Mødedato: 11.06.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udsendelse af Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi i høring

Se alle bilag

På baggrund af medlemsforslag i Borgerrepræsentationen fra hhv. Alternativet og Radikale Venstre er der udarbejdet et udkast til en samlet Mad- og Måltidsstrategi for Københavns Kommune. Med forslag til en Mad- og Måltidsstrategi sættes en ny og ambitiøs retning for, hvordan mad og måltider med høj kulinarisk kvalitet bidrager til en sundere og mere klimaansvarlig by for alle københavnere. Strategien omfatter initiativer, der er med til at styrke København som madby, og bidrager til at udvikle det lokale fødevaresystem omkring byen. 

På baggrund af indstillingen anmodes Økonomiudvalget om at tage stilling til, om forslaget til Københavns Kommunes nye mad- og måltidsstrategi skal sendes i høring i Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at forslag om en Mad- og Måltidsstrategi i København sendes i intern høring i Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Problemstilling

På foranledning af medlemsforslag i Borgerrepræsentationen (BR) den 31. maj 2018 og 20. september 2018 fra hhv. Alternativet (bilag 1) og De Radikale (bilag 2) har Borgerrepræsentationen vedtaget, at Københavns Kommune skal have sin første samlede Mad- og Måltidsstrategi. Den nye strategi skal samle indsatser om mad og måltider på tværs af forvaltningerne og være en løftestang i København Kommunes arbejde med overordnede mål, som relaterer sig til mad og måltider. Strategien skal afdække, hvordan køb af fødevarer og måltider finansieret af Københavns Kommune i højere grad kan være indbydende og ernæringsrigtig samtidig med, at kosten er klimaansvarlig. Selvom den primære målgruppe er borgere, der indtager måltider fra Københavns Kommune, er der en forhåbning om en påvirkning af madvaner hos københavnerne generelt.

Løsning

Projektgruppen har bestået af Økonomiforvaltningen (ØKF) (projektleder), Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) (politisk initiativ), samt Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) samt Socialforvaltningen (SOF), som har ressort over størstedelen af de borgerrettede funktioner, som inkluderer måltidsservering. Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har bidraget på ad hoc basis ift. klimainitiativer. Projektgruppen har udarbejdet materiale til et advisory board, som dækker forskellige faglige vinkler på fødevareområdet. Advisory board har afholdt to møder for at diskutere visioner på området og kvalificere udkastet til fødevarestrategien -her har Kultur- og Fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å), været mødeleder.

Strategien indeholder fem temaer, der konkretiseres i mål, der videre operationaliseres gennem tilhørende indsatser. Tema og mål er kort præsenteret herunder, mens indsatser kan læses i strategien (bilag 3).

Ernæring og sundhed

  • Der er færre under- og fejlernærede borgere i Københavns Kommune

  • Mad og måltider i Københavns Kommune bidrager til at mindske social ulighed i sundhed

  • Omlægning til mere klimavenlige måltider gennemføres med udgangspunkt i de officielle anbefalinger og med hensyntagen til borgernes ernæringsmæssige behov

Velsmag, kvalitet og madglæde

  • Måltiderne skal have høj kulinarisk kvalitet og nydes i gunstige rammer med godt værtskab. Det skal sikre tilfredshed og madglæde hos alle borgere, der spiser nogle eller alle deres måltider i regi af Københavns Kommune

  • Maden skal så vidt muligt produceres på de institutioner, skoler eller sociale tilbud, hvor borgerne bor eller opholder sig – det giver nærhed, sanseoplevelser, kvalitet og mulighed for deltagelse og indflydelse på måltider

Bæredygtige og klimaansvarlige måltider

  • Måltider i Københavns Kommune skal være bæredygtige og klimavenlige. Som delmål vil vi gennemføre en reduktion af klimaaftrykket på mindst 25% inden 2025

  • Københavns Kommunes køkkener bruger mindst 90% økologiske råvarer samlet (jf. eksisterende økologimålsætning), og Københavns Kommunes køkkener er endvidere registreret med Fødevarestyrelsens Økologiske Spisemærke i guld i 2025 med få undtagelser

  • Københavns Kommune skal med ambitiøse klima- og miljømål være med til at vise vejen, og ændre den måde der produceres fødevarer på i dag i Danmark og resten af verden

Stærke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse

  • Der skal være gode fysiske og sociale rammer om mad og måltider og god tid til nydelse, deltagelse og samvær, så vi skaber givende og udviklende fællesskaber for alle borgere, der bruger Københavns tilbud og institutioner

  • Alle børn i Københavns Kommunes folkeskoler og daginstitutioner skal involveres i aktiviteter og undervisning, der giver en bred og mangfoldig maddannelse – både i og uden for skole/institution

København som sund, grøn og vital madby

  • København er en vital, stærk og differentieret madby, hvor der opdyrkes nye og inspirerende tiltag, der kan give gode madoplevelser for alle Københavnere og tilbyde nye løsninger på de udfordringer, der optager os

  • Der er øget beskæftigelse og vækst, der understøtter en bæredygtig udvikling i madbranchen

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser. Der vil blive udarbejdet et budgetnotat til Budget 2020, som indeholder forslag til implementering af strategien. Budgetnotatet vil blive forelagt Økonomiudvalget (den 13. august 2019) og Borgerrepræsentationen (den 22. august 2019) samtidig med, at Mad- og Måltidsstrategien lægges til godkendelse.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget tiltræder indeværende indstilling, sendes strategien i høring i relevante fagudvalg (Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget). Teknik og Miljøforvaltningen har ikke ønsket at få strategien i høring, men modtager et orienteringsnotat om sagen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har takket nej til at behandle strategien.

Økonomiforvaltningen vil på baggrund af høringssvarene udarbejde et endeligt forslag til strategien, der forventes behandlet i Økonomiudvalget den 13. august 2019 forud for behandling i Borgerrepræsentationen den 22. august 2019.

Strategien vil endvidere blive oversat til engelsk og trykt inden C40 topmødet i september 2019.

 

Peter Stensgaard Mørch                / Mads Grønvall

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 11. Udsendelse af Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi i høring (2019-0140110)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2019

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Et medlem undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å og O.

Imod stemte: V og C.

Undlod at stemme: B.

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det er fint, at kommunen får en mad og måltidsstrategi, men den svarer ikke tilfredsstillende på Radikale Venstres medlemsforslag om madspild. Vi mangler blandt andet at få at vide, hvordan kommunen reelt kommer hen til en madspildsreduktion.”

 

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Venstre og Konservative mener, at ernæringsrigtig mad skal have førsteprioritet. Vi har fået oplyst, at børnehave- og skolebørn samt medarbejdere, der spiser i medarbejderkantiner, vil blive de største bidragsydere ift omlægningen til plantebaseret kost. Vi er bekymrede for det store ansvar, der lægges på ikke mindst “madmødrene” i byens mere end 700 daginstitutioner ift at sikre kosttilskud, supplerende kost, osv., nu da vores mindste medborgere i voksealderen skal spise plantebaseret.”

Til top