Mødedato: 11.05.2004, kl. 15:00

Københavns Agenda 21-plan og pjece (Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Københavns Agenda 21-plan og pjece (Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. maj 2004

 

 


J.nr. ØU 148/2004

 

9. Københavns Agenda 21-plan og pjece (Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Københavns Agenda 21, 2004-2007 (plan og pjece) sendes i offentlig høring som beskrevet i indstillingen.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2004

Tiltrådt.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2004

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. maj 2004

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

København som en bæredygtig storby er et mål både i kommunens værdigrundlag og miljøpolitik. Bæredygtighed indebærer, at vi skal tage vare på både økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer samtidig. Agenda 21-planen beskriver primært, hvilke mål og handlinger der skal til, for at udviklingen kan ske på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag. Agenda 21-planen opfylder kravene fra både Planloven og Dogme 2000, som udgør det formelle grundlag for planen.

Agenda 21-planen består af en plan og en pjece, som indeholder følgende fem temaer: Bæredygtig byudvikling, ressourcer, miljø & sundhed, forankring samt fej for egen dør. Temaerne er blandt andet valgt med udgangspunkt i væsentlige udfordringer på miljøområdet, indsatsområder i Planloven og i Dogme 2000 samt resultater fra den forudgående borgerdialog.

Et udkast til Agenda 21-planen har været i høring i alle politiske udvalg. Udvalgene har overordnet set haft positive kommentarer til Agenda 21-planen. Udvalgene tager dog forbehold for øgede driftsudgifter i forbindelse med de konkrete mål om miljøcertificering af alle forvaltninger og omlægning til 75% økologiske fødevarer inden udgangen af 2008.

Det foreslås med denne indstilling, at planen sendes i offentlig høring i perioden den 3. juni til den 10. september 2004. Den offentlige høring vil blandt andet indeholde afholdelse af offentligt møde, debat på Internet, plakater, go-cards og events samt involvering af Agenda 21-centre mv. Planen forventes forelagt til endelig politisk behandling i efteråret 2004.

Agenda 21-planen er i lighed med kommuneplanen en rammeplan, som indeholder en række mål og indsatser, hvortil der ikke afsættes midler. Agenda 21-planen indeholder også mål og indsatser, som ikke er, eller kun delvist er finansierede. Det handler om miljøcertificering, omlægning til økologiske fødevarer og tiltag på vandområderne. Der vil blive stillet forslag om finansiering af disse elementer i forbindelse med budgetarbejdet. Derudover er der mål og indsatser, som forudsætter en finansiering via anden sektorplanlægning, fx i forbindelse med Spildevandsplan og Trafik- og Miljøplan.

De resterende aktiviteter, der er foreslået i planen, er eller forventes finansieret inden for de enkelte forvaltningers budgetter.


 


Til top