Mødedato: 11.06.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2020 (juni-indstillingen)

Se alle bilag
Processen, der leder frem til vedtagelsen af Københavns Kommunes budget for 2020 blev igangsat med Økonomiudvalgets behandling af indkaldelsescirkulæret for budget 2020 den 23. januar 2019. Med nærværende indstillingen redegøres for udvalgenes indsendte budgetbidrag for 2020, effektiviseringsforslag med videre, og med indstillingens indarbejdes politisk vedtagne korrektioner i udvalgenes budgetrammer. Indstillingen danner herudover et foreløbigt grundlag for kommunens endelige budgetforslag, der skal førstebehandles på Økonomiudvalgets møde den 21. august 2019 (august-indstillingen 2020). Budgetforslaget udarbejdes på baggrund af Økonomiaftalen for 2020 mellem regeringen og KL og tilskudsudmeldingen for 2020 til kommunerne mv. I henhold til tidsplanen i Indkaldelsescirkulæret til budget 2020 andenbehandler Økonomiudvalget budgetforslaget for 2020 den 24. september 2019.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at udvalgenes korrigerede budgetrammer fastsættes på baggrund af indstillingen vedrørende kommunens demografiregulering og øvrige politiske beslutninger som beskrevet i bilag 1,

  2. at det godkendes, at udvalgenes effektiviseringsforslag på 233,2 mio. kr. indgår i budgetforhandlingerne, jf. bilag 3,

  3. at status for investeringspuljerne tages til efterretning, jf. bilag 5,

  4. at opgørelse og status for målsætning om reduktion af Københavns Kommunes administrative udgifter med 10 pct. pr. indbygger i 2022 fra budgetaftale 2019 tages til efterretning, jf. bilag 6,

  5. at puljen til udvendigt vedligehold til ikke-færdiggjorte anlægsprojekter under Økonomiudvalget tilføres 10,9 mio. kr. i 2020, 18,6 mio. i 2021, 22,1 mio. kr. i 2022 og 27,5 mio. kr. fra 2023 og frem på service i henhold til de fastlagte m2-priser i styringsmodel for udvendigt vedligehold vedtaget med budget 2016, jf. bilag 1 og bilag 9,

  6. at der afsættes 2,2 mio. kr. i 2020, 2,0 mio. kr. i hhv. 2021 og 2022 samt 1,9 mio. kr. fra 2023 og frem på service i en pulje under Økonomiudvalget til afledte driftsudgifter til ni anlægsprojekter under Teknik- og Miljøudvalget, som der ikke tidligere er afsat driftsmidler til og som forventes igangsat i 2020, jf. bilag 1 og bilag 9,

  7. at ny model for forsikringsordningen for Københavns Kommunes forvaltninger - og de bevillingsmæssige tilpasninger som følge heraf - godkendes, jf. bilag 1 og bilag 9.

  8. at retningslinjerne for udarbejdelsen af budgetforslaget og bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at indarbejde nye skøn for p/l og i samarbejde med forvaltningerne at afklare tekniske udeståender og revurdere udgifter til overførsler godkendes, jf. bilag 1.

Problemstilling

Københavns Kommune oplever fortsat befolkningsvækst med 10.000 nye indbyggere hvert år. Det øger skatteindtægterne, men giver samtidigt et demografisk udgiftspres på servicerammen og behov for at prioritere nødvendig kapacitet under en begrænset anlægsramme.

Fra 2019 og frem til 2023 medfører den demografiske udvikling stigende udgifter for i alt 906,2 mio. kr. til de demografiregulerede serviceområder. Derudover forventes moderniserings- og effektiviseringsprogrammet som udgangspunkt videreført i 2020, jf. økonomiaftalen for 2019. For at finansiere de demografibetingede udgifter samt for at give mulighed for at prioritere nødvendige udgiftsbehov, specifikke udfordringer på kerneområderne og nye politiske tiltag inden for servicerammen, vil der i 2020 og de kommende år fortsat være behov for effektiviseringer og smarte omstillinger. Økonomiudvalget har med Indkaldelsescirkulæret til budget 2020 besluttet et effektiviseringsniveau på 398,7 mio. kr. i 2020. Med juni-indstillingen fremlægges på den baggrund udvalgenes vedtagne effektiviseringsforslag til budget 2020.

Med økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2019 har parterne aftalt et samlet bruttoanlægsniveau for kommunerne på 17,8 mia. kr. i 2019. Københavns Kommunes andel heraf er 3.036 mio. kr. København har i de kommende år et betydeligt anlægsbehov til kapacitetsudbygning, renovering, og til at effektivisere via smarte investeringer. Behovet vedrører i særlig grad lovbunden kapacitet som følge af befolkningsudviklingen. Med henblik på at sikre overholdelse af Københavns andel af kommunernes samlede anlægsmåltal har Økonomiudvalget – i lighed med 2019 – fastsat foreløbige bruttoanlægsrammer for 2020 og 2021. De foreløbige rammer udgør 3.036 mio. kr. i hhv. 2020 og 2021, hvilket svarer til niveauet i budget 2019. De 3.036 mio. kr. omfatter dels måltal til forvaltningerne på samlet 2.800 mio. kr. kr., og dels en central pulje på 236 mio. kr., som indeholder puljen til uforudsete udgifter (28 mio. kr.), måltal til nye investeringsforslag (65 mio. kr.) samt måltal til nye initiativer i budgetaftaler og overførselssager (143 mio.).  

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at Københavns behov for kapacitet og eksekveringsevne er højere end den nuværende bruttoanlægsramme. Kommunens service- og bruttoanlægsniveau i 2020 afhænger af økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening og den efterfølgende fælleskommunale budgetproces.

Løsning

Forvaltningerne har udarbejdet budgetbidrag for 2020 i overensstemmelse med budgetrammerne og de udmeldte retningslinjer, herunder også udvalgenes samlede effektiviseringsbidrag på i alt 398,7 mio. kr.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget godkender, at udvalgenes effektiviseringsforslag i bilag 3 indgår i budgetforhandlingerne, samt at Økonomiudvalget tiltræder de i bilag 1 beskrevne budgetrammer.

Nedenfor orienteres om Københavns Kommunes økonomiske rammer, status for effektiviseringsstrategien, status for økonomien i budget 2020 og målsætningen om reduktion af administrative udgifter, samt de største bevægelser siden Indkaldelsescirkulære 2020 (IC 2020). Bevægelserne beskrives nærmere i bilag 1 og bilag 9.

Budgetforslaget for 2020 udarbejdes på grundlag af Økonomiaftalen for 2020 mellem regeringen og KL og tilskudsudmeldingen for 2020 til kommunerne. De kommunale budgetter skal efter den udmeldte tidsplan være vedtaget senest d. 15. oktober 2019. Folketingsvalget den 5. juni 2019 betyder, at det er uvist, hvornår der bliver indgået en økonomiaftale for 2020. Det kan medføre ændringer i tidsfrister mv. i den videre proces for udarbejdelsen af et endeligt budgetforslag til 2020. Økonomiforvaltningen vil orientere Økonomiudvalget og forvaltningerne, såfremt udskudte økonomiforhandlinger mv. får konsekvenser for budgetprocessen.

Økonomi

Effektiviseringsstrategi 2020

Udvalgene har fremsendt effektiviseringsforslag svarende til 233,2 mio. kr. Sammen med de stigende profiler fra tidligere års effektiviseringer udgør forvaltningernes samlede effektiviseringsbidrag 398,7 mio. kr. Alle forvaltninger lever op til de udmeldte effektiviseringsmåltal med IC 2020.

Indkøbsprogrammet, der løber i perioden 2017 til 2021, skal bidrage med tværgående indkøbseffektiviseringer på fællesaftaler til opfyldelse af forvaltningernes effektiviseringsmåltal med 26,8 mio. kr. i 2020, hvoraf de 0,6 mio. kr. er stigende profiler fra indkøbseffektiviseringerne fra 2019. De tværgående indkøbseffektiviseringer er indarbejdet i de stigende profiler. Københavns Ejendomme & Indkøb forventer frem mod august-indstillingen, at der bliver indgået nye indkøbsaftaler svarende til effektiviseringsmåltallet på 26,2 mio. kr. Med indkøbsprogrammet skal decentrale indkøbsaftaler i forvaltningerne desuden bidrage med effektiviseringer på 5,3 mio. kr. Disse er ligeledes indarbejdet i de stigende profiler.

Koncernenhederne bistår forvaltningerne med at identificere tværgående potentialer som forvaltningerne kan anvende til at indfri effektiviseringsmåltallet. De tværgående investeringsforslag fra Overførselssagen 2018/19 bidrager med effektiviseringer for i alt 217,7 mio. kr. fuldt indfaset i 2024. Heraf kommer de væsentligste bidrag fra styrket indkøbsorganisation og etablering af rengøringsfællesskab. Udvalgene kan anvende de tværgående effektiviseringer til opfyldelse af deres effektiviseringsmåltal i 2020 og kommende år.

Status på strategien for smarte investeringer i velfærden

I forbindelse med overførelsessagen 2018/2019 blev der udmøntet i alt 330,3 mio. kr. til 53 nye investeringsforslag og 7 nye innovationsforslag. Status på investeringspuljerne efter overførselssagen er, at der samlet set er 119,7 mio. kr. (2019-pl.) tilbage i investeringspuljen 2019 til udmøntning i budget 2020. Alle midler i innovationspuljen er udmøntet ifm. overførselssagen. Efter udmøntningen i overførselssagen 2018/2019 er der ikke mere reserveret service- og anlægsmåltal i 2019 til investeringspuljen og udmøntning af den resterende del af puljen forudsætter anvisning af service- og anlægsmåltal i 2019 og frem. Med beslutningen om Model for styring af bruttoanlæg i budget 2020 og 2021 (Økonomiudvalget den 19. februar 2019) er der ud af en samlet pulje på 236 mio. kr. reserveret anlægsmåltal på 65 mio. kr. i 2020 og 2021 til initiering af nye investeringsforslag, der kan udmøntes i budgetforhandlingerne. For yderligere status for investeringspuljerne henvises til bilag 5.

Kultur- og Fritidsudvalget har fem ansøgninger til investeringspuljen, og Økonomiforvaltningen har én ansøgning til investeringspuljen, som er en forudsætning for indfrielse af udvalgenes effektiviseringsmåltal i 2020, jf. bilag 3. Økonomiudvalget godkender med denne indstilling, at de indgår i de politiske forhandlinger om budget 2020, jf. bilag 3. De seks investeringsforslag søger tilsammen 25,2 mio. kr. fra investeringspuljen, som skal finansieres af investeringspuljen til budgetforhandlingerne for budget 2020, jf. bilag 4

Derudover forventes det, at der kommer en række investeringsforslag til budgetforhandlingerne for budget 2020, vedrørende kommende års effektiviseringsstrategi eller håndtering af interne udfordringer, der kræver midler fra investeringspuljerne. Disse forslag vil indgå i forhandlingerne om udmøntning af investeringspuljerne i forbindelse med budgetforhandlingerne. Et samlet overblik vil blive forelagt Økonomiudvalget den 27. august 2019.

Moderniserings- og effektiviseringsprogram

Det er aftalt mellem Regeringen og KL, at moderniserings- og effektiviseringsprogrammet (MEP) skal løbe i fire år fra 2018 og hvert år skal lede til et katalog med effektiviseringsforslag, der kan frigøre én milliard kroner for kommunerne under ét. Halvdelen af effektiviseringen kan kommunerne ikke selv råde over. Københavns Kommunes årlige andel af aftalen udgør 51,0 mio. kr.

Der vil med august-indstillingen for budget 2020 (Økonomiudvalget den 21. august 2019) blive fulgt op på initiativerne fra økonomiaftalerne for 2018 og 2019. I august-indstillingen vil der ligeledes indgå en første vurdering af nye MEP-initiativer, om de vil være relevante for Københavns Kommune og om hvorvidt udvalgene kan drage nytte af initiativerne.

Opfølgning målsætningen om reduktion af kommunens administrative udgifter, Budget 2019

Med budgetaftalen for budget 2019 blev det aftalt, at kommunens administrative udgifter pr. indbygger skal nedbringes med 10 pct. over de næste fire år. Med målsætningen sikres det, at administrative effektiviseringer bidrager mere i de kommende år således, at der kan prioriteres service til de borgernære kerneområder. Effektiviseringerne kan medgå til at indfri forvaltningernes effektiviseringsmåltal.

Økonomiforvaltningen har på baggrund af det endelige regnskab 2018 beregnet udgangspunktet for målsætningen. De administrative udgifter i 2018 er 5.095 kr. pr. indbygger, som skal reduceres med 10 pct. over fire år, så de administrative udgifter pr. indbygger maksimalt må udgøre 4.586 kr. i 2022 med den nuværende befolkningsprognose fra foråret 2019, jf. tabel 1.

Tabel 1. Udvikling i de beregnede udgifter, udgifter pr. indbygger samt befolkningstilvæksten 2018-2022 (2020 p/l) 

 

Baseline - 2018

2019

2020

2021

2022

Udvikling

Befolkning, medio året

623.331

633.374

643.236

652.205

659.660

5,8%

Udgifter pr. indbygger – udvikling mod reduktion på 10 pct.

5.095

4.968

4.840

4.713

4.586

-10%

Samlede adm. udgifter med reduktion (1.000 kr.)

3.175.987

3.146.479

3.113.536

3.073.873

3.024.978

-151.008

Den samlede reduktion i de administrative udgifter over fire år vil være på i alt 151 mio. kr., hvis målsætningen skal nås. Det svarer til en reduktion på 37,8 mio. kr. årligt. Udvalgenes andele fremgår af bilag 6. Nye tiltag i effektiviseringsstrategien 2020 bidrager ved fuld indfasning i 2022 samlet set med administrative effektiviseringer på 69,8 mio. kr. inden for afgrænsningen af målsætningen.

Ny model for forsikringsordningen

Forsikringsordningen er en obligatorisk og solidarisk ordning for alle Københavns Kommunes forvaltninger. Ordningen omfatter forsikring af bygninger, løsøre, motorkøretøjer samt erhvervsansvar og skal overordnet set hvile i sig selv. Med indkaldelsescirkulæret 2020 blev der lagt op til at udarbejde en ny model for forsikringsordningen, der tager højde for udgifter til større skader, og sikrer, at ordningen kan hvile i sig selv. Økonomiforvaltning har med inddragelse af forvaltningerne på den baggrund udarbejdet en ny model, der vil bidrage til et mere stabilt præmieniveau mellem årene og dermed budgetsikkerhed på området for udvalgene. Med denne indstilling ændres præmieopkrævningen således, at:

  • Udgifter og indtægter indenfor hver af forsikringens ordninger er i balance

  • Der indføres en 10-årig udligningsordning for hvile-i-sig-selv på bygningsforsikring

  • Der sker en omfordeling af bevillinger mellem udvalgene således at udvalgene økonomisk stilles uændret af de ændrede forsikringspræmier.

  • Der tages højde for et nyt udbud på bygningsforsikring, der giver en samlet besparelse på 11,4 mio. kr. Heraf er 2 mio. kr. med til at sikre, at udvalgene økonomisk stilles uændret, og de resterende besparelser på i alt 9,4 mio. kr. indgår som indkøbseffektivisering i effektiviseringsstrategien for 2020.

Der henvises til bilag 1 og bilag 9 for nærmere beskrivelse af den nye forsikringsmodel og de bevillingsmæssige ændringer som følge af denne.

Samlet økonomi

Budgetrammerne i denne indstilling er tilpasset i forhold til budgetrammerne i Indkaldelsescirkulæret 2020 (IC 2020), som Økonomiudvalget behandlede den 23. januar 2019. Der er indarbejdet en række korrektioner som følge af nye politiske beslutninger, herunder korrektioner vedrørende den demografiske udvikling og Overførselssagen 2018-2019 samt beslutninger som følge af denne indstilling.

Med denne indstilling er der i budgetrammerne for 2020 indarbejdet nettoudgifter for i alt 38,9 mia. kr., jf. tabel. 2.

Tabel 2. Københavns Kommunes samlede udgifter i 2020

Mia. kr., 2020 p/l

Service

Anlæg

Overførsler mv.

I alt

Nettoudgifter

26,3

2,3

10,3

38,9

Note: Beløbene er opdateret med alle beslutninger til og med Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019, Anden anlægsoversigt, Økonomiudvalget den 11. juni 2019, samt korrektioner foretaget i denne indstilling.

Service

På baggrund af den nye befolkningsprognose er budgetrammerne blevet reduceret med i alt 79,6 mio. kr. i 2020. Heraf udgør effekten af efterreguleringen i 2019 mindreudgifter for 55,0 mio. kr. varigt, mens 34,5 mio. kr. skyldes et lavere skøn for befolkningsudviklingen 2019-2020. Økonomiudvalget tiltrådte den 30. april 2019 annullering af korrektionen for socioøkonomisk udvikling i demografimodellen på handicapområdet fra 2020 og frem. På den baggrund øges Socialudvalgets ramme til handicapområdet med 10,0 mio. kr. De samlede demografibetingede merudgifter fra 2019 til 2020 udgør dermed i alt 199,2 mio. kr., jf. bilag 1.  

Borgerrepræsentationen besluttede den 17. juni 2015 en ændring af kommunens huslejemodel med virkning fra 1. januar 2016. Som led heri overgik udgifterne til udvendigt vedligehold fra at være indregnet i den interne huslejebetaling, som opkræves af KEID, til at være bevillingsstyret, således at midlerne til vedligehold afsættes samtidig med at anlægsprojekterne besluttes. Vedligeholdelsesudgifterne udgør 166 kr. pr. m2 nybyggeri. Som led heri blev der i budgetforslaget for 2016 afsat en grundpulje til at håndtere overgangsperioden, hvor anlægsprojekter, der er vedtaget før budget 2016, bliver færdige. Økonomiforvaltningen har gennemgået overgangsordningens afsatte grundpulje og oversigten over endnu ikke færdiggjorte anlægsprojekter med henblik på at sikre, at der er afsat den fastlagte takst pr. m2 til udvendigt vedligehold. På den baggrund øges puljen med 10,9 mio. kr. i 2020, 18,6 mio. kr. 2021, 22,1 mio. kr. i 2022 og 27,5 mio. kr. fra. fra 2023, jf. bilag 1.

Herudover afsættes i forlængelse IC 2020 afledte driftsudgifter til ni endnu ikke-færdiggjorte anlægsprojekter under Teknik- og Miljøudvalget, der forventes ibrugtaget i 2020, og som der ikke tidligere er afsat driftsmidler til. Midlerne reserveres i en pulje under Økonomiforvaltningen, der i alt tilføres 2,2 mio. kr. i 2020, 2,0 mio. kr. i 2021 og 2022 samt 1,9 mio. kr. fra 2023 og frem på service. Midlerne bliver løbende udmøntet til Teknik- og Miljøudvalget, når anlægsprojekterne gennemføres.

Anlæg

Med nærværende indstilling er kommunens budget på nettoanlægsudgifter i alt 2,3 mia. kr. i 2020. Det er 6,9 mia. kr. lavere end i IC 2020. Ændringen skyldes hovedsageligt ændrede anlægsperiodiseringer fra 2020 til senere år, som bringer kommunens bruttoanlægsudgifter i overensstemmelse med det måltal Økonomiudvalget d. 19. februar 2019 har tildelt udvalgene. Kommunens budget på bruttoanlæg udgør 3,0 mia. kr. inkl. den centrale pulje på anlæg i juni-indstillingen til budget 2020 under forudsætning af godkendelse af ”2. anlægsoversigt 2019”, som ligeledes behandles af Økonomiudvalget d. 11. juni 2019.

Udvalgene har behandlet anlægsinvesteringsoversigter for årene 2020 og 2021, hvor udvalgene har skulle budgetlægge deres bruttoanlægsudgifter inden for en ramme på 2.800 mio. kr. Den samlede foreløbige ramme udgør 3.036 mio. kr. og de resterende 236 mio. kr. er reserveret til puljen til uforudsete udgifter (28 mio. kr.), investeringspuljen 2020 (65 mio. kr.) og en anlægsmåltalspulje til prioritering under budgetforhandlingerne (143 mio. kr.). Anlægsinvesteringsoversigterne bliver fremlagt og behandlet af Økonomiudvalget i indstillingen ’2.  anlægsoversigt 2019’ den 11. juni 2019 og indgår i budgetforhandlingerne.

I budgetforhandlingerne kan der prioriteres ledigt anlægsmåltal til nye anlægsprojekter, til investeringsforslag og til fremrykning af allerede besluttede anlægsprojekter.

Det samlede kommunale niveau for bruttoanlægsudgifterne kendes endnu ikke og er afhængigt af den kommende økonomiaftale samt den faseopdelte budgetproces for kommunerne. For at sikre, at kommunerne under ét overholder økonomiaftalens rammer for anlæg, koordinerer KL kommunernes budgetter som led i den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter.  Københavns Kommunes andel af bruttoanlægsrammen er vanligvis kendt primo/medio oktober 2019. Tilpasning af anlægsrammer og anlægsstyring fastsættes herefter i særskilt indstilling til Økonomiudvalget.

Overførsler mv.

De samlede udgifter til overførsler mv. i Københavns Kommune udgør 10,3 mia. kr., hvilket er 54 mio. kr. højere end ved IC 2020. Det skal primært ses i lyset af, at skønnet for førtidspension er opjusteret med ca. 308 mio. kr. i 2020, mens skønnet for kontanthjælp mv. er nedjusteret med ca. 162 mio. kr. Dertil er skønnede udgifter til forsikrede ledige ca. 124 mio. kr. lavere end i IC 2020. Bilag 1 indeholder en nærmere gennemgang af ændringerne i udvalgenes skøn for styringsområdet overførsler mv. Eventuelle justeringer til skønnet for styringsområdet overførsler mv., som følge af Økonomi- og Indenrigsministeriets konjunkturvurdering i august 2019 (Økonomisk Redegørelse) og aftalen om kommunernes økonomi for 2020, vil blive indarbejdet med august-indstillingen.

Områder der kan påvirke budget 2020

Økonomiforvaltningen er bekendt med en række områder, hvor de økonomiske effekter endnu ikke er endeligt opgjort, men vil indgå i budget 2020. De væsentligste er oplistet nedenfor og uddybes i bilag 1:

  • Aftale om kommunernes økonomi 2020

  • DUT-sager (ændret lovgivning, der påvirker kommunernes opgavevaretagelse), herunder ny ferielov om samtidighedsferie.

  • Tilskud og udligning samt ejendomsskatter

  • Opdateret skøn for overførselsudgifter som følge af Økonomisk Redegørelse  

  • Movias første behandling af budgetforslag 2020

Reel kasse

Den reelle kasse opdateres i august i forbindelse med august-prognosen for 2019. Såfremt der ved august-prognosen konstateres, at kassebeholdningen ligger under det anbefalede niveau på 700 mio. kr., bør der ske kasseopbygning. Hvis den reelle kasse ligger over det anbefalede niveau kan de overskydende midler eventuelt indgå som finansiering i budgettet for 2020.

Retningslinjer for udarbejdelse af budgetforslag

Der anbefales en række tekniske bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at foretage til rettelser på baggrund af nye skøn for p/l og i samarbejde med forvaltningerne at afklare tekniske udeståender og revurdere udgifter til overførsler, jf. de opstillede retningslinjer i bilag 1, kapitel 7.

Videre proces

I forlængelse af denne indstilling skal forvaltningerne i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilrette budgetbidragene, så de kan indgå i første behandlingen af budgetforslaget for 2020, som førstebehandles af Økonomiudvalget den 21. august 2019 og Borgerrepræsentationen den 29. august 2019.

Med IC 2020 blev det besluttet, at der skal udarbejdes budgetnotater på need to emner, på rettidig omhu, eventuelt 1-3 enkeltstående budgetnotater på specifikke udfordringer inden for de enkelte fagforvaltningers områder samt sager henvist fra tidligere politiske forhandlinger til budget 2020 jf. bilag 7.

Need to inddeles i følgende tre kategorier:

1. Need to - Risikosager

2. Need to - Kapacitet

3. Need to - Renovering

En nærmere uddybning af need to-begreberne samt rettidig omhu er præciseret i bilag 1.

Økonomiforvaltningen står til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, herunder proces og udarbejdede produkter. Medlemmerne kan henvende sig til Økonomiforvaltningens direktion herom.

 

Peter Stensgaard Mørch                           / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 3. Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2020 (juni-indstillingen) (2019-0136211)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2019

Indstillingens 1.-2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 3.-4. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 5.-8. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Enhedslisten har store forhåbninger til, at en ny regering vil indgå en KL-aftale, der giver kommunerne et større råderum, der tager højde for den stigende demografiudvikling, der har været. Til dækning af de afledte ekstra omkostninger på service og anlæg, som er en naturlig konsekvens. Enhedslisten tager derfor også forbehold for, at der i forbindelse med Budget20 bliver tilført midler som matcher udviklingen i en by, der vokser.”

Til top