Mødedato: 11.06.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tilslutning til FN-initiativet The Shift vedrørende lighed og tilgængelighed på boligmarkedet

Se alle bilag
 
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, hvorvidt Københavns Kommune skal tilslutte sig FN-initiativet The Shift, der har til hensigt at adressere og finde løsninger på udfordringer på boligmarkedet i storbyer verden over.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune tilslutter sig FN-initiativet The Shift.

Problemstilling

Københavns Kommune er blevet kontaktet af FN’s særlige boligrapportør Leilani Farha med en invitation til, at kommunen tilslutter sig initiativet The Shift.

Løsning

The Shift er et globalt FN-initiativ, som har til hensigt at adressere og finde løsninger på udfordringer på boligmarkedet i storbyer verden over. Ifølge FN er adgangen til passende og billige boliger en udfordring i mange byer verden over, og et stigende antal mennesker lever i hjemløshed eller uden basale nødvendigheder i deres hjem. The Shift indebærer, at man ændrer måden at betragte boliger på, så de opfattes og behandles som en ramme for det levede liv, fremfor et investeringsobjekt og en handelsvare. En lang række storbyer har tilsluttet sig The Shift, herunder bl.a. Paris, Berlin, Amsterdam og Malmø.

Initiativet har tre mål: 

  • At skabe et fælles grundlag og forståelse på tværs af aktørerne i The Shift for arbejdet med at sikre boliger til alle.

  • At adgang til en bolig bliver betragtet som en menneskeret, og at det i lyset af en global boligkrise er centralt at opfatte boligen som en del af et værdigt liv for mennesker fremfor, at boligen betragtes som investeringsobjekt og handelsvare.

  • At opfordre og vejlede regeringer og lokale ledere til engagement og handling på boligområdet.

De tre mål er yderligere beskrevet i bilag 1.

Såfremt Københavns Kommune tilslutter sig erklæringen oplyser The Shift, at de vil indgå løbende dialog med Københavns Kommune om, hvordan lokale politiske initiativer adresserer udfordringer på boligmarkedet. Ydermere kan Københavns Kommune indhente viden og løsninger om boligmarkedets problemstillinger i andre storbyer. The Shift oplyser, at det ikke forventes, at Københavns Kommune vedtager samme reguleringer som øvrige byer, der har tilsluttet sig initiativet med henvisning til, at man anerkender lokale og nationale forskelle i boligmarkederne, og at udfordringerne på boligmarkederne er vidt forskellige fra land til land.

Tilslutningen til The Shift indebærer dermed ikke forpligtelser om forudbestemte reguleringsmæssige indsatser eller lignende. Tilslutningen betyder, at Københavns Kommune anerkender og arbejder med boligmarkedets problematikker indenfor en række områder formuleret i erklæringen (bilag 2):

  1. At anerkende, at adgang til en bolig er en menneskeret i henhold til Menneskerettighedserklæringen og internationale love om menneskerettigheder.

  2. At bestræbe sig på, at handlinger og beslutninger træffes i overensstemmelse med forståelsen af adgang til boliger som en menneskeret og ikke som en handelsvare.

  3. At tage initiativ til at bekæmpe hjemløshed og arbejde for at sikre passende boliger, alt efter lokale behov og sammenhænge.

  4. At adressere udfordringer på boligmarkedet ved at indføre og/eller støtte op om tiltag, der søger at løse strukturelle barrierer for at tilvejebringe boliger. 

  5. At anerkende, at alle politiske styringsniveauer er forpligtede til at regulere det private boligmarked i henhold til internationale regler om menneskerettigheder.

Økonomiforvaltningen vurderer, at en række af de indsatsområder, der nævnes i erklæringen, er i tråd med den boligpolitik, der føres i Københavns Kommune og med øvrig national boliglovgivning, der bl.a. sikrer lejeres rettigheder samt boligsocial anvisning til personer med akut behov for en bolig.

Med Kommuneplan 2015 satte Københavns Kommune en målsætning om opførelse af 45.000 nye boliger i 2027 for at skabe en social bæredygtig by, som kan tilbyde boliger til alle og desuden med det formål at dæmpe prisstigningerne på boligmarkedet. Med den gældende kommuneplan er målet desuden at skabe en sammenhængende by med blandede boligområder. Derfor er ambitionen, at almene boliger skal udgøre 20 % af boligerne i København ligesom, at 10 % af disse nye almene boliger i byudviklingsområder skal have en maksimalhusleje på 3.200 kr./mdr. Med Kommuneplan 2015 er målsætningen desuden, at der opføres 6.000 nye ungdomsboliger frem mod 2027.

Forslag til Kommuneplan 2019 bygger videre på disse målsætninger for at sikre rammerne for en sammenhængende by med plads til alle og i den forbindelse at skabe variation i boligstørrelser- og typer i de enkelte byområder. I forlængelse heraf lægges der i forslaget til Kommuneplan 2019 op til en ændring i størrelsesbestemmelserne for nybyggeri, hvilket forventes at skabe rammerne for byggeri af flere små boliger. For at imødekomme den fortsatte befolkningstilvækst i byen og for at sætte en dæmper på prisstigningerne er målsætningen at opføre 60.000 nye boliger i København.

Almene boliger er den billigste boligform i København. Den kommunale anvisningsret er med til at sikre, at Københavns Kommune kan stille almene ungdoms- og familieboliger til rådighed til løsningen af påtrængende boligsociale problemer. Ydermere er udlejningsaftaler mellem Københavns Kommune og de almene boligorganisationer i København med til at sikre en balanceret beboersammensætning i byens boligområder. Københavns Kommune har endvidere fået mulighed for at stille krav om, at op til 25 % af nye boliger i byen er almene.

Andelen af private udlejningsboliger udgør 26 % i Københavns Kommune. The Shift har stort fokus på at hindre kapitalfondes opkøb af ejendomme, med det ene formål at øge huslejeindtægterne i forbindelse med omfattende renoveringer eller andre tiltag. I en dansk kontekst har regeringen iværksat en evaluering af boligreguleringslovens § 5, stk. 2, der regulerer rammerne for huslejestigninger i udlejningsejendomme i forbindelse med større renovering. Evalueringen har til formål at afdække, om ordningen i Danmark reelt benyttes fejlagtigt og med spekulation for øje, samt at identificere muligheder for at ændre reglerne, hvis dette er tilfældet.

Økonomiforvaltningen bemærker, at en tilslutning til The Shift således stemmer godt overens med de initiativer, som i forvejen er taget i forhold til boligmarkedet i Danmark. 

Økonomi

Indstillingen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender sagen, vil Økonomiforvaltningen tage kontakt til FN med henblik på, at Overborgmesteren på vegne af Borgerrepræsentationen underskriver erklæringen (bilag 2).

 

    Peter Stensgaard Mørch

/ Søren Tegen Pedersen

  

Beslutning

Dagsordenspunkt 12. Tilslutning til FN-initiativet The Shift vedrørende lighed og tilgængelighed på boligmarkedet (2019-0102394)

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B og V.

Imod stemte: C og O.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Tilslutningen til The Shift er et godt skridt på vej mod sikringen af gode billige boliger til København, men Enhedslisten og Alternativet mener, at det også bør prioriteres ved etablering af Lynetteholmen. Partierne ønsker derfor, at det nye selskab for Lynetteholmen ikke er forpligtet til at sælge grunde til markedspriser på samme måde som By og Havn.”

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Enhedslisten støtter op om tilslutningen til FN initiativet the Shift. For Enhedslisten er det afgørende, at tilslutningen ikke står alene, men at der også via Kommuneplan 2019 skabes betingelser for gode billige boliger i København.”

 

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Vi ønsker at værne om den grundlovssikrede private ejendomsret. Vi ønsker at øge andelen af private ejerboliger, så endnu flere får mulighed for at eje deres egen bolig i København. Vi ønsker i den kommende kommuneplan at udvide mulighederne for privat boligbyggeri. Vi ser gerne, at flere private kommer ind på det københavnske boligmarked for at hjælpe med at renovere utidssvarende boliger uden eget toilet, bad eller centralvarme.”

 

Til top