Strategisk samarbejdsaftale om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at statusrapport 2019 for Partnerskabet for et trygt Nørrebro, jf. bilag 2, tages til efterretning,
- at Strategisk samarbejdsaftale om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger, jf. bilag 1, godkendes.
Problemstilling
Københavns Kommune og Københavns Politi har siden 2013 samarbejdet om at bekæmpe bandegrupperinger på Nørrebro i regi af Pinpoint fra 2013 og af Partnerskabet for et Trygt Nørrebro fra 2017.
Partnerskabet for et trygt Nørrebro udløber ved udgangen af 2019. Med denne indstilling afrapporteres status for arbejdet i Partnerskabet for et trygt Nørrebro, og Økonomiudvalget forelægges en ny Strategisk samarbejdsaftale for bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger til godkendelse.
Løsning
Afrapportering af Partnerskabet for et trygt Nørrebro
I udmøntningsplanen for Partnerskabet for et trygt Nørrebro (godkendt af Økonomiudvalget 15. august 2017) er der opstillet en række mål med tilhørende indikatorer. Målene er følgende:
- Reducering af bandegrupperinger og deres kriminalitet på Nørrebro
- Fald i borgervendt kriminalitet
- Øge den oplevede tryghed i området
- Kontakt til unge under 18 år med relation til bandemiljøet
- Det områdebaserede samarbejde
I statusrapporten for Partnerskabet for et trygt Nørrebro (bilag 2) konkluderes det, at mål 1, 2, 4 og 5 er opfyldt. Mål 3 er delvist opfyldt, idet den oplevede tryghed på Indre Nørrebro er faldet, imens den på Ydre Nørrebro er steget.
I regi af partnerskabet er der iværksat 10 konkrete indsatser, der alle er beskrevet med formål og status i bilag 2. Der er seks individrettede (1-6) og fire generelt forebyggende og områdebaserede indsatser (7-10):
- Bekymringssamtaler med alle unge under 18 år på Nørrebro der træffes i banderelationer,
- Udveksling af relevant viden om unge over 18 år med banderelationer,
- Efterforskning og operationelle indsatser mod toneangivende bandekriminelle,
- Styrket samarbejde ved akutte hændelser og offentlige manifestationer,
- Fokuseret jobskabelsesindsats i Mjølnerparken,
- Job, uddannelse og exit ved fængsling og anholdelse,
- Etablering af samarbejdsforum med boligsociale organisationer,
- Temamøder med relevante boligsociale medarbejdere,
- Temamøder for relevante medarbejdere i kommune og politi med kontakt til bandemiljøet,
- Dialog-/tryghedsmøder med beboere og beboergrupper.
Det konkluderes i statusrapporten for Partnerskabet for et trygt Nørrebro, at de 10 indsatser har været gennemført i løbet af partnerskabets periode.
Strategisk samarbejdsaftale om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger
Forslaget til strategisk samarbejdsaftale har til formål at sikre et fortsat tæt og forpligtende samarbejde mellem Københavns Kommune og Københavns Politi om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger og rekruttering til rocker- og bandemiljøet.
Samarbejdsaftalen skal derfor ses som en forlængelse af Partnerskab for et trygt Nørrebro, hvor organiseringen vil være den samme. Parterne bidrager med viden og erfaring fra den indsats, de repræsenterer på et generelt niveau, dvs. med erfarede tendenser og bevægelser fra egen målgruppe. Yderligere, konkret koordinering af enkeltsager på individniveau og drøftelser vedrørende enkeltpersoners personlige, herunder også personhenførbare oplysninger finder sted i SSP regi, hvor udveksling af personfølsomme oplysninger er hjemlet i retsplejeloven §115. Alternativt kan konkrete personsager også rejses i regi af Al Capone samarbejdet, for så vidt der er tale om sager med en økonomisk dimension.
Samarbejdsaftalen er godkendt af Sikker By styregruppen, der består af repræsentanter på direktionsniveau fra alle forvaltninger og Københavns Politi, samt SSP.
Med samarbejdsaftalen udvides fokus fra bandegrupperinger til rocker- og bandegrupperinger, da flere af de samme mekanismer for rekruttering gør sig gældende for de to grupperinger.
Hvor det nuværende Partnerskab for et trygt Nørrebro havde sit formelle fokus på Nørrebro, retter samarbejdsaftalen sig mod rocker- og bandebekæmpelse i hele Københavns Kommune. Det skyldes, at personer med rocker- og bandeadfærd færdes i alle bydele i kommunen, ligesom de fleste af både kommunens og politiets indsatser ikke er begrænset til en enkelt bydel.
Borgerrepræsentationen vedtog 1. marts 2018 Sikker By strategi 2018-2021 (2017-0142539). I denne strategi lyder et af de fem principper: ”Vi sikrer, at det er uattraktivt at være bandemedlem i København, og vi understøtter, at de, der ønsker at forlade de kriminelle miljøer får mulighed for det.” Derudover er et af strategiens mål færre bandemedlemmer i København.
Målene i Samarbejdsaftalen for bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger lægger sig op ad målene i Sikker By-strategiens og følger dermed disse frem til 2021.
Samarbejdsaftalen har følgende fire fokusområder: Forebyggelse, bekæmpelse, samarbejde med eksterne parter samt vidensdeling og vidensopbygning.
Med samarbejdsaftalen forpligter parterne sig til:
- At sikre et tæt og koordineret samarbejde i specifikke indsatser, der retter sig mod rockergrupper og bander og personer i disse miljøer,
- At informere hinanden om relevante indsatser, der igangsættes målrettet personer med rocker- og/eller bandetilknytning eller som er i risiko for at blive rekrutteret til rocker- og/eller bandemiljøet,
- At mødes løbende og drøfte seneste udvikling i rocker- og bandemiljøet samt behov for nye eller tilpassede indsatser fra aftalens parter eller i samarbejde med eksterne aktører.
De konkrete indsatsområder, inden for samarbejdsaftalens fire fokusområder, vil Følgegruppen for rocker- og bandebekæmpelse årligt lave en plan for. Følgegruppen for rocker- og bandebekæmpelse består af ledelsesrepræsentanter for Københavns Politi og Københavns Kommune (Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Økonomiforvaltningen samt SSP). I Partnerskabet for et trygt Nørrebro var denne gruppe benævnt Operativ styregruppe.
Økonomi
Ligesom Partnerskabet for et trygt Nørrebro, bygger den strategiske samarbejdsaftale på de involverede aktørers normaldrift, som gennemføres inden for parternes egne økonomiske rammer. Aftalens parter forpligter sig således ikke til initiativer udover normaldriften, ligesom styregruppen ikke kan pålægge udgiftskrævende initiativer.
Den strategiske samarbejdsaftale om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger har således ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, igangsættes samarbejdsaftalen fra januar 2020. Økonomiudvalget vil i 1. kvartal 2020 blive orienteret om Følgegruppen for rocker- og bandebekæmpelses plan for indsatsområder i 2020.
Sikker By styregruppen vil løbende drøfte implementering af samarbejdsaftalen samt hensigtsmæssig forankring af arbejdet.
Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 9: Strategisk samarbejdsaftale om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger (2019-0116692)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. december 2019
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse til 2. at-punkt:
”dog således, at indsatsen om udveksling af relevant viden om unge over 18 år med banderelationer udgår.”
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev forkastet ved 9 stemmer mod 3. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: Ø.
Imod stemte: A, B, F, V, C og O.
Undlod at stemme: Å.
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er imod udveksling af oplysninger omkring borgere mellem Københavns kommune og politi. Udveksling af oplysninger bygger på et skøn om, hvad der er relevante oplysninger. Det stiller borgerne (også selv om de er i mistanke for kriminalitet) uden retssikkerhed. Derfor stillede Enhedslisten ændringsforslag om at indsats 2 udgår, eller at det blev tilføjet under indsat 2, at SSP + deler ikke oplysninger omkring borgere, uden at borgeren efterfølgende bliver informeret om, hvad der er snakket om.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre stemmer for, at indsats 2 forbliver i aftalen, da udveksling af oplysningerne kun sker i henhold til retsplejelovens § 115.”