Mødedato: 11.03.2008, kl. 15:15

Garantistillelse for låneoptagelse af Lynettefællesskabet I/S (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Garantistillelse for låneoptagelse af Lynettefællesskabet I/S (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. marts 2008

 

 


J.nr. ØU 94/2008

 

19. Garantistillelse for låneoptagelse af Lynettefællesskabet I/S (Teknik- og Miljøudvalget)

Det skal godkendes, at kommunen stiller garanti for Lynettefællesskabets I/S optagelse af kassekredit på 150 mio. kr. og den senere omlægning til lån.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.                  at det meddeles Lynettefællesskabet I/S, at man kan godkende en optagelse af kassekredit på 150 mio. kr. med solidarisk hæftelse.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets egen ramme."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. marts 2008

Indstillingen blev anbefalet.

 

Problemstilling

Lynettefællesskabet I/S har i brev af 27. december 2007 anmodet Københavns Kommune om at tilkendegive garantistillelse for optagelse af kassekredit og den senere omlægning til lån, som er forudsat i Lynettefællesskabets I/S lånepolitik.

 

Bestyrelsen i Lynettefællesskabet I/S har den 13. december 2006 besluttet, at selskabet kan optage lån på vegne af de kommuner i fællesskabet, som måtte ønske det.

 

Københavns Kommune har arbejdet for denne mulighed, så finansieringen af anlægsinvesteringerne ikke længere skal kontantfinansieres. Herved undgår Københavns Kommune, at udsving i investeringsomfanget fra år til år direkte giver udslag i store udsving i anlægsbidragene og dermed i Lynettefællesskabets takster over for kommunerne og spildevandstaksterne for københavnerne.

 

Optagelse af lån til anlægsinvesteringer gennem et fælleskommunalt selskab er kendt fra bl.a. forbrændingsanlæggene.

 

Løsning

Lynettefællesskabets bestyrelse vedtog den 7. marts 2007 en lånepolitik, som fastlægger, at Lynettefællesskabet I/S etablerer en kassekredit på 150 mio. kr., som senere omlægges til lån med 25 års løbetid. Omlægningen foretages i takt med, at kassekreditten nærmer sig sit maksimum.

 

Lynettefællesskabets bestyrelse godkendte den 25. april 2007 budget for 2008. Af budgettet fremgår det, at anlægsinvesteringer er 76 mio. kr. i 2008 stigende til 153 mio. kr. i 2011. Københavns Kommunes andel er ca. 67 %. Det er bestyrelsen, som hvert år godkender omfanget af anlægsinvesteringer.

 

Anlægsinvesteringerne i 2008 omfatter en lang række indsatser som fx forbedring af slambehandling, ny ovn m.m.

 

Udover Københavns Kommune har Gladsaxe Kommune også ønsket at benytte sig af låneoptagelsen. Lynettefællesskabets øvrige kommuner har valgt fortsat at kontantfinansiere anlægsinvesteringerne.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at kommunen tilkendegiver overfor Lynettefællesskabet I/S, at der stilles garanti for optagelse af kassekredit og senere omlægning til lån jf. lånepolitikken.

 

ØKONOMI

Lynettefællesskabets I/S adgang til låneoptagelse er hjemlet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1102 af 12. december 2002 med senere ændringer om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv.

Lånoptagelsen i Lynettefællesskabet I/S har ingen kassemæssige konsekvenser for kommunens økonomi, og belaster ikke kommunens låneadgang, idet lån optaget af fælleskommunale forsyningsselskaber ikke henregnes til kommunens låneoptagelse, når der er tale om lån til investeringer ved kloakering og rensningsanlæg, der jf. bekendtgørelsen er låneberettigede.

Kommunerne, som har valgt låneoptagelse via Lynettefællesskabet, hæfter solidarisk.

 

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler Lynettefællesskabet I/S resultatet af den politiske behandling af sagen.

 

Bilag

-          Oversigt over politisk behandling

 

1.                  Brev fra Lynettefællesskabet af 27. februar 2007

2.                  Lånepolitik for Lynettefællesskabet I/S af 7. marts 2007

 

 

Pernille Andersen                                       Mikkel Aarø-Hansen

 

 

 

 

 


 

Til top