Mødedato: 10.12.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ungeråd KBH's forslag om at alle op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv transport

Se alle bilag

Ungeråd KBH har som ét af sine 4 årlige forslag til behandling i Borgerrepræsentationen anmodet om fri kollektiv transport til københavnske børn og unge under 26 år. Formålet er at gøre den kollektive transport mere attraktiv for børn og unge end bilen.   

Københavns Kommune er, jf. lov om trafikselskaber, ikke takstmyndighed for den kollektive trafik i København. Borgerrepræsentationen kan derfor ikke træffe beslutning om at gøre den kollektive trafik gratis for børn og unge under 26 år. Københavns Kommune kan, ifølge Movia, vælge at refundere de københavnske børn og unges udgifter til et 3-zoners periodekort. Det vil, ifølge Movia, koste Københavns Kommune op til ca. 550. mio. kr. om året og ikke have den ønskede effekt ift. biltrafik.  

Økonomiforvaltningen anbefaler derfor, at Ungerådets forslag ikke godkendes, men at forvaltningen inviterer Ungeråd KBH til dialog om udvikling af den kollektive trafik med henblik på at få deres input.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Ungeråd KBH's forslag, om at alle op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv transport, ikke godkendes,
  2. at Ungerådet KBH's forslag, jf. bilag 1, hermed er håndteret.

Problemstilling

Ungeråd KBH har anmodet Borgerrepræsentationen om, at alle københavnere op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv transport.

Ungerådet ønsker at gøre kollektiv trafik til et mere attraktivt transportmiddel end bilen blandt københavnske børn og unge. Gratis kollektiv transport for børn og unge kan, ifølge Ungerådet, medvirke til, at kollektiv trafik tidligt i livet bliver det naturlige valg af transportmiddel og en vane, der tages med videre i livet. Ved at flere benytter den kollektive trafik, håber Ungerådet KBH, at den kollektive trafik udvikles yderligere til at blive endnu mere grøn og bæredygtig samt med flere og bedre afgange, således at efterspørgslen efter hastighed og pålidelighed imødekommes og derved gør den kollektive trafik endnu mere attraktiv i fremtiden. Ungerådet forventer, at forslaget kan reducere biltrafikken i København og særligt i Indre By.

Løsning

Borgerrepræsentationen kan ikke træffe beslutning om, at alle op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv trafik da Københavns Kommune, jf. lov om trafikselskaber, ikke er takstmyndighed for den kollektive trafik i København. Priserne for den kollektive trafik i København og resten af Sjælland fastsættes i fællesskab af Movia, DSB og Metroselskabet, jf. lov om trafikselskaber. Hvis fri kollektiv transport til alle op til 26 år i Københavns Kommune skal gennemføres, skal det besluttes af trafikselskaberne på baggrund af en bred kommunal og regional opbakning på hele Sjælland. Gratis transport, der udelukkende gælder i Københavns Kommune, er derudover svær at udføre i praksis. Det skyldes, at både busser, metro og S-tog krydser kommunegrænsen, bl.a. via Frederiksberg Kommune. Derudover er trafikselskaberne, jf. lov om trafikselskaber, forpligtiget til at have et billetsamarbejde. Det betyder, at man på Sjælland skal kunne bruge samme billet uanset transportform. En særlig takst for børn og unge skal som følge heraf, ifølge Trafikstyrelsen, gælde for hele Sjælland.

Nuværende rabatordninger

Børn og unge under 26 år har allerede en række rabatordninger, der primært finansieres af staten. Staten finansierer f.eks., at:

  • Børn under 12 år kan rejse gratis i følgeskab med en voksen eller et betalende barn
  • Børn mellem 12 og 15 år rejser til halv pris,
  • Studerende og unge mellem 16 og 19 år opnår rabatter via Ungdomskortordningen,
  • Rabat for unge på togrejser hos DSB og Arriva.

Staten bruger ca. 1 mia. kr. pr. år på disse ordninger. Københavns Kommune finansierer derudover gratis transport til københavnske elever på folkeskoleniveau, der er berettiget hertil. Udgifterne hertil er, ifølge Movia, ca. 2,6 mio. kr. pr. år.

Betydning af billigere kollektive trafik for børn og unge

Ungeråd KBH ønsker gratis kollektiv transport til børn og unge under 26 år for at gøre kollektiv trafik til et mere attraktivt transportmiddel end bilen. Økonomiforvaltningen bemærker, at, jf. DTU-transportvaneundersøgelse fra 2018/2019, det primære transportmiddel blandt de københavnske unge under 26 år er cykel (35 pct.), herefter gang (30 pct.), kollektiv trafik (20 pct.) og til sidst bil (17 pct.). Ca. 1/3 del af alle rejser i den kollektive trafik foretages af unge under 26 år. Bilister er, ifølge Movia, langt mindre prisfølsomme end cyklister. Derfor vurderer Movia, at hvis billetterne bliver billigere eller gratis for børn og unge i København, vil kun en begrænset del af de nye passagerer komme fra bilerne. Langt den største overflytning af unge passagerer vil, ifølge Movia, være tidligere cyklister og fodgængere.  

Movia vurderer derudover, at en væsentlig forøgelse af passagertallet i den kollektive trafik i København vil give kapacitetsproblemer, særligt i myldretiden. Kapacitetsproblemerne kan imødekommes med ekstra kørsel. Det kræver dog finansiering enten via øgede billetindtægter eller øget kommunalt tilskud fra Københavns Kommune.

Refusion af eksisterende billetprodukter

Københavns Kommune kan, ifølge Movia, vælge at refundere de københavnske børn og unges udgifter til eksisterende billetprodukter. Hvis alle børn og unge fra 12 til 26 år har et månedskort på 1 til 3 zoner, skal Københavns Kommune refundere ca. 550 mio. kr. årligt. Til sammenligning udgør Københavns Kommunes tilskud i 2020 til dækning af Movias busdrift i Københavns Kommune ca. 380 mio. kr. Derudover udestår administrationsudgifterne til ordningen. Trafikstyrelsen har oplyst, at de anvender ca. 20 kr. pr. udbetaling til en refusionsordning for udvalgte pendlere.  

Movia vurderer, at hvis målet med indsatsen er at mindske klimabelastningen og trængsel, er det mere effektivt at bruge pengene på at forbedre kvaliteten af den kollektive trafik med flere afgange og kortere rejsetid.

Økonomiforvaltningens vurdering

Københavns Kommune er, jf. lov om trafikselskaber, ikke takstmyndighed for den kollektive trafik i København. Borgerrepræsentationen kan derfor ikke træffe beslutning om at gøre den kollektive trafik gratis for børn og unge under 26 år. Priserne for den kollektive trafik i København og resten af Sjælland fastsættes af Movia, DSB og Metroselskabet, jf. lov om trafikselskaber.

Københavns Kommune kan ifølge Movia vælge at refundere de københavnske børn og unges billetudgifter til den kollektive trafik i København. Denne løsning er både dyr, administrativ tung og vil, efter Movias vurdering, kun i begrænset omfang medvirke til, at nye passagerer i den kollektiv trafik kommer fra bilerne. 

Økonomiforvaltningen anbefaler på den baggrund, at Københavns Ungeråds forslag, om at alle op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv transport, ikke godkendes.

Forvaltningen har været i dialog med Ungerådets sekretariat i forbindelse med udarbejdelse af indstillingen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil invitere Ungeråd KBH til dialogmøde om fremtidige projekter for den kollektive trafik i Københavns Kommune, herunder ift. ambitionen om omlægning til 100 pct. nulemissionsbusser i 2025, evaluering af Nyt Bynet medio 2020 og analyse af mere metro, letbane eller BRT (Bus Rapid Transport) i København.

 

Søren Hartmann Hede                            /Søren Tegen Pedersen

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Ungeråd KBH's forslag om at alle op til 26 år skal have fri adgang til kollektiv transport (2019-0259386)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. december 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og C.

Imod stemte: O.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten og Alternativet er enige i Ungerådets forslag om, at børn og unge op til 26 år bør have adgang til gratis offentlig transport. Men det er ikke et forslag, som Borgerrepræsentationen kan vedtage, fordi der ikke er hjemmelsgrundlag til det. Enhedslisten foreslår, at Ungerådet stiller et borgerforslag til Folketinget. ”

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti støtter Ungerådets forslag og ønsker det udvidet til, at alle københavnere skal have fri adgang til kollektiv trafik.”
Til top