Integration af sexismeundersøgelsen i trivselsundersøgelsen
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at den videre proces, herunder arbejdet med at justere spørgerammen tages til efterretning.
Problemstilling
Økonomiudvalget (ØU) har besluttet gennemførelse af undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd (USKA) to gange. Første gang i marts 2022 og anden gang i september-oktober 2023. I begge undersøgelser svarede i alt 16% af respondenterne i Københavns Kommune ”ja” til at have oplevet ét eller flere tilfælde af sexistisk kultur eller adfærd inden for de seneste 12 måneder.
I en sammenligning med en tilsvarende undersøgelse gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), med ni næsten enslydende spørgsmål, har Københavns Kommune (KK) en lavere forekomst af uønsket adfærd.
ØU har afsat budget til at gennemføre undersøgelsen i 2022 og i 2023. Der er ikke fremadrettet afsat midler til en gentagelse af USKA-undersøgelserne, som en særskilt undersøgelse.
Løsning
Det Centrale Samarbejdsorgan (CSO) drøftede på deres møde den 7. december 2023 resultaterne af undersøgelsen af sexistisk kultur og adfærd. I den forbindelse besluttede CSO, at en arbejdsgruppe, der i forvejen var nedsat af CSO til at drøfte brugen af trivselsundersøgelser generelt, også skulle drøfte, om og hvordan spørgsmål fra undersøgelsen af sexistisk kultur og adfærd kan indgå i trivselsundersøgelsen.
Arbejdsgruppen som består af repræsentanter for HR-cheferne i KK og repræsentanter for de faglige organisationer har på baggrund af drøftelserne og med iagttagelse af resultaterne fra USKA 2022 og 2023 foreslået en udvidelse af den generelle trivselsundersøgelses (TU) spørgeramme med spørgsmål om sexistisk kultur og adfærd.
Som det fremgår nedenfor, inkluderes der to nye spørgsmål om sexisme og om omgangstonen på arbejdspladsen i TU.
Herudover foreslås medtaget spørgsmål fra USKA, som indledes med ”Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for … ”. To af underspørgsmålene er blandt de spørgsmål, som flest svarede ”ja” til ved den seneste undersøgelse i 2023. Desuden er det underspørgsmål om fysisk kontakt, som flest svarede ja til, medtaget.
Endelig medtages spørgsmålet om, hvorvidt medarbejderen er klar over, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever sexistisk kultur eller adfærd. I undersøgelsen i 2022 svarede 86% af respondenterne ”ja” og i undersøgelsen fra 2023 var dette tal steget til 90%. Det er fortsat af afgørende betydning i forhold til forebyggelse og håndtering af sexistisk kultur og adfærd, at alle ansatte medarbejdere og ledere ved, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever noget uønsket.
Nedenstående fire spørgsmål vil således fremover fremgå af TU-spørgerammen:
Nye spørgsmål
- Har alle medarbejdere uanset køn lige mulighed for at få meningsfulde opgaver?
- Oplever du i dit daglige arbejde en ordentlig og respektfuld omgangstone uden fx nedsættende kommentarer om krop, livsstil, køn eller seksuel orientering og uden seksuelle hentydninger, fordomme om køn eller tilsvarende?
Spørgsmål fra USKA
- Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for
- uønskede seksuelle kommentarer om din krop, tøj eller livsstil? Uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner f.eks. klap, kys eller omfavnelse?
- at nogen har talt nedsættende om køn eller seksuel orientering på en måde, som var uønsket eller ubehageligt for dig?
(hvis man svarer ja til et eller flere af spørgsmålene under punkt 3, vil man blive stillet en række yderligere spørgsmål bl.a. om ”fra hvem”, ”hvor ofte” og om ”der er gjort en indsats for at tage hånd om problemet”).
- Ved du hvor du kan henvende dig på din arbejdsplads, hvis du overværer eller udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed eller seksuelt krænkende handlinger? (ja/nej)
Ved TU fra foråret 2023 blev alle fastansatte ledere og medarbejdere, som havde været ansat mindst 3 måneder ved undersøgelsens afslutning, inviteret til at deltage i undersøgelsen.
I USKA deltog også blandt andet elever, timelønnede medarbejdere og vikarer. Da andelen blandt disse ansatte, som havde besvaret USKA og som havde oplevet et eller flere tilfælde af uønsket adfærd, var 24%, mod 15% hos de fastansatte, vurderes det at være hensigtsmæssigt fremadrettet at inkludere denne gruppe i den generelle TU. Helt generelt er der en interesse for at kunne følge op på trivselsspørgsmål for de løstansatte. En løsning, hvor de løstansatte inkluderes i TU, vurderes først at kunne være på plads efter TU25.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med sagen.
Videre proces
Den endelige TU-spørgeramme skal godkendes på det næstkommende møde i CSO den 10. oktober 2024. Spørgerammen vil blive anvendt ved TU25, som gennemføres i februar og marts 2025.
Økonomiudvalget forventes senere at få forelagt en sag om tidsmæssigt interval for gennemførelse af den tværgående trivselsundersøgelse.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2024
Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.