Tryghedspartnerskabet Folehavens Tryghedsplan 2020
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Tryghedspartnerskabet Folehavens Tryghedsplan 2020, jf. bilag 1, godkendes.
Problemstilling
Tryghedspartnerskabet Folehaven blev besluttet med Budget 2018 som en 4-årig indsats, der skal nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i Folehaven. Økonomiudvalget godkendte den 12. juni 2018 partnerskabsaftale og tryghedsplan 2018. Af partnerskabsaftalen fremgår det, at Økonomiudvalget skal godkende tryghedsplanerne for 2018 og 2020.
Ifølge Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse 2019, hvortil data er blevet indsamlet fra december 2018 til februar 2019, ligger utrygheden i området for Tryghedspartnerskabet Folehaven på 19 %. Andelen af utrygge københavnere i partnerskabsområdet er således højere end gennemsnittet for hele byen på 9 %. I aften- og nattetimerne ligger utrygheden på 26 %. Andelen af utrygge i aften og nattetimerne i partnerskabsområdet er således højere end gennemsnittet for hele byen på 17 %.
Tryghedspartnerskabet Folehaven har som sine overordnede målsætninger at øge den oplevede tryghed og nedbringe kriminaliteten i partnerskabsområdet. Konkret arbejder Tryghedspartnerskabet efter følgende målsætninger:
Andelen af utrygge borgere i Folehaven Tryghedspartnerskab skal nærme sig københavnerniveau i 2021, også hvad utryghed i aften- og nattetimer angår. Der måles ud fra Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse, som årligt udkommer i foråret.
Udviklingen i kriminalitet i partnerskabsområdet:
- Det samlede antal anmeldelser af borgervendt kriminalitet per 1000 indbyggere i Folehavens partnerskabsområde, skal som minimum fastholdes på 2017-niveau. Betegnelsen borgervendt kriminalitet følger politiets definition og omhandler følgende sagsområder: drab (mv.), færdselslov, indbrud, narkotika og smugling, røveri, sædelighed, tyveri, vold og øvrig straffelov, herunder brugstyveri.
- Antal anmeldelser på tre udvalgte gerningstyper (indbrud, tyveri/røveri og vold/våben) i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2017-niveau.
Der måles ud fra Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse, der trækker på data fra Rigspolitiets anmeldelsesregister.
I 2018 blev der i partnerskabsområdet anmeldt 75 tilfælde af borgervendt kriminalitet. Dette svarer til 34,3 anmeldelser af borgervendt kriminalitet pr. 1000 indbyggere, hvilket er det laveste anmeldelsesniveau i perioden 2009-2018. I tryghedspartnerskabets baseline (2017) var det gennemsnitlige anmeldelsestal 41,2. Niveauet i 2018 er væsentligt lavere end gennemsnittet for hele København (60,1).
Økonomiudvalget fik forelagt afrapportering af Tryghedspartnerskabet Folehavens målsætninger med ovenstående data den 11. juni 2019.
Løsning
Tryghedspartnerskabet Folehaven skal medvirke til at reducere kriminaliteten og øge den oplevede tryghed i Folehaven og i nærliggende områder og faciliteter. Det skal ske via en styrket koordination og fokusering af eksisterende indsatser, samt ved igangsættelse af nye tryghedsskabende aktiviteter for at forebygge kriminalitet i partnerskabsområdet.
Tryghedsplanen 2020 for Tryghedspartnerskabet Folehaven (bilag 1) beskriver de konkrete aktiviteter og tiltag, der skal bidrage til at øge trygheden og reducere kriminaliteten i området. Tryghedsplanen er tænkt dynamisk, hvilket indebærer, at den løbende kan justeres, så tryghedspartnerskabets konkrete aktiviteter imødekommer de aktuelle behov.
I tryghedsplanen for 2020 er der således seks projekter, der fortsættes fra 2019 og ni nye projekter i 2020. Blandt projekterne kan nævnes Folehavens tryghedspulje, lommepengejob til 13-14-årige, tryghedsvandringer og dialogmøder samt Juniorbetjent. Aktiviteterne i tryghedsplanen er udarbejdet med udgangspunkt i tryghedsplanens forandringsteori.
Tryghedsplanen for 2020 er godkendt af partnerskabets styregruppe, der består af ledelsesrepræsentanter fra kommunens syv forvaltninger, KAB, SSP, og Københavns Politi.
Økonomi
Københavns Kommune har afsat 1.200.000 årligt (4.800.000 i alt) i perioden fra 1. januar 2018 til og med 31. december 2021. Heri indgår 0,3 mio. kr. årligt, svarende til et halvt årsværk, til projektledelse af Tryghedspartnerskabet. Der er dermed 0,9 mio. kr. til aktivitetsmidler årligt.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil aktiviteterne blive igangsat. Styregruppen vil fremadrettet træffe beslutning om justering af tryghedsplanen årligt. Økonomiudvalget orienteres i 2020 og 2021 om status på målsætningerne om udviklingen i kriminalitet og tryghed på samme møde som tryghedsundersøgelsen offentliggøres.
Derudover vil Økonomiudvalget ultimo 2021 blive forelagt afsluttende afrapportering af Tryghedspartnerskabets aktiviteter.
Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 8: Tryghedspartnerskabet Folehavens Tryghedsplan 2020 (2018-0054520)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. december 2019
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag om nyt 2. at-punkt:
”At der foretages en evaluering af de enkelte elementer hver for sig, således der kan opnås evidens for de enkelte elementers effekt.”
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 10 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C og O.
Imod stemte: A, Ø, Å, B og F.
Indstillingen blev herefter godkendt med 11 stemmer mod 1. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.
Imod stemte: C.
Undlod at stemme: V.