Redegørelse vedrørende udbygning af PARKEN
Redegørelse vedrørende udbygning af PARKEN
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. juni 2002
J.nr. ØU 165/2002
1. Redegørelse vedrørende udbygning af PARKEN
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget
at nærværende redegørelse tages til efterretning
at Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige berørte forvaltninger nærmere undersøger forudsætningerne for at realisere det af Parken Sport & Entertainment fremlagte forslag til udbygning af PARKEN m.m.
at Økonomiforvaltningen vurderer alternative placeringer af en multiarena i Københavns Kommune
at Økonomiforvaltningen på ny forelægger sagen for Økonomiudvalget med henblik på beslutning om en egentlig planlægning skal iværksættes
RESUME
Økonomiudvalget har ønsket, at Økonomiforvaltningen udarbejder en redegørelse for de ønskede byggerier i PARKEN, herunder for de kommuneplanmæssige implikationer.
Parken Sport og Entertainment A/S har i marts måned fremlagt en redegørelse om visioner og projekter for en videreudvikling af PARKEN´s faciliteter og udnyttelsesmuligheder - herunder en samlet renoveringsplan for hele området – som også inddrager Østerbro Idrætsanlæg med Østerbro Stadion, B93´s tennisanlæg og tennishal samt Østerbro Skøjtehal.
Redegørelsen indeholder forslag om tre store nye anlæg:
- en ny tribune langs Per Henrik Lings Allé med tilhørende kontorbyggeri
- et sportsmuseum
- en multiarena
samt forslag om forbedring/udbygning af de øvrige tribuner og etablering af en forplads til PARKEN i Øster Alle.
Området er i Kommuneplan 2001 fastlagt som et O3*-område med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og en maksimal bygningshøjde på 24 m med særlige bestemmelser om et fodboldstadion i højest 6 etager med en maksimal bygningshøjde på 35 m, samt om at der kan indrettes maksimalt 15.000 m² etageareal til serviceerhverv. Parken er endvidere omfattet af lokalplan nr. 137 fra 1990, der nærmere regulerer byggeriet.
Den nye tribune med tilhørende kontorbyggeri på i alt 17.000 m² med 3-400 nye arbejdspladser kan ikke realiseres med det foreliggende plangrundlag, da det vil medføre en overskridelse af det fastlagte maksimale etageantal og af rammen for det maksimale etageareal til serviceerhverv. Projektet indebærer ikke nogen væsentlig ændring af bygningsvolumenet mod Per Henrik Lings Allé og Fælledparken, men et kontorbyggeri af denne størrelse, der ikke umiddelbart ligger stationsnært, må vurderes nærmere i relation til såvel Kommuneplan 2001 (hovedstrukturen og rammerne) som lokalplan 137.
Sportsmuseet eller et byggeri af lignende dimensioner til andre idrætsformål vil isoleret set kunne etableres med de nuværende bestemmelser i kommuneplanen og lokalplan 137.
Multiarenaen forudsætter, at der vedtages et tillæg til Kommuneplan 2001 med tilhørende lokalplan. Den nødvendig planprocedure vil i givet fald strække sig over ca. 1½ år. Der skal endvidere formentlig gennemføres en VVM-procedure for arenaen i form af et regionplantillæg.
Multiarenaen vil indebære en betydelig intensivering af områdets brug og dermed en så væsentlig ændring af bymiljøet, at den kræver nærmere kommuneplanmæssige overvejelser, herunder om der er velegnede alternative placeringsmuligheder. På denne baggrund er der i sagsfremstillingen foretaget en summarisk vurdering af alternative placeringer på Østre Gasværk og i Ørestad, som kan indgå i det videre arbejde.
PARKENS projekt er delvis beliggende på arealer ejet af Københavns Kommune (KI), der bl.a. anvendes af brugerne af B93´s tennisanlæg, Østerbro Skøjteanlæg og klubber der har lokaler under den nuværende tribune på Østerbro Stadion. Derfor skal det ved en eventuel realisering af projektet afklares, hvorledes erstatningsfaciliteter tilvejebringes og finansieres.
Med henblik på Økonomiudvalgets stillingtagen til om der skal iværksættes en egentlig planlægning anbefaler Økonomiforvaltningen, at der foretages nærmere vurdering af alternative placeringer af en multiarena i Københavns Kommune, samt at Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige berørte forvaltninger nærmere undersøger forudsætningerne for at realisere det af Parken Sport & Entertainment fremlagte forslag til udbygning af PARKEN m.m.
SAGSBESKRIVELSE
Parken Sport og Entertainment A/S har i marts måned fremlagt en redegørelse om visioner og projekter for en videreudvikling af PARKEN´s faciliteter og udnyttelsesmuligheder - herunder en samlet renoveringsplan for hele området– som også inddrager Østerbro Idrætsanlæg med Østerbro Stadion, B93´s tennisanlæg og tennishal samt Østerbro Skøjtehal.
Projektets indhold
Redegørelsen indeholder forslag om tre store nye anlæg - en multiarena, et sportsmuseum og en ny tribune langs Per Henrik Lings Allé - samt forslag om forbedring/udbygning af de øvrige tribuner og etablering af en forplads til PARKEN i Øster Alle (jf. bilag 1 og 2 - situationsplan og modelfoto).
Multiarena er en markant cirkulær bygning med diameter på 100 m, en facadehøjde på ca. 25 m og en største bygningshøjde på ca. 30 m, et samlet etageareal på knap 26.000 m² og et bygningsvolumen på godt 200.000 m³. (jf. bilag 3 og 4 - Stueplan og tværsnit).
Arenaen får plads til 10.000 tilskuere og indrettes, så den kan anvendes til forskellige større idrætsarrangementer (ishockey og anden issport, håndbold og basketball m.m.) og større underholdningsarrangementer - koncerter og fester. Under arenaen etableres en to etager høj kælder med en ishockeybane - træningsbane som kan afløse den nuværende Østerbro Skøjtehal - squash baner samt depoter, kontorer og omklædningsrum.
Bygningen er placeret på B93´s tennisbaner og parkeringsarealerne øst for Parken, og den nuværende tribune på Østerbro Stadion - som bl.a. rummer klublokaler for boldklubben Skjold - forudsættes nedrevet og erstattet af en ny tribune med 600 pladser.
Sportsmuseet er placeret i en ny to etager høj bygning med omkring 7.000 m² etageareal på de arealer, der frigøres ved nedrivning af Østerbro Skøjtestadion, og får bygningsmæssig forbindelse til både Multiarenaen og PARKEN. Museet for Danmarks idrætshistorie skal være en ny stor publikumsattraktion i København og forudsættes opført i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark, visse kulturinstitutioner, staten, kommunen og visse erhvervsvirksomheder.
Under museet påregnes der etableret en ca. 5.000 m² stor og to etager høj kælder med en 200 m løbebane og diverse træningsfaciliteter for atletikudøvere - supplement til de nuværende atletikfaciliteter på Østerbro Stadion.
Den nye tribune langs Per Henrik Lings Allé skal erstatte den nuværende "Coca-Cola tribune", der ikke længere er tidssvarende eller på kvalitetsmæssig højde med de andre tribuner. Den nye tribune indebærer en mindre reduktion af tilskuerkapaciteten i PARKEN.
Den nye tribune ønskes sammenbygget med et nyt 8 etager højt kontorhus og to kontortårne med i alt godt 17.000 m² etageareal, som kan anvendes til kontorformål evt. i kombination med hotel og restaurant (jf. bilag 5 - Principsnit). Til disse formål påregnes etableret parkeringskælder under kontorhuset og kontortårnene, men der er endnu ikke udarbejdet konkret projekt herfor. Der er ikke vist yderligere parkering, herunder for multiarenaen.
I de øvrige tre tribuner i PARKEN var der i den oprindelige projektering forudsat et mellemdæk i indgangsområderne, og der er etableret et mellemdæk i tribunen med PARKEN´s konferencecenter. Der er nu også behov herfor i de to øvrige tribuner til udvidelse af faciliteter ved såvel arrangementer som i dagligdagen.
Der foreslås endvidere etableret nye toiletkerner på taget af tribunernes 4 etager høje basisbygninger, som skal sikre en meget tiltrængt forbedring af toiletforholdene for de øvre tribuner.
I Øster Allé ønskes der af trafikale- og sikkerhedsmæssige hensyn etableret en forplads langs tribunen ved at flytte den nuværende kørebane over i alleens vestside. Ved afslutning af større arrangementer vil det være værdifuldt, at gæsterne træder ud på en forplads frem for på et fortov, en cykelsti og en kørebane.
Parken Sport og Entertainment A/S ønsker med ovennævnte projekter at fortsætte udviklingen af deres anlæg og Østerbro Idrætsanlæg - således at København får et enestående centrum for sports- og fritidsaktiviteter i centrum af Danmarks hovedstad til gavn for borgere og erhvervsliv. Det er imidlertid en afgørende forudsætning, at plangrundlaget og det økonomiske grundlag for Østerbro Idrætsanlæg og PARKEN er tilstede som overordnet rammer for projekterne og den samlede udviklingsplan.
Parken Sport og Entertainment A/S ønsker derfor, at der snarest påbegyndes et samarbejde mellem selskabet og Københavns Kommune om udarbejdelse af et sammenhængende nyt plangrundlag for området, der giver mulighed for udviklingsprojekterne.
Projektets forhold til den nuværende anvendelse
PARKEN, som ejes af Parken Sport og Entertainment A/S, ligger på et knap 50.000 m² stort areal ved Øster Allé og rummer et samlet bygningsanlæg med knap 50.000 m² etageareal (bilag 6 - ejerforhold). Omkring 15.000 m² heraf er indrettet til serviceerhverv. Ved det internationale Melodi Grand Prix i 2001 blev PARKEN udbygget med et skydetag og opvarmningsfaciliteter, som giver plads til store indendørs arrangementer med omkring 30.000 tilskuere i en 600.000 m³ stor arena.
Den foreslåede nye tribune ved Per Henrik Lings Allé, der skal erstatte "Coca Cola- tribunen", samt de foreslåede forbedringer og udbygninger af PARKENS øvrige tribuner vil således alene berøre bygninger på selskabets egen grund, men vil afføde behov for erstatningslejemål for de sportsklubber og foreninger, der i dag har lokaler i "Coca Cola-tribunen".
Østerbro Idrætsanlæg med ca. 45.000 m² grundareal er - bortset fra ejendommen med hovedindgang - ejet af Københavns Idrætsanlæg. Idrætsanlægget er hjemsted for en række sportsklubber og foreninger - bl.a. dele af B93, Sparta, Skjold og Skøjteklubben København.
Store dele af bebyggelsen - hovedindgangen til Østerbro Stadion, Østerbro Svømmehal, Idrætshuset og B93´s tennishal er bevaringsværdig. Området rummer herudover Østerbro Skøjtehal, stadiontribunen med klublokaler m.m. og B93´s tennisbaner. Østerbro Svømmehal står over for genåbning efter en gennemgribende renovering. Flere af de øvrige anlæg fremtræder nedslidte, og der er formentlig behov for en renovering af disse inden for en overskuelig årrække.
Den foreslåede multiarena og sportsmuseet vil kræve, at der findes løsninger som bl.a. kan tilgodese brugerne af B93´s tennisanlæg og brugerne af Østerbro Skøjteanlæg samt erstatningslokaler for klublokalerne under den nuværende tribune på Østerbro Stadion. Til gengæld vil de foreslåede faciliteter til atletik i museets kælder forbedre forholdene for denne idrætsgren.
På Østre Gasværk kan der måske tilvejebringes erstatningsarealer for nogle af idrætsfunktionerne ved Østerbro Stadion, herunder B93's tennisanlæg. Området rummer i forvejen større sportsanlæg - Svanemøllehallen samt B93´s anlæg til fodbold og tennis, der er planlagt udvidet med en knap 5.000 m² stor multihal med tennis- og squashbaner.
Ved den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2001 blev det tilkendegivet, at den fremtidige anvendelse af den ca. 5,5 ha store forurenede Østre Gasværk-grund skal fastlægges på grundlag af en helhedsplanlægning for Østre Gasværk og de omkringliggende områder. Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen har i denne forbindelse fremsat ønske om reservation af arealer til et kommende nyt gymnasium og til et eventuelt ekstra spor på Strandvejsskolen. Forvaltningen har endvidere tilkendegivet at der er muligheder for at sammentænke et nye gymnasium med sportsfaciliteter i området.
Projektets forhold til det gældende plangrundlag
I Kommuneplan 2001 er området med Parken, Østerbro Idrætsanlæg og Sankt Jakobs Kirke fastlagt til offentlige formål samt private institutioner m.v. af almen karakter - O3*-område - med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og en maksimal bygningshøjde på 24 m. Der er endvidere fastlagt særlige bestemmelser om, at der kan opføres et fodboldstadion i højest 6 etager og med en maksimal bygningshøjde på 35 m, samt om, at der som del af bygningsanlægget kan indrettes maksimalt 15.000 m² etageareal til serviceerhverv.
Det godt 100.000 m² store O3*-område (inklusive Sankt Jakobs Kirke) rummer en samlet bebyggelse med omkring 65.000 m² etageareal. Kommuneplanens rammer giver mulighed for en samlet bebyggelse i hele området på godt 110.000 m² - altså en forøgelse med omkring 45.000 m². Den fastlagte ramme for serviceerhverv i forbindelse med bygningsanlæggene omkring fodboldstadion er formentlig opbrugt.
I lokalplan nr. 137 fra 1990 er arealanvendelsen i ovennævnte O3*-område fastlagt til offentlige formål samt private institutioner m.v. af almen karakter med mulighed for at opføre eller indrette bebyggelse til fritidsfunktioner såsom idrætsanlæg (fodboldstadion, atletikstadion, idrætshal, svømmehal, m.v.) og administration og lignede for idrætsorganisationer, samt kirkeformål på ejendommen med Sankt Jakobs Kirke. Magistraten kan tillade, at indtil 15.000 m² af etagearealet i bygningsanlægget til fodboldstadion indrettes til serviceerhverv. Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 110.
Inden for et afgrænset byggefelt (vist på bilag 7) ved Øster Allé og Per Henrik Lings Allé er der mulighed for at opføre et fodboldstadion med højst 6 etager og en højde, som ikke må overstige 35 m. Antallet af tilskuerpladser må ikke overstige 50.000. I det øvrige område må bebyggelsen opføres i højst 4 etager, og bebyggelsens højde må ikke overstige 20 m.
En forbedring af adgangsforholdene til PARKEN med en forplads i Øster Allé, som er en offentlig gade, må vurderes i forhold til de adgangs-, trafik- og parkeringsforhold m.m. der i øvrigt tilstræbes i Øster Allé.
De mindre forbedringer - mellemdæk og toiletkerner - i de tre nye tribuner i PARKEN skønnes umiddelbart at være i overensstemmelse med lokalplan 137. Det må dog vurderes, om den fastlagte ramme i kommune- og lokalplanen om et maksimalt etageareal til serviceerhverv på 15.000 m² kan overholdes.
Den nye tribune og det tilhørende kontorbyggeri indebærer ikke nogen væsentlig ændring af bygningsvolumenet mod Per Henrik Lings Allé og Fælledparken, men der er tale om et byggeri med 17.000 m² nye kontorarealer med 3-400 nye arbejdspladser, der ikke umiddelbart ligger stationsnært.
Dette må vurderes nærmere i relation til såvel Regionplan 2001 som Kommuneplan 2001 (hovedstrukturen og rammerne) samt lokalplan 137, idet byggeriet vil medføre en overskridelse af det fastlagte maksimale etageantal og af rammen for det maksimale etageareal til serviceerhverv. En realisering af Metros 4. etape vil imidlertid indebære, at Parken får en stationsnær beliggenhed.
Sportsmuseet eller et byggeri af lignende dimensioner til andre idrætsformål vil isoleret set kunne etableres inden for de nuværende bestemmelser i kommuneplanen og lokalplan 137.
Multiarenaen vil på grund af bygningsdimensionerne og beliggenheden indebære en væsentlig ændring af bymiljøet, og de forventeligt mere end 60 årlige arrangementer i arenaen med 5-10.000 tilskuere vil medføre en væsentlig intensivering af områdets brug.
HUR skal derfor i givet fald gennemføre en VVM-screening af projektet, som formentlig vil afføde krav om udarbejdelse af en VVM-redegørelse med tilhørende tillæg til regionplan 2001(1). Det er endvidere sandsynligt, at planlovens § 6, stk. 3, i sig selv kræver, at der udarbejdes et regionplantillæg for multiarenaen.
Det må i den forbindelse påregnes, at HUR vil se hele projektet som en helhed, der således vil indgå i en samlet regionplanmæssig vurdering.
På grundlag af denne regionplanmæssige vurdering kan der i givet fald udarbejdes tillæg til Kommuneplan 2001 med tilhørende lokalplan, som muliggør etableringen af det planlagte byggeri. Den nødvendig planlægning vil formentlig strække sig over et tidsrum på ca. 1½ år, fra der i givet fald er truffet beslutning om at igangsætte proceduren.
Alternative placeringsmuligheder.
Samlokaliseringen af multiarenaen, Parken og Østerbro Idrætsanlæg forventes at give en positiv synergieffekt og vil skabe centrum for sports- og fritidsaktiviteter i kommunen.
Multiarenaen vil imidlertid her - ligesom PARKEN - ikke få direkte tilknyttede parkeringsfaciliteter, ligesom der er forholdsvis stor afstand til de nærmest liggende stationer – Østerport, Nordhavn og Svanemøllen. Tilskuere til de store arrangementer i arenaen vil derfor - ligesom det er tilfældet for PARKEN men i mindre antal - i nogen omfang søge parkering i de tilgrænsende områder, men hovedparten vil komme til stedet med taxa og busser samt med cykel eller til fods.
(1)
HUR har i år 2001 udarbejdet VVM-redegørelse og regionplantillæg for et væsentligt større projekt i Høje-Taastrup med i alt 90.000 m² etageareal og 5.000 parkeringspladser. Projektet omfatter en multiarena med 15.000 tilskuerpladser, et fritidscenter med biografkompleks, helse- og fitnessklub, bowlingcenter, udvalgsvarebutikker og restauranter m.m. samt to hoteller.)Østre Gasværk. Multiarenaen vil med alternativ placering på Østre Gasværk - hvis denne er mulig i forhold til jordforureningen - også få naboskab til andre idrætsfaciliteter samt Østre Gasværk Teater, men fordelene ved en tæt samdrift med faciliteterne i PARKEN vil ikke være tilstede.
Multiarenaen vil her få en meget nær tilknytning til Svanemøllen Station, hvor der er direkte togforbindelser til en meget stor del af Hovedstadsområdet. Derimod vil det formentlig være vanskeligt at etablere en optimal parkeringsdækning, og mulighederne for dobbeltudnyttelse af parkeringspladser i forhold til teatret er formentlig begrænsede som følge af tidsmæssig sammenfald mellem arrangementer.
Ørestad. Kommuneplan 2001 og den eksisterende lokalplan nr. 342 "Bella Center II" rummer mulighed for opførelse af en arenabebyggelse på op til 23.500 m2 med op til 15.000 tilskuerpladser på arealet nord for Bella Center op til Metrostationen.
Det kunne endvidere overvejes at placere en multiarena sammen med eventuelle andre sportsfaciliteter i Ørestad med nær tilknytning til det regionale butiks- og leisurecenter Ørestad City Center, men der er ikke udpeget konkrete arealer hertil i Kommuneplan 2001.
Multiarenaen vil i begge tilfælde få en enestående trafikal beliggenhed i forhold til såvel bil- som kollektiv trafik med Øresundsforbindelsen og Metro, ligesom der formentlig vil være gode muligheder for dobbeltudnyttelse af de parkeringspladser der findes ved Bella Center, og de pladser, der etableres ved det regionale butikscenter. Nærheden til det regionale butiks- og leisurecenter vil formentlig give en vis synergieffekt, ligesom nærhed til Bella Center måske også kunne indeholde nogle muligheder.
I øvrigt bemærkes, at der i Malmø er planer om at etablere et nyt centerområde i Hyllie ved en station på den kommende "City-tunnel" tæt på Øresundsbroen. Centret skal ligesom Ørestad City Center rumme et butiks- og oplevelsescenter samt kontorer og boliger. Herudover planlægges der en arena med 15.000 tilskuere, som skal medvirke til at øge centrets attraktivitet og mangfoldighed.
Økonomi
I redegørelsen fra Parken Sport og Entertainment A/S er der ikke redegjort for anlægs- og driftsøkonomi for de fremlagte projektplaner, herunder i hvilken grad realiseringen af projekterne for multiarenaen og sportsmuseet m.m. er baseret på udlejning af lokaler og/eller samarbejdsaftaler om projekterne. Det er imidlertid fremhævet, at det er en afgørende forudsætning for projekterne og den samlede udviklingsplan, at plangrundlaget og det økonomiske grundlag for Østerbro Idrætsanlæg og PARKEN er tilstede.
Økonomien, herunder også de samfundsøkonomiske virkninger, samt planer og aftaler om den fremtidige brug af arenaen og andre sportsfaciliteter i området må derfor blive et væsentlig element i det samarbejde, som selskabet ønsker med Københavns Kommune.
I denne sammenhæng vil også indgå forvaltningernes økonomiske og planmæssige vurdering af alternative placeringer af multiarenaen.
I forbindelse hermed skal det afklares, hvorledes en finansiering kan finde sted, herunder PARKENS bidrag til tilvejebringelse af erstatningsfaciliteter for de funktioner, der evt. ikke længere kan forblive i området som følge af udbygningen, f.eks. tennisbanerne for B93 og Østerbro Skøjtehal på de af Københavns Idrætsanlæg ejede arealer, der indgår i Parken Sport & Entertainments projekt for multiarenaen og sportsmuseet.
BILAG VEDLAGT
- Situationsplan
- Modelfotos
- Stueplan - multiarena
- Tværsnit - multiarena
- Principsnit - ny tribune og kontorhus
- Oversigt over hovedområder
- Lokalplantegning med byggefelt
Erik Jacobsen
/ Paul Sax Møller