Forslag til revision af Idrætspolitisk redegørelse. (Kultur- og Fritidsudvalget)
Forslag til revision af Idrætspolitisk redegørelse. (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. april 2000
J.nr. ØU 104/2000
12. Forslag til revision af Idrætspolitisk redegørelse. (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget at indstille,
at Borgerrepræsentationen beslutter, at facilitetslisten i den idrætspolitiske redegørelse revideres som anført nedenfor
at Borgerrepræsentationen beslutter, at facilitetslisten i den idrætspolitiske redegørelse revideres én gang årligt, hvortil Kultur- og Fritidsudvalget fremlægger indstilling
at Borgerrepræsentationen beslutter, at der hvert andet år sker en revision af de øvrige elementer i den idrætspolitiske redegørelse, hvortil Kultur- og Fritidsudvalget fremlægger indstilling.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. marts 2000
Følgende inviterede gæster overværede udvalgets drøftelser: Else Trangbæk, Finn Brændgaard, Hans Thomsen, Erik Tvernø og Poul Erik Oppelstrup.
Sagerne 9, 10, 11 og 12 blev behandlet under eet.
Jens Kjær Christensen stillede ændringsforslag til det første indstillingspunkt om, at Kultur- og Aktivitetsparken ved Nørrebrohallen indgår som 7. prioritet i listen over prioriterede nyanlæg.
Et enigt udvalgt tiltrådte Jens Kjær Christensens ændringsforslag.
Indstillingen blev herefter tiltrådt uden afstemning.
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at facilitetslisten i den idrætspolitiske redegørelse revideres som anført i indstillingen, herudover at den revideres en gang årligt, og at der hvert andet år sker en revision af de øvrige elementer i redegørelsen.
De i redegørelsen opstillede etableringsudgifter ifm. den prioriterede liste over nyanlæg og øvrige elementer forudsættes afholdt inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme."
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog på mødet den 30. september 1999 revision af facilitetslisten i Idrætspolitisk Redegørelse. Herefter blev redegørelsen sendt til høring.
Med udgangspunkt i den vedtagne facilitetsliste samt høringssvarene, fremlægges et forslag til revision af facilitetslisten i den idrætspolitiske redegørelse. Det foreslås, at der udvides fra de nuværende 3 til i alt 6 prioriterede idrætsprojekter, mens de øvrige projekter sideordnes.
Redegørelsen udgør grundlaget for forvaltningens arbejde på idrætsområdet. For at sikre, at prioriteringerne er i overensstemmelse med den politiske målsætning, indstilles det, at Kultur- og Fritidsudvalget én gang årligt fremlægger en indstilling til revision af facilitetslisten for Borgerrepræsentationen. Det indstilles endvidere, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der hvert andet år, sker en revision af den samlede idrætspolitiske redegørelse.
SAGSBESKRIVELSE
Idrætspolitisk Redegørelse blev vedtaget af Borgerrepræsentationen på møde den 24. september 1998. Redegørelsen har siden udgjort grundlaget for forvaltningens arbejde med idrætsspørgsmålet.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 30. september 1999 fremlagde forvaltningen forslag til ændring af prioriteringerne af nyanlæg opført i Idrætspolitisk Redegørelse. Følgende prioriterede liste blev vedtaget:
1. prioritet: Idræts- og kulturhus på Nørrebro
2. prioritet. Nord Vest Centret
3. prioritet: Idrætsanlæg på Holmen
Blandt de øvrige anbefalinger til nyanlæg blev der ikke foretaget nogen prioritering. Det blev herefter besluttet, at sende sagen til høring i Københavns Idrætsanlæg (KI) og Københavns Ungdoms Centre (KUC). Forvaltningen har endvidere indhentet en udtalelse fra Folkeoplysningssekretariatet (FOS).
Høringen
- KI tilkendegiver, at bestyrelsen er enig i, at et Idræts- og Kulturhus på Nørrebro skal have første prioritet. Bestyrelsen anbefaler samtidig, at man søger en anlægs- og driftsmodel, hvorunder dette anlæg kan stilles vederlagsfrit til rådighed for den københavnske idræt på samme vilkår, som er gældende for andre KI-anlæg.
Vedrørende 2. og 3. prioritet udtaler KI's bestyrelse, at disse projekter hviler på et så usikkert grundlag, at man ikke aktuelt kan forholde sig til forslagene.
- KUC kommenterer ikke de af Kultur- og Fritidsudvalget vedtagne prioriteringer, men peger i stedet på, at der i anbefalingerne til nyanlæg, er meget få udendørsarealer. KUC udtaler i den forbindelse "at der med Aktivitets- og Kulturparken ved Nørrebrohallen er en enestående chance for at give hele Ydre Nørrebro en mulighed".
- FOS tager Kultur- og Fritidsudvalgets prioriteringer til efterretning.
Forvaltningens bemærkninger
- prioritet: Idræts- og Kulturhus på Nørrebro
- prioritet: Nord Vest Centret
- prioritet: Holmen
På baggrund af høringen kan det konkluderes, at der er enighed om, at have Idræts- og Kulturhuset på Nørrebro som 1. prioritet til nyanlæg.
Med hensyn til KI's forbehold over for Nord Vest Centret, kan det oplyses, at der nu foreligger et endeligt projektforslag udarbejdet af hhv. KI og Nørrebro Taekwondo Klub (bilag nr. 1 og 2).
Datoen for igangsætning af etableringen af idrætsanlæg på Arsenaløen, Holmen, er stadigvæk ukendt, idet Københavns Kommune ikke har afsluttet forhandlingerne med Freja om køb af arealet på Arsenaløen.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget er ansvarlig for gennemførelsen af fase 1, der vedrører anlæggelse af udendørs faciliteter samt opførelse af depot- og toiletfaciliteter.
I fase 2 er der mulighed for at etablere en idrætshal på arealets delområde 2. Der foreligger en skitseplan over en idrætshal på 1.165 m2 samt et prisoverslag på 11.953.000 kr. exkl. moms, udregnet af entrepernør Hoffmann & Sønner A/S.
Forvaltningen er enig med KI's bestyrelse i, at projektet ikke er tilstrækkeligt beskrevet, ligesom det samlede finansieringsbehov er uklart.
Forslag til revision af Idrætspolitisk Redegørelse
Det vedlagte forslag til ændringer i facilitetslisten er udarbejdet på baggrund af:
- Den eksisterende facilitetsliste
- De fremsendte høringssvar
- Forvaltningens overvejelser vedrørende sammenhængen mellem udbygning af idrætsfaciliteter og den samlede idrætspolitiske målsætning vedtaget i Idrætspolitisk Redegørelse.
* * * * *
Det foreslås, at der udvides fra de nuværende 3 til i alt 6 topprioriteringer. Idræts- og Kulturhuset på Nørrebro, Nord Vest Centret og idrætshal på Holmen fastholdes som henholdsvis 1., 2. og 3. prioritet.
Derefter følger som 4. prioritet: Betonrenovering af Vanløse tribune samt nyetablering af hal, og som 5. prioritet: Udbygning af Sundbyøsterhallen.
Begrundelsen for at udvide listen over topprioriterede nyanlæg er, at der i Idrætspolitisk Redegørelse peges på behovet for mindre, fleksible og lokale idrætsanlæg, hvorved typisk forstås et anlæg, der inkluderer en hal på 20x40m. Idet halprojektet på Holmen endnu er uafklaret, foreslås det, at 2 af de halprojekter der foreligger velbeskrevne optages blandt de topprioriterede anlæg.
Som 6. prioritet anbefales det, at der afsættes et beløb på 20 mio. kr. til opførelse af idrætsfaciliteter i tilknytning til den igangværende renovering og ombygning af eksisterende skolebyggeri. I den sammenhæng kan man for relativt få midler tilføre ekstra idrætsfaciliteter i nærmiljøet.
Resten af facilitetslisten er ikke prioriteret. Det vedlagte forslag til ændring af facilitetslisten indeholder desuden en række nye projektforslag. Der er overvejende tale om projekter udarbejdet af KI.
For at sikre, at prioriteringen er i overensstemmelse med den politiske målsætning foreslås, at der én gang årligt forelægges et forslag til opdatering af prioriteringerne i Idrætspolitisk Redegørelse.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen selvstændig økonomiske konsekvenser.
HØRING
Udvalgets foreløbige prioriteringer på mødet den 30. september 1999 har været til udtalelse hos KI, KUC og FOS.
BILAG
Bilag 1: Projektbeskrivelse af Nord Vest Centret udarbejdet af KI
Bilag 2: Projektbeskrivelse af Nord Vest Centret udarbejdet af Nørrebro Tae-Kwondo Klub
Bilag 3: Kopi af høringssvar fra KI
Bilag 4: Kopi af høringssvar fra KUC
Bilag 5: Kopi af høringssvar fra FOS
Bilag 6: Revision af Idrætspolitisk Redegørelse vedtaget på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 30. september 1999
Bilag 7: Anbefalinger fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til revision af Idrætspolitisk Redegørelse 23. marts 2000
Bilag 8: Kort projektintroduktion til:
- Nord Vest Centret
- Betonrenovering af Vanløse tribune samt nyetablering af hal
- Udbygning af Sundbyhallen
Ida Munk
/Mikael Keller-Hansen