Indtægts- og udgiftsbevilling - Etablering af lægepraksis på Sluseholmen
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslag om indtægts- og udgiftsbevilling til istandsættelse og indretning af Sluseholmen 19, 2450 København SV til flermandspraksis. Borgerrepræsentationen skal ligeledes tage stilling til, om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal bemyndiges til at indgå lejekontrakt med udlejer samt efterfølgende lejekontrakt med alment praktiserende læger som slutlejer af lokalerne på Sluseholmen.
Tidligere beslutninger
Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at det godkendes, at Sundheds- og Omsorgsudvalget modtager indtægtsbevilling på 6.715.000 kr. (2019 p/l) i 2019 til istandsættelse og indretning af lokaler til praktiserende læger på Sluseholmen,
- at det godkendes, at Sundheds- og Omsorgsudvalget modtager tilsvarende udgiftsbevilling på 6.715.000 kr. (2019 p/l) i 2020 til istandsættelse og indretning af lokaler til praktiserende læger på Sluseholmen,
-
at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gives bemyndigelse til at indgå erhvervslejekontrakt på markedsvilkår for lokaler beliggende på Sluseholmen 19, 2450 Københavns SV samt bemyndigelse til efterfølgende at udleje lokalerne på markedsvilkår til lægerne.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Sundheds- og Ældreministeriet har i maj 2019 bevilget 6.715.000 kr. til Københavns Kommune fra den statslige pulje til etablering af læge- og sundhedshuse.
Midlerne skal anvendes til istandsættelse og indretning af en flermandspraksis på Sluseholmen 19, hvorfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at der gives en indtægts- og udgiftsbevilling hertil.
Løsning
Baggrund
En bærende vision i Københavns Kommunes sundhedspolitik er lighed i sundhed, og her spiller almen praksis en central rolle som borgernes første indgang til sundhedsvæsenet. Københavns Kommune er lægedækningstruet, og ifølge den langsigtede prognosemodel for kapacitets-planlægning i almen praksis vil Københavns Kommune i 2023 have brug for 72 nye praktiserende læger som følge af befolkningsvækst og pension blandt lægerne.
For at sikre lægedækningen fremadrettet vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) på mødet i november 2018 en strategi for lægedækning i Københavns Kommune. Visionen i strategien er, at: Københavns Kommune ønsker, at vores borgere har let og lige adgang til lægebehandling. Vi vil derfor bidrage til en modernisering af almen praksis, så det bliver mere attraktivt at være alment praktiserende læge i København. Målsætningerne frem mod 2030 er:
- 90 % af de alment praktiserende læger er i en flermandspraksis.
- Antallet af praksispersonale øges med 50 %.
-
70 % af lægepraksis har åbent for tilgang.
-
Alle udsatte boligområder har praktiserende læge i nærområdet.
Ansøgning af puljemidler
For at opfylde visionen og målsætningerne i strategien ansøgte Københavns Kommune Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af læge- og sundhedshuse i 2019 om 21,6 mio. kr. til etablering af tre lægehuse på tværs af byen.
Københavns Kommune blev bevilget ca. 6,7 mio. kr. til etablering af et lægehus på Sluseholmen. Lægehuset vil blive etableret som en flermandspraksis med plads til fire praktiserende læger samt praksispersonale og uddannelseslæger og er derved i tråd med kommunens strategi.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) er i dialog med to praktiserende læger, som har tilkendegivet interesse for projektet. Det er forvaltningens vurdering, at de to læger vil indgå kontrakt om lejemålet med henblik på at etablere et kompagniskab i lokalerne.
Sluseholmen 19
Sluseholmen 19 er ejet af Danica Pension, som planlægger at etablere et privat sundhedscenter med plads til almen praksis, apotek, andre sundhedsfaglige praksis som kiropraktorer og fysioterapeuter samt øvrige speciallæger. SUF lejer lokalerne hos ejer og udlejer dem derefter til lægerne.
Puljemidlerne skal bruges til at ombygge og istandsætte lokalerne med henblik på etablering af en moderne flermandspraksis. Bygningsarbejderne vil primært omfatte etablering af adgangs- og opholdsarealer, konsultations- og behandlingsrum, laboratorium samt øvrige nødvendige funktioner til de praktiserende læger. Lægehuset vil være det første på Sluseholmen og forventes at kunne åbne 1. september 2020.
Vilkår for udlejning af lokaler
SUF indgår en erhvervslejekontrakt på markedsvilkår med Danica Pension, hvorefter forvaltningen udlejer lokalerne til de praktiserende læger.
Det bemærkes, at Sundhedsloven §205 b foreskriver, at Københavns Kommune kan tilvejebringe og udleje lokaler til almen praksis til markedsvilkår.
Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) godkendte på mødet den 20. juni 2019, at ansøgning om frikommuneforsøg med fremleje af lokaler til almen praksis til under markedsvilkår fremsendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentations godkendelse. Såfremt ansøgningen imødekommes, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen få mulighed for at indgå kontrakt med de praktiserende læger i perioden 2019-2023 til under markedsvilkår.
Økonomi
Udgifterne til istandsættelse og indretning af arealet beløber sig til 6.715.000 kr. i 2020. Der anvises dækning for udgiften på Sundheds- og Omsorgsudvalget anlægsbudget, funktion 4.62.88.3, bevilling anlæg, jf. tabel 1.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) |
Beløb i 1.000 kr. (2019 p/l) |
Varig? Ja /Nej |
|
2019 |
2020 |
||||||
1. |
SOU |
3425 Anlæg |
4.62.88.3 |
I |
-6.715 |
|
nej |
2. |
SOU |
3425 Anlæg |
4.62.88.3 |
U |
|
6.715 |
nej |
I alt |
|
|
|
|
-6.715 |
6.715 |
|
Det bemærkes, at der med SOU's prioritering af forvaltningens måltal den 23. maj 2019 er prioriteret anlægsmåltal for 6.715.000 kr. i 2020 til istandsættelse og indretning af lokalerne på Sluseholmen.
Med hensyn til lejekontrakten for Sluseholmen 19, indgås der en erhvervslejekontrakt på markedsvilkår mellem udlejer og SUF, hvorefter forvaltningen indgår en erhvervslejekontrakt med de praktiserende læger ligeledes på markedsvilkår. Det bemærkes, at de specifikke lejevilkår endnu ikke er fastlagt endeligt i forhandlingerne mellem udlejer, SUF og slutlejer.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, fremsendes sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse - forventeligt henholdsvis den 27. august og 19. september 2019.
Katja Kayser / Katrine Schjønning
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at Sundheds- og Omsorgsudvalget modtager indtægtsbevilling på 6.715.000 kr. (2019 p/l) i 2019 til istandsættelse og indretning af lokaler til praktiserende læger på Sluseholmen,
- at godkende, at Sundheds- og Omsorgsudvalget modtager tilsvarende udgiftsbevilling på 6.715.000 kr. (2019 p/l) i 2020 til istandsættelse og indretning af lokaler til praktiserende læger på Sluseholmen,
-
at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gives bemyndigelse til at indgå erhvervslejekontrakt på markedsvilkår for lokaler beliggende på Sluseholmen 19, 2450 Københavns SV samt bemyndigelse til efterfølgende at udleje lokalerne på markedsvilkår til lægerne.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2019.
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Dagsordenspunkt 24. Indtægts- og udgiftsbevilling - Etablering af lægepraksis på Sluseholmen (2019-0148075)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.