Mødedato: 10.09.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Aftale om udlejning af ledige ældreboliger til ikke visiterede borgere

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Sundheds- og Omsorgsudvalget, skal forud for godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, godkende, at Aftale om udlejning af ledige ældreboliger til ikke-visiterede borgere forlænges. 

Tidligere beslutninger

Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende at Aftale om udlejning af ledige ældreboliger til ikke-visiterede borgere forlænges.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) råder pt. over ca. 4.000 ældreboliger fordelt på 41 ældreboligkomplekser i Københavns Kommune. Alle ældreboligerne er almene boliger, der ejes af almene boligorganisationer, som dermed har ansvar for den bygningsmæssige drift og vedligehold. SUF har anvisningsret og –pligt til boligerne, hvilket betyder, at SUF skal afholde udgifter til tomgangshusleje, når en bolig står tom.

Almene ældreboliger skal jf. almenboligloven udlejes til ældre og personer med handicap, der af kommunen er visiteret til en ældrebolig.  Hvis dette ikke er muligt, og boligerne ønskes fastholdt som ældreboliger for at imødekomme en eventuel fremtidig efterspørgsel, skal de udlejes til andre målgrupper.

Der har gennem en lang årrække været overkapacitet af ældreboliger i København. SUF har derfor tidligere overgivet ca. 500 ældreboliger permanent til Socialforvaltningen.

I relation til de nuværende ca. 4.000 ældreboliger, har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Boligselskabernes Landsforening (BL) gennem mange år haft to aftaler vedr. udlejning af overtallige ældreboliger til studerende og familier o.a.

  1. Aftale vedr. ”Udlejning af ældreboliger til ikke-visiterede borgere ved periodiske udlejningsproblemer” foreslås med denne indstilling forlænget og justeret. I denne aftale ommærkes boligerne ikke, og vil efter udlejning til anden målgruppe igen kunne anvendes til målgruppen for ældreboliger. SUF skal dermed afholde tomgangshusleje for ældreboliger der ikke kan udlejes. Aftalen omhandler udelukkende ældreboliger som SUF har anvisningsret og -pligt til.

     

  2. Rammeaftale mellem Københavns Kommune og BLs 1. kreds for fremtidig anvendelse af ældreboliger der i mere end to til tre år primært har været udlejet til studerende evalueres i 2024. I denne aftale ommærkes ved nyudlejning op til ca. 551 ældreboliger til familie- og ungdomsboliger og evt. tomgangshusleje overgår dermed til boligselskabet. Med afsæt i rammeaftalen er der indgået individuelle aftaler med tre boligorganisationer om midlertidig ommærkning ældreboliger for en 10-årig periode. De individuelle aftaler udløber med udgangen af 2025. Herefter vil boligerne successivt ved fraflytning blive mærket tilbage til ældreboliger igen, medmindre der indgås en ny aftale.

De to aftaler sikrer, at ledige ældreboliger kan komme studerende, familier og andre til gavn, i et presset Københavnsk boligmarked og samtidig medvirke til at nedbringe forvaltningens udgifter til tomgangshuslejen. Stiger behovet for ældreboliger grundet stigende ældrebefolkning i København, vil boligerne igen kunne anvendes til ældre.

Løsning

En del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens 4.000 ældreboliger er udlejet til studerende og familier. Primo 2024 er ca. 3.300 ældreboliger udlejet til visiterede ældre og personer med handicap, mens ca. 700 er udlejet til andre målgrupper via forvaltningens to aftaler med BL.

SUF har ikke oplevet problemer i forbindelse med udlejning til andre borgergrupper end visiterede ældre og personer med handicap i ældreboliger. 

Generelt kan borgere, der er visiteret til ældrebolig, anvises en ældrebolig inden for en måned. Ønsker borgerne at bo i en specifik ældreboligafdeling, og har desuden yderligere ønsker, afhænger ventetiden af borgernes konkrete ønsker.    

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at de ca. 3.300 ældreboliger der i dag er udlejet til ældre og handicappede også i de kommende mange år vil dække behovet for ældreboliger. 

Aftale om udlejning af ældreboliger til ikke-visiterede borgere 
Københavns Kommune har i en årrække haft en aftale med BL vedr. udlejning af ældreboliger. Aftalen er flere gange blevet revideret, senest i 2015. 

Aftalen fastsætter, at en ældrebolig, som af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forgæves har været forsøgt udlejet til en visiteret borger, søges udlejet til de nedenfor oplistede målgrupper i prioriteret rækkefølge:

  • Nyankomne flygtninge – udlejes via kommunal anvisning
  • Uddannelsessøgende – udlejes via boligorganisation
  • Personer over 60 år – udlejes via boligorganisation
  • Andre – udlejes via boligorganisation

Når en borger, omfattet af ovenstående grupper, fraflytter en bolig, søges boligen igen udlejet til en visiteret borger.

Det fremgår af aftalen, at de anviste borgere skal orienteres om, hvad det betyder at bo i en almen bolig og at borgerne er indstillet på at bo og fungere i en ældreboligbebyggelse.

Aftalen vedr. Udlejning af ældreboliger til ikke-visiterede borgere er vedlagt i Bilag 1.

Der er i 2024 udlejet ca. 350 ældreboliger jf.  denne aftale. Boligerne er typisk enten små boliger, boliger uden elevator eller boliger, hvor der er længere til offentlig transport og indkøb. 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har været i dialog med BL og begge parter anbefaler, at aftalen forlænges til 31. december 2027.

Aftale om ommærkning af ældreboliger
Der blev i 2016 indgået en 10-årig ommærkningsaftale. Aftalen indebærer, at udvalgte ældreboliger er ommærket til familie- og ungdomsboliger for en 10-årig periode. Boligerne ommærkes i takt med, de bliver ledige.

Der er typisk tale om ét-rums-boliger, boliger uden elevatoradgang og andre mindre attraktive boliger, alle beliggende i Fogedgården, Nørrebro Vænge og Tranehavegård.

Der er i 2024 udlejet ca. 340 ældreboliger via denne aftale

Aftalen evalueres i 2024 i samarbejde med BL 1. kreds med henblik på en evt. forlængelse af ommærkningerne. Aftalen udløber i 2025 og en evt. forlængelse forudsætter fornyet hjemmel til at ommærke ældreboliger over 50 m2 til ungdomsboliger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at henvende sig til Boligministeriet i 2. halvår 2024 med henblik på at kunne få ny hjemmel til at forlænge ommærkningerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal godkende, at Aftale om udlejning af ældreboliger til ikke-visiterede borgere forlænges.

Anna Schou Johansen /Per Christensen

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at

  1. Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende, at  Aftale om udlejning af ledige ældreboliger til ikke-visiterede borgere forlænges.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2024.

Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top