Mødedato: 10.11.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Annullering af anlægsprojekter 2020

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til annullering af syv anlægsprojekter på Teknik- og Miljøudvalgets område.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at projektet Bergthorasgade-karréen annulleres, jf. bilag 2,
  2. at projektet Skolegade-karréen annulleres, jf. bilag 3,
  3. at projektet Valhals-karréen (Tagensvej 90 m.fl.) annulleres, jf. bilag 4,
  4. at projektet De Tre Søstre-karréen annulleres, jf. bilag 5,
  5. at projektet Boldbane Ørestad Kalvebod Fælled, projektering annulleres, jf. bilag 6,
  6. at projektet AB Jagtgården annulleres, jf. bilag 8.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at der annulleres seks projekter med et samlet restbudget på 18,0 mio. kr.  hvoraf 9,6 mio. kr. tilbageføres til byfornyelsesrammen, mens 8,4 mio. kr. tilgår kassen. Da restbudgettet på 5,5 mio. kr. vedrørende skybrudsprojekt i AB Jagtgården skulle finansieres af HOFOR, og derfor modsvares af en forventet indtægt på kassen, medfører annulleringen af projektet ikke en stigning i reel kasse. Sagen medfører derfor en reel kasseeffekt på 2,9 mio. kr.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til annullering af syv anlægsprojekter, da disse ikke kan realiseres eller deres formål ikke længere er til stede.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at syv anlægsprojekter annulleres. En kort oversigt over de økonomiske konsekvenser og årsager til annullering fremgår af tabel 1. En nærmere beskrivelse af begrundelserne for at annullere projekterne fremgår af bilag 2-8.

Ved annullering af anlægsprojekter tilbageføres restbudgetterne til de respektive kasser. De midler, der tilføres kommunekassen, kan Borgerrepræsentationen disponere til andre formål. De midler, der tilføres Byfornyelsesrammen, bliver som udgangspunkt i Byfornyelsesrammen, med mindre Borgerrepræsentationen disponerer disse til andre formål.

Tabel 1 Anlægsprojekters forventede restbudgetter samt årsager til annullering

 

Projekt

Årsag til

annullering

Forventet restbudget, kr.

(2020 p/l)

Fordeling af restbudget

1

Bergthorasgade-karréen

(Borgerrepræsentationen 27. april 2017

Andelsbolig­forening har besluttet selv at etablere gårdhaven, efter projektet blev berosat som følge af anlægsloftet. Foreningen ønsker ikke at afvente, at projektet tildeles anlægsmåltal.

1.460.135

Restbudget overføres til Byfornyelsesrammen

2

Skolegade-karréen

(Borgerrepræsentationen 25. august 2011)

Projektet har ikke opbakning blandt beboerne. Uforbrugte midler er tidligere overført til Byfornyelsesrammen. Det negative restbudget på -244.375 kr. skyldes, at der har været forbrug på projektet, efter det forventede restbudget blev overført.

-244.375

Det negative restbudget overføres til Byfornyelsesrammen.

3

Valhals-karréen (Tagensvej 90 m.fl.)

(Borgerrepræsentationen 26. november 2009)

Projektet blev standset, da der ikke kunne opnås tilstrækkelig opbakning blandt karréens beboere og erhvervsdrivende til etableringen af gårdhaven. Restbudgettet er tidligere overført til Byfornyelsesrammen.

0

-

4

De Tre Søstre-karréen

(Borgerrepræsentationen 25. april 2013)

Projektet kan ikke gennemføres inden for den afsatte bevilling. Udgifterne til eksekvering forventes at være ca. det dobbelte. Der er oprindeligt bevilget 6,0 mio. kr. til projektet. Efterfølgende er der med Borgerrepræsentationens godkendelse i henhold til tidligere praksis overført 2,4 mio. kr. til projektet fra Byfornyelsesrammen, da man på daværende tidspunkt forventede, at projektet ville koste 8,4 mio. kr. at gennemføre. Efter praksis er ændret i 2015 er den samlede bevilling på 8,4 mio. kr. blevet låst til projektet.

8.390.749

Restbudget overføres til Byfornyelsesrammen

5

Boldbane Ørestad Kalvebod Fælled, projektering

(Budget 2016, Borgerrepræsentationen 1. november 2015)

Grundejer (Naturstyrelsen) afviser forslag om boldbaner på arealet.

2.975.246

Restbudget overføres til kommunekassen

6

Fotocat-teknologi ved børneinstitutioner til at nedbringe luftforureningen

(Budget 2019, Borgerrepræsentationen 4. oktober 2018)

Det har vist sig, at teknologien ikke kan testes i så lille skala. Teknologien testes af andre myndigheder.

955.579

Restbudget overføres til kommunekassen

7

AB Jagtgården skybrudsprojekt

(Borgerrepræsentationen 20. september 2018)

Andelsbolig­foreningen ønsker ikke at gennemføre projektet. Projekts formål var at klimatilpasse kloakken og nedbringe risiko for skader ved skybrud. Disse tiltag gennemføres i stedet som del af klimatilpasningsprojektet ”Jagtvej (Klosterfælleden), skybrudssikring”. Forvaltningen forventer, at udvidelsen af projektet ”Jagtvej (Klosterfælleden), skybrudssikring” kan håndteres inden for projektets økonomi. Annullering af projektet ”AB Jagtgården skybrudssikring” vil således ikke reducere mulighederne for vandhåndteringen i området.

5.500.000

De reserverede midler tilbageføres til kommunekassen

 

I alt

 

19.037.334

 

 

Heraf overføres i alt til Byfornyelsesrammen

 

9.606.509

 

 

Heraf overføres i alt til kommunekassen

 

9.430.825

 

Økonomi

Anlægsprojekternes samlede restbudget estimeres til ca. 19,0 mio. kr. (2020 p/l), jf. bilag 9. Midlerne vil blive tilbageført til hhv. Byfornyelsesrammen og kommunekassen, når de endelige anlægsregnskaber er aflagt, og Borgerrepræsentationen har godkendt de bevillingsmæssige ændringer.

Der frigives ikke anlægsmåltal ved annullering af projekterne, da projekterne ikke var tildelt måltal i 2021 eller efterfølgende år.

Videre proces

Forvaltningen forventer, at de endelige anlægsregnskaber for projekterne forelægges Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af 2020.

Forvaltningen vil fremover indstille projekter til annullering for udvalget i foråret, så evt. restbudgetter kan prioriteres til andre aktiviteter ved forhandlingerne om det efterfølgende års budget.

 

Søren Wille                                 / Thomas Højlt

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at projektet Bergthorasgade-karréen annulleres, jf. bilag 2,
  2. at projektet Skolegade-karréen annulleres, jf. bilag 3,
  3. at projektet Valhals-karréen (Tagensvej 90 m.fl.) annulleres, jf. bilag 4,
  4. at projektet De Tre Søstre-karréen annulleres, jf. bilag 5,
  5. at projektet Boldbane Ørestad Kalvebod Fælled, projektering annulleres, jf. bilag 6,
  6. at projektet Fotocat-teknologi ved børneinstitutioner til at nedbringe luftforureningen annulleres, jf. bilag 7,
  7. at projektet AB Jagtgården annulleres, jf. bilag 8.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2020 

 

Et samlet udvalg stillede følgende ændringsforslag til 6. at-punkt:   

 

”at projektet Fotocat-teknologi ved børneinstitutioner til at nedbringe luftforureningen sendes tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på yderligere oplysninger om projektet.” 

 

Ændringsforslaget blev vedtaget af et enigt udvalg. 

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning 

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Annullering af anlægsprojekter 2020 (2020-0118279)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. november 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top