Undervisning til personer omfattet af integrationsloven. (Fællesindstilling Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Undervisning til personer omfattet af integrationsloven. (Fællesindstilling Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 11. april 2000
J.nr. ØU 101/2000
14. Undervisning til personer omfattet af integrationsloven. (Fællesindstilling Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalgene indstiller over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at evalueringsrapporten tages til efterretning
at den reviderede 'aftale' - om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets køb af undervisning af Uddannelses- og Ungdomsudvalget - træder i kraft den 1. januar 2000
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 15. marts 2000
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte indstillingen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget tiltrådte indstillingen.
Louise Frevert (O) og Aage H. Pedersen (O) ønskede følgende protokolleret: "Dansk Folkeparti tager evalueringsrapporten til efterretning dog med følgende bemærkning: Dansk Folkeparti finder, at den reviderede "aftale" er glimrende, men det kunne være klædeligt, at der var en harmonisering i timeprisen"
Winnie Larsen-Jensen (A) oplyste, at dagsordenspunktet skal videresendes til høring i Integrationsrådet og Integrationsudvalget.
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod, at nærværende evalueringsrapport forelægges for Borgerrepræsentationen. Det forudsættes imidlertid, at eventuelle merudgifter som følge af rapporten afholdes indenfor rammen i de berørte udvalg.
Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod, at den reviderede aftale om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets køb af undervisning af Uddannelses- og Ungdomsudvalget træder i kraft 1. januar 2000."
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
Høringssvar fra Integrationsudvalget var fremlagt.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget køber danskundervisning og kurser i samfundsforståelse af Uddannelses- og Ungdomsudvalget til personer omfattet af integrationsloven. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan også vælge at købe danskundervisningen andetsteds.
Et embedsmandsudvalg, hvor begge forvaltninger har deltaget sammen med Økonomiforvaltningen, har evalueret området i en rapport og foreslår en række ændringer i den hidtidige organisering af opgaven, der er vedtaget i Borgerrepræsentationen den 10. december 1998. Ændringerne medfører en klarere rollefordeling mellem forvaltningerne.
I aftalen understreges, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er henvisende myndighed for integrationskursister. Aftalen indebærer desuden, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen overtager det fulde ansvar for, at undervisningskapaciteten svarer til behovet. Betalingen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fastsættes til statens tilskudssats, der i år 2000 udgør kr. 4087 pr. måned for 12/18 timers ugentlig dagundervisning og kr. 1176 pr. måned for 5 timers ugentlig aftenundervisning. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fastsætter betalingen til sprogcentrene.