal 2023 er angivet aktuelle oplysninger om selskaberne, mens nøgletal er indeholdt i bilag 1. I bilag 2 er medtaget en oversigt pr. ultimo 2023 over Københavns Kommunes garantier og hæftelser i selskaberne.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nærværende kvartalsrapport vedr. udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 4. kvartal 2023, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at oversigt og risikovurdering vedr. Københavns Kommunes garantistillelse og gældshæftelse i de større selskaber, jf. bilag 2, tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber. 

Løsning

Kvartalsrapporteringen for 4. kvartal 2023 (perioden oktober-december 2023) vedr. de større selskaber forelægges hermed Økonomiudvalget til efterretning.

Da kvartalstallene først skal godkendes i selskabernes bestyrelser, er rapporteringen forskudt med op til et halvt år, og derfor orienteres der efter anmodning fra Økonomiudvalget tillige om eventuelle aktuelle emner. 

Økonomiforvaltningen har fokus på de mål, der rapporteres på i kvartalsrapporteringen.

Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som f.eks. Københavns Kommunes klimaplan.

Økonomiforvaltningen vil med henblik på næstfølgende kvartalsrapportering (1. kvartal 2024) indlede dialog med selskaberne om evt. behov for justering ift. de målepunkter/nøgletal, som indgår i kvartalsrapporteringen.

I bilag 1 til indstillingen ses udviklingen i selskabernes nøgletal. I bilag 2 er indeholdt en oversigt pr. ultimo 2023 over Københavns Kommunes garantier og hæftelser i selskaberne.

Økonomiudvalget orienteres om følgende aktuelle forhold mv. vedr. selskaberne:

HOFOR

HOFORs omsætning og resultat i 3. tertial/hele året 2023 (T3) er lavere end budget, da energipriserne er faldet i forhold til budgettet. Den eksterne årsrapport viser en omsætning på 7,4 mia. kr. og et resultat, før skat, på 0,2 mia. kr.  

I bilag 3 har HOFOR redegjort for de største igangværende anlægsprojekter. Det vedrører Vandværket ved Regnemark, Svanemøllen Skybrudstunnel, Kalvebod Brygge Skybrudstunnel og Valby Skybrudstunnel, Spangen Spildevandsbassin, Ny Ledning fra Levantkaj til Lynetten og Byggemodning Fælledby. Det bemærkes, at i forhold til forrige kvartalsrapportering er økonomien ændret til grøn for Kalvebod og Valby skybrudstunnel,  idet HOFORs bestyrelse har opjusteret budgetterne.

Aktuelle oplysninger

Økonomiudvalget har den 7. maj 2024 -  som generalforsamling - godkendt HOFORs årsrapport for 2023.

Udviklingsselskabet By & Havn I/S

Økonomiudvalget orienteres særskilt om selskabets årsrapport 2023 i maj 2024.

Resultatet for 2023 blev et underskud på -760 mio. kr. Underskuddet skyldes negativ værdiregulering af selskabets gæld (-580 mio. kr.) og værdi af investeringsejendomme (-260 mio. kr.), mens resultat før markedsværdireguleringer er positivt på 81 mio. kr., hvilket er 273 mio. kr. over budget. Resultatet er tilfredsstillende, idet der både er væsentlige forbedringer vedr. den primære drift og resultat før værdireguleringer – både i forhold til resultat 2022 og budget 2023. Herudover er rentedæknings­graden markant forøget i forhold til resultat 2022 og budget 2023.

Aktuelle oplysninger

By & Havn har tildelt PowerCon opgaven med etablering af landstrøm til krydstogtskibe, som forventes klar til sæsonen 2025. Der var 1. spadestik den 8. maj 2024.

I sagen anlagt af Klimabevægelsen om Lynetteholmen er der afsagt kendelse 22. marts 2024. Landsretten afviste kravet om, at anlægsarbejdet skulle indstilles.

I sagen mod Ingeniøren om Lynetteholm har Pressenævnet den 4. marts 2024 offentliggjort kendelse med overskriften ”Ingeniøren får kritik for ukorrekte oplysninger og manglende forelæggelse”. I forhold til retssagen er denne berammet i Byretten den 21. og 22. januar 2025.

Borgerrepræsentationen har den 18. april 2024 tiltrådt aftale om en park i Nordhavn, der kommer til at strække sig over ca. 30 hektar og dermed bliver mere end dobbelt så stor som Kongens Have. Nu skal der findes teams, som skal deltage i arkitektkonkurrencen om Nordhavnsparken. Konkurrencen udskrives i slutningen af 2024, og vinder udpeges i 2025. Anlæg af parken påbegyndes i 2028.

Metroselskabet I/S

Økonomiudvalget orienteres særskilt om selskabets årsrapport 2023 i maj 2024.

Årets resultatet i 2023 var før af- og nedskrivninger et overskud på 108 mio. kr., hvilket er 67 mio. kr. bedre end i 2022. Det bedre resultat i 2023 skyldes primært stigningen i antal passagerer med 120 mio. passagerer i 2023 mod 108 mio. passagerer i 2022. Resultatet vurderes af selskabet som tilfredsstillende.

Årets resultat efter af- og nedskrivninger, finansielle poster og markedsregulering udgjorde et overskud på 284 mio. kr.

Årets passagertal er dog 2 mio. lavere end forventet ved seneste estimat for 2023, og 7 procent lavere end forventet ved årets budget. Det skyldes primært linjerne M3/M4, idet M1/M2 har haft en vækst som forventet. På interessentskabsmødet den 16. april 2024 drøftedes ejernes fælles bekymring ift. de manglende passagerer i linjerne M3/M4. Bestyrelsen redegjorde for det store fokus, som selskabet fortsat retter mod udfordringen, og de indsatser, der er sat i værk, såsom markedsføring og bedre wayfinding på Hovedbanegården, som er en af de stationer, der ikke har oplevet den forventede vækst. Ejerne såvel som selskabet følger udviklingen nøje.

Årsrapporten indeholder fra 2023 selskabets bæredygtighedsrapportering, som selskabet trinvis over de kommende år tilpasser, så den efterlever kravene i EU’s direktiv om bæredygtigheds-rapportering (CSRD) fra 1. januar 2025. Af nøgletallene for bæredygtighed fremgår det bl.a., at CO2-udledninger til fremdrift af tog pr. kørt passagerkilometer er faldet i 2023 til 4,8 g fra 6,4 g året før, hvilket er drevet af både det øgede antal passagerer og en lavere emissionsfaktor for den anvendte strøm.

Aktuelle oplysninger

Metroselskabet har den 3. april 2024 offentliggjort, at M4 til Sydhavn og Valby åbner den 22. juni 2024. Åbningen fejres med stor gadefest på Mozarts Plads og en ceremoni, hvor H.M. Kongen deltager og officielt erklærer forlængelsen af M4 åben for passagerer.

I/S Amager Ressourcecenter (ARC) 

Den seneste langtidsprognose for ARC viser, at affaldsenergianlægget i en lang periode vil have en negativ likviditet. Likviditetsmanglen vil hovedsageligt være afhængig af, i hvilket omfang den fulde forbrændingskapacitet kan udnyttes, og hvilke ændringer i rammerne for affaldsforbrændings­sektoren, som ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” vil resultere i.

Aktuelle oplysninger

Der arbejdes i ejerkredsen ud fra et fælles kommissorium for udskillelse af forbrændingsanlægget mv. som en konsekvens af vedtagelse af lovforslaget om selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af det forbrændingsegnede restaffald.

Der forelægges en sag for Borgerrepræsentationen om den fremtidige organisering af ARC 30. maj 2024. Herefter skal organiseringen implementeres, så lovkravet om selskabsudskillelse af affaldsforbrændingsanlægget er opfyldt senest den 1. januar 2025.

ARC har i december 2023 revurderet budgettet for 2024. Dette har medført, at resultatet for 2024 forventes at blive negativt på -46 mio. kr., hvilket er 13 mio. kr. lavere end det budgetterede resultat. Begrundelsen er, at elpriserne er faldet ca. 20 % siden budgettets vedtagelse.

I/S Vestforbrænding (VF)

Selskabet fortsætter arbejdet med CO2-fangst. Regeringen sammenlægger eksisterende puljer til CO2-fangst i to nye puljer med fokus på fangst, transport og permanent lagring af CO2. De to nye puljer vil komme i udbud i 2024 og 2025.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har den 17. januar 2024 i en pressemeddelelse foreslået nye rammer for kraftvarme- og affaldsanlæg, så de også kan fange CO2 og bidrage til realisering af klimamål.

De nye rammevilkår skal give selskaberne bedre muligheder for at stable en økonomisk sammenhængende model på benene. Det sker f.eks. ved at gøre det tilladt at indregne sparede omkostninger fra CO2-kvoter, som selskaberne med fangsten undgår at skulle købe, i finansieringen. Ligeledes må salg af klimakreditter og af CO2 til anvendelse f.eks. i PtX-produktion eller til kulsyrebrus i drikkevarer indgå i de finansielle planer.

Det fremgår af en orientering om CO2-fangst og aftaler med Copenhagen Infrastructure Partners, som VF den 7. november 2023 har sendt til bestyrelsen og ejerkommunerne, at det er forventningen, at bestyrelsen inden sommerferien 2024 skal tage beslutning om de næste skridt i projektet.

Selskabet har været påvirket af flere uplanlagte driftsudfordringer, hvor anlæg 6 har været ude i perioden 14.-25. april 2023. Anlæg 5 har i perioden været udtaget til planlagt revision. I august måned havde Vestforbrænding nedbrud på Anlæg 5 samtidig med, at Anlæg 6 var planlagt udtaget af drift for vedligehold. De uplanlagte driftstop har påvirket Vestforbrænding negativt.

De uplanlagte stop på affaldsenergianlægget har ikke kunne indhentes for så vidt angår forbrændte mængder i den resterende del af året. Desuden er der observeret et større fald i de indsamlede mængder fra genbrugsstationerne. Årsagen formodes at skyldes en opbremsning i økonomien som følge af inflation og rentestigninger.

Aktuelle oplysninger

Som led i VF’s arbejde med den fremtidige organisering som følge af krav om selskabsgørelse af affaldsforbrændingsanlæg mv. er der afholdt bilaterale møder mellem de enkelte ejerkommuner og VF’s formandskab i løbet af 1. halvår 2024.

Arena CPHX P/S

Den positive udvikling i 2022 i aktiviteterne i Royal Arena er fortsat i 2023, og selskabets drifts­indtægter, primært lejeindtægt fra operatøren, er steget fra 52 mio. kr. i 2022 til 66 mio. kr. i 2023.

Årets resultat for Arena CPHX P/S i 2023 er imidlertid negativt (-48 mio. kr.) mod et resultat på 34 mio. for 2022.  Det negative resultat i 2023 skyldes en dagsværdiregulering af selskabets ejendom på -81 mio. kr. som følge af vedligeholdelsesarbejder og især forøget markedsafkastkrav.

Aktuelle oplysninger

I 2024 forventes der i Royal Arena afholdt 70 arrange­menter med ca. 600.000 gæster.

Trafikselskabet Movia

Økonomiudvalget orienteres særskilt om selskabets årsrapport 2023 i juni 2024.

I 2023 er niveauet for omkostninger stabiliseret på det højere omkostningsniveau, som inflationen i 2022 medførte.  Energipriserne er faldet svagt, mens renteudviklingen særligt i andet halvår oversteg forventningerne. Da taksterne i 2023 ikke fulgte med prisudviklingen i årene forud, har dette betydet meromkostninger for kommuner og regioner. Samtidig er passagertallet og dermed billetindtægterne ikke steget helt så hurtigt efter COVID-19 som forventet.

Årsregnskabet for 2023 viser et resultat med et tilskudsbehov fra kommuner og regioner på i alt 3.538 mio. kr. Det er 9 mio. kr. højere end det budgetterede tilskudsbehov svarende til en stigning på 0,3 pct. Det er tilfredsstillende for Movia, at det er lykkedes at undgå store udsving i tilskuds-behovet samlet set.

Efterreguleringen for årsregnskab 2023 til kommuner og regioner udgør netto 7,6 mio. kr.:

  • 38,2 mio. kr. betales tilbage til 23 kommuner og én region, heriblandt knap 15 mio. kr. til Københavns Kommune.
  • de resterende 22 kommuner og én region skal betale 30,6 mio. kr. til Movia.

Efterreguleringen vil blive afregnet i januar 2025.

Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)

Selskabets resultat for 2023 til indregning i varmeprisen blev på 84 mio. kr. (budget 173 mio. kr.). Det forringede resultat (-89 mio. kr.) i forhold til budget skyldes øgede omkostninger til varmekøb. De voldsomme udsving og skiftende forventninger, der har været i elprisen de sidste knap 2 år, påvirker i høj grad CTR’s økonomi. Det forventede overskud til CTR fra elproduktion via aftalen med HOFOR om Amagerværket er forringet med over 500 mio. kr. i forhold til budget, fordi elprisen har ligget langt lavere end forventet. Til gengæld har CTR sparet 138 mio. kr. på eget køb af el til pumper. En langt mere gunstig fordeling mellem produktionsanlæg i første halvår pga. lun vinter/forår og lavere varmebehov tæller også i meget positiv retning sammen med lavere brændselspriser på naturgas.

Bestyrelsen besluttede i marts 2023 at øge den faste betaling i andet halvår 2023 med i alt 130 mio. kr. som følge af de forøgede omkostninger. Når der alligevel ses en lavere indtægt fra varmesalg skyldes det, at prisstigningen på de 130 mio. kr. bliver mere end opvejet af et lavere varmesalg grundet det varmere vejr i særligt 1. kvartal. Dog blev 4. kvartal koldere end forventet ved seneste prognose, så varmesalget er øget med 53 mio. kr. ift. prognosen efter 3. kvartal.

Hovedstadens Beredskab I/S (HBR)

Selskabet har i 2023 haft indtægter på 541 mio. kr. og udgifter på 523 mio. kr. og dermed et mindre­forbrug på 18 mio. kr., som overføres til de følgende år til finansiering af bl.a. projekter som led i den risikobaserede dimensionering af beredskabet for kommende år (RBD2025+). Ift. budget har HBR netto haft merindtægter på 16 mio. kr. (bl.a. fra alarmområdet og salg af ambulancer) og merudgifter på 13 mio. kr. (især til udskudte projekter fra 2022 og istandsættelser/energioptimering).

Aktuelle oplysninger

HBR’s indsats ifm. branden i Børsen:

Indsatsforløb (start/slut)

16. april 2024

  • Kl. 07.36: Automatisk brandalarm modtages
  • Kl. 07.40: Første køretøjer på stedet (ingen umiddelbare tegn på brand)
  • Kl. 07.42: Storalarm (niveau 3) aktiveres

24. april 2024

  • Kl. 13.09: Sidste køretøj fra HBR forlader skadestedet.

Prioritering af indsats

  1. Menneskeliv (ingen personer kom til skade under branden og HBR’s indsats)
  2. Sikring af værdier (99% af alle kunstværker blev reddet ud, ca. 45% af bygningen blev reddet. Ydermure og ornamenter fra den kollapsede del af bygningen blev delvis reddet.)

Ressourcer

Ifm. branden blev der indsat massive styrker for at redde så meget som muligt. Da branden kulminerede var der indsat ca. 135 brandfolk - primært fra HBR, men støttet af ressourcer fra Beredskab Øst og Beredskabsstyrelsen (primært vandforsyning).

I den massive følgeskadeindsats gjorde forudgående aftale om hjælperøgdykkerkoncept med følgeskadefirma en stor forskel. Der var et massivt ledelses- og logistik-set-up til at understøtte indsatsen. Meget store dele af HBR’s samlede organisation var aktiveret ifm. branden og de efterfølgende mange dages indsats, herunder også til håndtering af borger- og presse­henvendelser.

Enkelte umiddelbare opmærksomhedspunkter

  • Branden opstod ifm. vagtskifte, hvorfor afgående vagthold fortsat var på stationerne samtidig med, at tiltrædende begyndte at møde ind. Det betød, at da der blev slået storalarm, rådede HBR over væsentlig flere brandfolk end normalt.
  • HBR havde kort forinden gennemført en særlig intern uddannelse for specialtjenesten og metrostationer om bl.a. ”føring fra front”, som fik afgørende betydning ift. at redde bygning og værdier.
  • Forudsætningen for en effektiv og kontinuerlig indsats er etablering af et robust ledelses- og logistik-set-up - både på skadestedet og i operationscentret.
  • Uanset brand i Børsen var der fortsat hændelser i HBR’s dækningsområde, der skulle håndteres, hvorfor naboberedskaber blev indkaldt til at hjælpe bl.a. til en stor tagbrand  i København NV med truende brandspredning til nærliggende kirke.

Efterspil

Beredskabet er retableret, og HBR vil evaluere forløbet for at uddrage mest mulig læring og frem­komme med anbefalinger til fremtidige indsatser. Politiets undersøgelse af brandårsag pågår p.t.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Kvartalsrapportering for 1. kvartal 2024 forventes forelagt Økonomiudvalget den 10. september 2024.

 

Søren Hartmann Hede      / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2024

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top