Mødedato: 11.06.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tryghedsundersøgelsen 2024

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen forelægges Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse 2024.

Tryghedsundersøgelsen viser udviklingen i tryghed siden 2009 i København som helhed og i de enkelte bydele. Desuden opgøres trygheden på forskellige befolkningsgrupper (køn, alder, uddannelse og boligtype (ny kategori)). Desuden viser undersøgelsen udviklingen i borgervendt kriminalitet og udviklingen for udvalgte kriminalitetstyper. I 2024 suppleres tryghedsundersøgelsen af en særundersøgelse, der afdækker unge københavneres digitale tryghed.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Tryghedsundersøgelse 2024 og den dertilhørende særundersøgelse jf. bilag 1, 2 og 3 tages til efterretning.

Problemstilling

Tryghedsundersøgelsen viser udviklingen i tryghed siden 2009 i København som helhed og i de enkelte bydele. Undersøgelsen er gennemført af Epinion. Tryghedsundersøgelsen består af to datakilder. Den første datakilde er en spørgeundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af beboerne i de enkelte bydele. Den anden datakilde er registrerede politianmeldelser for borgervendt kriminalitet i 2023.

Siden 2020 har Epinion udarbejdet dybdegående analyser af årsager til utryghed, som supplerer den generelle tryghedsundersøgelse. I 2024 handler analysen om unges digitale tryghed. Særundersøgelsen er lavet i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og SSP København.

I Sikker By Strategi 2022-2025, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 3. november 2022, er der to tryghedsmål: Trygheden i nabolaget skal stige i de bydele, der har færre end 85 % trygge, og trygheden i aften- og nattetimerne skal stige i de bydele, der har færre end 75 % trygge.

Løsning

Tryghedsundersøgelsens hovedresultater:

  • I 2024 er 88 % af københavnerne trygge i deres nabolag. Det er den højeste andel, der er målt siden 2016, og det er signifikant højere end niveauet i 2009 og 2022.

     

  • I 2024 er 80 % af københavnerne trygge i aften- og nattetimerne. Det er den højeste andel, der er målt i tryghedsundersøgelsen, og det er signifikant højere end niveauet i 2009, 2022 og 2023.
  • Der er seks bydele, hvor der er en statistisk signifikant forskel i tryghedsniveauet i nabolaget sammenlignet med hele København. 4 bydele ligger signifikant under hele København (Bispebjerg, Christianshavn, Indre Nørrebro og Brønshøj-Husum), mens 2 bydele ligger signifikant over hele København (Indre By og Østerbro).

     

  • Der er syv bydele, hvor der er en statistisk signifikant forskel i tryghedsniveauet i aften- og nattetimerne sammenlignet med hele København. 4 bydele ligger signifikant under hele København (Bispebjerg, Amager Øst, Brønshøj-Husum og Christianshavn), mens 3 bydele ligger signifikant over hele København (Østerbro, Vesterbro og Indre By).

     

  • 5 ud af 13 bydele har i 2024 færre end 85 % trygge i deres nabolag. Det drejer sig om bydelene Christianshavn (79 %), Bispebjerg (79 %), Indre Nørrebro (82 %), Brønshøj-Husum (83 %) og Amager Øst (84 %). I 2023 var der fire bydele med under 85 % trygge.
  • 4 ud af 13 bydele har i 2024 færre end 75 % trygge i aften- og nattetimerne. Det drejer sig om bydelene Bispebjerg (67 %), Amager Øst (70 %), Brønshøj-Husum (73 %) og Christianshavn (74 %). Antallet af bydele med færre end 75 % trygge er på niveau med 2023.
  • I 6 ud af 13 bydele er trygheden i nabolaget steget siden 2023. Det drejer sig om bydelene Brønshøj-Husum, Kgs. Enghave, Valby, Vanløse, Vesterbro og Østerbro. Stigningen i tryghed er statistisk signifikant for Kgs. Enghave. I 7 ud af 13 bydele er trygheden faldet siden 2023. Det drejer sig om bydelene Amager Vest, Amager Øst, Bispebjerg, Christianshavn, Indre By, Indre Nørrebro og Ydre Nørrebro. Faldet i tryghed er ikke signifikant for nogle af bydelene.
  • I 8 ud af 13 bydele er trygheden steget i aften- og nattetimerne siden 2023. Det drejer sig om bydelene Brønshøj-Husum, Indre By, Indre Nørrebro, Kgs. Enghave, Valby, Vanløse, Vesterbro og Østerbro. Stigningen i tryghed er statistisk signifikant for Vesterbro og Østerbro. I 4 ud af 13 bydele er trygheden i aften- og nattetimerne faldet siden 2023. Det drejer sig om bydelene Amager Vest, Amager Øst, Bispebjerg og Ydre Nørrebro. Faldet i tryghed er ikke signifikant for nogle af bydelene. Trygheden på Christianshavn er på samme niveau som i 2023. 

Tryghed i forskellige befolkningsgrupper

Tryghedstallene opgøres på fire forskellige befolkningsgrupper; køn, alder, uddannelse og som noget nyt i 2024 også boligformer. Det er på grund af datagrundlaget ikke muligt at lave opgørelsen på bydelsniveau.

  • Der er ikke nogen forskel på mænd og kvinders tryghed i nabolaget, men mænd er signifikant mere trygge end kvinder i aften- og nattetimerne
  • Der er i årets undersøgelse blevet spurgt til køn (mand, kvinde og andet). 9 personer har svaret ’andet’, hvilket svarer til 0,2 % af populationen, og det er derfor ikke muligt at lave analyser på denne gruppe.
  • Der er ikke nogen forskel mellem de fire forskellige aldersgruppers tryghed i nabolaget. I aften- og nattetimerne er de unge 15-29-årige signifikant mindre trygge end de andre aldersgrupper.
  • Der er en klar sammenhæng mellem tryghed og uddannelsesniveauet. For begge tryghedsspørgsmål gælder det, at trygheden stiger med uddannelsesniveauet.
  • Som noget nyt i 2024 opgøres tryghed på boligformer; ejerbolig, privat udlejning, andelsbolig og almen bolig. For begge tryghedsspørgsmål gælder det, at beboere i ejerbolig er signifikant mere trygge end beboere i de tre andre boligformer.

Hovedresultater for udviklingen i borgervendt kriminalitet

  • I 2023 blev der i København anmeldt 25.734 tilfælde af borgervendt kriminalitet, svarende til 39 anmeldelser pr. 1000 indbyggere. Anmeldelsesniveauet er lavere end 2022, men højere end 2021, hvor kriminalitetsniveauet stadig var påvirket af corona.
  • Tyveri fra borgerne er den mest udbredte type borgervendt kriminalitet i København, men hyppigheden er ikke jævnt fordelt over byen. Hvis anmeldelser for tyveri trækkes fra det samlede antal anmeldelser, er anmeldelsestallet pr. 1000 indbyggere i København 24.

     

  • I tryghedsundersøgelsen vises anmeldelsestallet (pr. 1000 indbyggere) for 5 udvalgte kriminalitetstyper (cykeltyveri, tyveri fra borgerne, euforiserende stoffer mv., vold og indbrud i privat beboelse). Der er to nye kategorier med i år: euforiserende stoffer mv. og cykeltyveri. Det er først fra 2023, at Københavns Politi har opgjort cykeltyveri i deres register, så der er kun tal fra 2023.  De to nye kategorier indgår ikke i tallene for borgervendt kriminalitet.
  • Cykeltyveri er den af de fem udvalgte kriminalitetskategorier, der har det højeste anmeldelsestal, derefter kommer tyveri fra borgerne, euforiserende stoffer, vold og endeligt indbrud. Siden 2022 er der sket en stigning i tyveri fra borgerne, mens euforiserende stoffer mv. og vold er faldet. Indbrud i privat beboelse er på samme niveau som i 2022. I perioden 2013-2023 er antallet af anmeldelser for de udvalgte kriminalitetstyper faldet, med undtagelse af anmeldelser for vold, hvor der er sket en stigning.

 

Yderligere resultater

Rapporten med årets tryghedsundersøgelse er vedlagt i bilag 1. Her findes yderligere resultater for hele København samt for de enkelte bydele og de tre områder med tryghedspartnerskaber. Resultaterne for særundersøgelsen fremgår af bilag 2. Bilag 3 beskriver metoderne for dataindsamlingen.

 

Tryghedsundersøgelsens anvendelse

Tryghedsundersøgelsens resultater anvendes af flere parter. Sikker By anvender undersøgelsens resultater til at målrette tryghedsskabende indsatser. Tryghedspartnerskaberne bruger særmålingerne til at følge deres årlige målopfyldelse og Områdefornyelserne tilkøber ofte særmålinger, så de kan følge udviklingen i tryghed i deres områder. Desuden bruges undersøgelsen til at følge op på, om målsætningerne i Sikker By Strategi 2022-2025 opnås.

En række lokale aktører anvender tryghedsundersøgelsen til at følge udviklingen i deres lokalområde eller bydel, fx lokaludvalgene, og flere boligsociale helhedsplaner bruger tryghedsundersøgelsens resultater som baseline for deres strategiske mål. Derudover anvender Københavns Politi tryghedsundersøgelsens resultater i deres operationsbefaling

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tryghedsundersøgelsen anvendes som beskrevet i løsningsafsnittet. Resultaterne videreformidles desuden til lokaludvalg, bydelsbestyrelser, områdefornyelser m.fl.

 

Søren Hartmann Hede           /            Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2024

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top