Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. marts 2003
J.nr. ØU 54/2003
2. Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
- at Økonomiudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen at vedtage vedlagte udkast til en overordnet politik for ligestilling mellem kvinder og mænd (bilag 1), og
- at Økonomiudvalget godkender vedlagte udkast til 4. handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd 2003-2004 (bilag 2), og
- at Økonomiudvalget tager vedlagte evaluering af 3. handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd til efterretning (bilag 3).
RESUME
Det fremgår af Københavns Kommunes værdigrundlag, at medarbejdernes mangfoldighed skal betragtes som et aktiv. Københavns Kommune har siden 1991 arbejdet med at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd gennem indsatser vedtaget i handlingsplaner godkendt af Borgerrepræsentationen. Disse handlingsplaner har både beskrevet overordnede holdninger til ligestilling og konkrete aktiviteter, der skulle gennemføres. For at tydeliggøre Københavns Kommunes overordnede holdninger til ligestilling anbefaler Økonomiforvaltningen, at disse fremover udskilles i en politik for ligestilling mellem kvinder og mænd. De konkrete aktiviteter, der skal gennemføres i en periode, beskrives fortsat i en handlingsplan.
3. handlingsplan for ligestilling udløb med udgangen af 2002. Derfor har Det Centrale Ligestillingsudvalg udarbejdet et udkast til 4. handlingsplan for ligestilling (2003-2004). 4. handlingsplan for ligestilling er opdelt i centrale aktiviteter, som Det Centrale Ligestillingsudvalg er ansvarlig for, og decentrale aktiviteter, som forvaltningerne har meddelt, at de ønsker at gennemføre i den kommende periode. Opdelingen i centrale og decentrale aktiviteter tydeliggør, hvem der har ansvaret for gennemførelsen af aktiviteterne. Det Centrale Ligestillingsudvalg ønsker at fokusere sin indsats i forhold til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og har derfor planlagt færre aktiviteter i den kommende handlingsplan, som samtidig løber i kortere tid end tidligere.
Både ønsket om en særskilt ligestillingspolitik og udkastet til 4. handlingsplan er baseret på en evaluering af 3. handlingsplan. 3. handlingsplan, der omfatter perioden 1999-2002, blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 20. maj 1999. Evalueringen har vist, at indsatsen for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd har været spredte, og at ligestilling ikke prioriteres som et indsatsområde i alle forvaltninger.
En orientering om indholdet i både 4. handlingsplan for ligestilling og ligestillingspolitikken skal indgå i kommunens lovpligtige redegørelse til borgerne om den kønsmæssige ligestilling blandt kommunens ansatte. Den næste redegørelse skal foreligge senest den 1. september 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune har siden 1991 arbejdet med at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd gennem indsatser vedtaget i handlingsplaner. Disse handlingsplaner har både beskrevet overordnede holdninger til ligestilling og konkrete aktiviteter, der skulle gennemføres. For at tydeliggøre Københavns Kommunes overordnede holdninger til ligestilling anbefaler Økonomiforvaltningen, at disse fremover udskilles i en politik for ligestilling mellem kvinder og mænd (se bilag 1). De konkrete aktiviteter, der skal gennemføres i en periode, beskrives fortsat i en handlingsplan. Denne fremgangsmåde benyttes allerede i forhold til arbejdet med etnisk ligestilling.
Udkastet til en politik for ligestilling mellem kvinder og mænd ligger tæt op ad de holdninger, der blev formuleret i 3. handlingsplan, og som igen udspringer af Københavns Kommunes værdigrundlag. Heraf fremgår det, at mangfoldighed betragtes som et aktiv i kommunen. Det betyder, at de enkelte medarbejderes særlige kvalifikationer skal værdsættes og bør bringes i spil for at sikre bedst mulig service til borgerne og størst mulig medarbejdertilfredshed. Ved ligestilling forstås, at alle medarbejdere behandles lige uanset deres køn, og uanset om de lever op til de stereotype forestiller om deres køn eller bryder disse. Kvinder og mænd skal have lige muligheder for ansættelse, uddannelse, udvikling og lige løn for lige arbejde. Samtidig ønsker Københavns Kommune at være en arbejdsplads, hvor medarbejderne respekteres som hele mennesker med fritidsinteresser og familie. Derfor skal der udvises forståelse og fleksibilitet i forhold til både kvinders og mænds fritids- og familieliv, uden at dette skader den enkelte medarbejders vilkår, og uden at der skabes ulige muligheder for de to køn.
Desuden præciserer politikken, at køn og ligestilling skal integreres i al politik og planlægning, hvilket er indført ved lov om ligestilling (lov nr. 388 af 30. maj 2000 som ændret ved lov nr. 440 af 7. juni 2001, § 4). Ligestilling mellem kvinder og mænd skal således ikke længere kun indtænkes i personalepolitikken, men i hele kommunens virksomhed og på alle politikområder. Endelig beskriver politikken, hvordan Københavns Kommune organiserer sit arbejde for at fremme ligestilling.
Hvor ligestillingspolitikken kan gælde i en længere periode, er handlingsplanerne beskrivelser af aktiviteter, der skal gennemføres indenfor en kortere periode. Københavns Kommune har arbejdet med at planlægge arbejdet med ligestilling i handlingsplaner siden 1991 og 4. handlingsplan er således en videreførelse af denne metode. 4. handlingsplan omfatter ligestillingsaktiviteter, der skal gennemføres i 2003 og 2004 (se bilag 2).
Som noget nyt er 4. handlingsplan for ligestilling opdelt i centrale aktiviteter, som Det Centrale Ligestillingsudvalg er ansvarlig for, og decentrale aktiviteter, som forvaltningerne har meddelt, at de ønsker at gennemføre i den kommende periode. Opdelingen i centrale og decentrale aktiviteter tydeliggør, hvem der har ansvaret for gennemførelsen af aktiviteterne. Det Centrale Ligestillingsudvalg ønsker at fokusere sin indsats i forhold til ligestilling og har derfor planlagt færre centrale aktiviteter i den kommende handlingsplan, som samtidig løber i kortere tid end tidligere. De planlagte decentrale aktiviteter er besluttet af de enkelte forvaltninger. Det Centrale Ligestillingsudvalg har foreslået at gøre perioden for 4. handlingsplan kortere end tidligere for at intensivere arbejdet, også med henblik på, at det kan vurderes, om fremgangsmåden med centrale og decentrale aktiviteter er hensigtsmæssig.
Både ønsket om en adskilt ligestillingspolitik og udkastet til 4. handlingsplan er baseret på en evaluering af 3. handlingsplan (se bilag 3). 3. handlingsplan blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 20. maj 1999. Evalueringen af 3. handlingsplan viser, at der i enkelte forvaltninger arbejdes systematisk med ligesti lling af kvinder og mænd. Det overordnede indtryk er dog, at forvaltningernes tiltag er spredte, og at ligestilling ikke prioriteres som et indsatsområde i alle forvaltninger.
Set i lyset af evalueringen vurderer Det Centrale Ligestillingsudvalg, at målsætningerne i 3. handlingsplan har været for omfattende i forhold til de ressourcer, der afsættes til området. Det er en væsentlig årsag til, at udvalget foreslår at fokusere på færre aktiviteter og har bedt de enkelte forvaltninger om selv at beslutte, hvilke aktiviteter man vil gennemføre i den kommende periode.
Ifølge ligestillingsloven § 5a skal kommuner og amter hvert andet år redegøre for situationen med hensyn til ligestilling mellem kvinder og mænd overfor borgerne. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om:
- om kommunen har formuleret en ligestillingspolitik, og hvad den indeholder,
- kønsfordelingen på stillingskategorier,
- og andre forhold af betydning for kommunens indsats på området.
Både ligestillingspolitikken og 4. handlingsplan for ligestilling skal således indgå i Københavns Kommunes næste ligestillingsredegørelse, der skal foreligge senest den 1. september 2003.
Københavns Kommune har udgivet tre ligestillingsredegørelser; i 1997, 1999 og 2001. Redegørelserne sammenfattes af ligestillingsafdelingen under ligestillingsministeren og udgives med statistikker for alle kommuner og amter i Danmark, samt med beskrivelser af særligt forbilledlige tiltag.
Københavns Kommunes Centrale Ligestillingsudvalg består af en formand, en repræsentant fra hver af forvaltningerne og repræsentanter fra personaleorganisationerne udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation.
ØKONOMI
Udgifterne ved handlingsplanens gennemførelse skal afholdes inden for forvaltningernes eksisterende budgetter.
MILJØVURDERING
Det vurderes ikke, at der er miljømæssige konsekvenser af forslaget.
ANDRE KONSEKVENSER
HØRING
Indstillingen har været forelagt forvaltningerne og disses bemærkninger er blevet indarbejdet.
BILAG
1. Udkast til politik for ligestilling mellem kvinder og mænd
2. Udkast til 4. handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd (2003-2004)
3. Evaluering af 3. handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd (1999-2002)
Erik Jacobsen
/ Hans Simmelkjær